Læsetid: 4 min.

Fremtiden må ikke regnes væk

Lomborgs klima-økonom mener i modsætning til Lomborg, at Kyoto-aftalen skal gennemføres
26. maj 2004

»Jeg kan ikke forestille mig, at offentligheden lader sig vildlede til at give klimaproblemet utilstrækkelig opmærksomhed, hvis det skulle gå hen og blive nummer 10 på listen.«
Sådan siger den amerikanske økonom William R. Cline, Center for Global Development, om disse dages prioriterings-diskussioner bag lukkede døre på Copenhagen Consensus-konferencen. William Cline er forfatter til konferencens hovedpapir om klimaændringer og blev i går udspurgt af de otte økonomer, som – hvis det står til Bjørn Lomborg – skal afslutte ugen med en prioriteret prisliste over løsninger på verdens store problemer.
Clines cost-benefit beregninger viser, at det målt i penge vil være en god forretning for verden at gribe ind over for den globale opvarmning via Kyoto-protokollen. Samt at det vil være en endnu bedre at gå videre med en global afgift på CO2-udledninger.
– Bjørn Lomborg argumenterer for, at det er en dårlig forretning at bruge kræfter på at bremse drivhuseffekten. De er uenig?
»Hvis det internationale samfund indfører en afgift på CO2, så bliver indsatsen mod klimaproblemet en del af løsningen på de andre problemer snarere end en hindring. En sådan afgift vil skaffe indtægter, der kan investeres i de andre problemer,« siger Cline.
Hvis det internationale samfund indfører en CO2-afgift høj nok til at sikre, at temperaturstigningen 300 år fra nu ’kun’ bliver 5,4 grader Celcius, så vil det i dette lange tidsperspektiv give en årlig gevinst for den globale økonomi på næsten 3.000 milliarder kroner, regnet som nutidsværdi. Til sammenligning vil Kyoto-protokollens beskedne krav om CO2-nedskæringer i de rige lande indebære, at den globale temperatur bremses mindre og ender 6,1 grad højere end nu. Men også Kyoto-handlingerne kan betale sig med en langsigtet nettogevinst på knap 1.500 milliarder kroner årligt.

Fremtidens betydning
Clines konklusion – at det er en god forretning at gribe ind over for CO2-udledningerne – hviler på den beregningsforudsætning, at fremtiden spiller en væsentlig rolle. Fremtidens betydning i forhold til nutiden kommer til udtryk i valget af den såkaldte diskonterings-rate. En rate på nul betyder, at nutid og fremtid tillægges samme værdi. Jo højere diskonteringsraten vælges, desto mindre betyder fremtiden.
I cost-benefit beregninger som dem, Bjørn Lomborg har støttet sig til, bruges en diskonteringsrate omkring tre procent, men William Cline har valgt en lavere værdi på 1,5 procent. Da omkostningerne ved at gribe ind over for CO2-udledningerne især ligger i nutiden, og fordelene ved at bremse drivhuseffekten især ligger i fremtiden, er Clines lave rate – hans prioritering af fremtiden – den afgørende forklaring på, at det i hans regnestykke bliver en god forretning at bremse CO2-udledningerne.
En opponent til William Cline, økonomen Robert Mendelsohn, Yale University argumenterede i går på Copenhagen Consensus Youth Forum for en højere diskonteringsrate og for en mindre indsats mod klima-problemet.
»Problemet bliver først alvorligt midt i dette århundrede, og det er forkert, hvis vi foretager drastiske indgreb nu frem for at lade de næste generationer selv vælge den rette handling, når klimaeffekterne bliver mere alvorlige,« sagde Mendelsohn.
Hvis Lomborgs økonomer under deres lukkede drøftelser beslutter at underkende Clines diskonterings-rate, kan Kyoto-indgrebene ende som en dårlig forretning i cost-benefit beregningen og dermed måske ryge ned i bunden af facitlisten. Adspurgt om økonomer skal have magten til at beslutte fremtidens værdi frem for f.eks. politikere, siger William Cline:
»Det er relevant, at økonomer beregner, hvad det koster at gribe ind over for klima-problemet, og det må naturligvis tænkes meget grundigt igennem, hvilken diskonterings-rate, der bør bruges. Men når det kommer til beslutninger, tror jeg politikere baserer sig på meget mere intuitive fornemmelser af social værdi. Da Theodore Roosevelt gjorde store områder til nationalparker for 100 år siden, så havde han ike forinden sat sig med en tabel over diskonterings-rater og beregnet, hvor meget social værdi nationalparkerne ville give amerikanerne 100 år senere.«
– Med de mange antagelser, der gøres i beregningerne, og de forskellige problemers vidt forskellige karakter og placering i tid og rum, giver det så mening at lave en prioriteret liste?
»Det er ikke indlysende, at man virkelig kan lave overbevisende kvantificeringer, endsige prioriteringer. Beregningerne kan især være nyttige ved at rejse spørgsmålet, hvorfor vi eventuelt ikke gør det rette på givne områder. Og svaret kan f.eks. være, at der er politiske særinteresser på spil. Det gælder f.eks. tydeligt i spørgsmålet om international handel.«
»Det at nogle problemers løsning ikke handler om at bruge flere penge, men om politiske strukturer, gør at sammenligning af priser ikke giver mening. Korruptionsproblemet handler f.eks. ikke om penge – det bliver kun værre, hvis man tilfører flere penge.«
– Er De tilfreds med den internationale indsats mod klimaforandringerne?
»Der gøres ikke tilstrækkeligt. I sig selv er det opmuntrende, at Rusland ratificerer Kyoto, men det er kun et første skridt. U-landene må inddrages i den næste aftale, og der bør sendes et stærkt signal om, at CO2-udledninger har en pris,« siger Cline med henvisning til sit forslag om en global CO2-afgift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her