Lad os bare kalde ham KK. Det kalder vi ham her i Zambia landets første præsident Kenneth Kaunda, der ledte uafhængigskampen mod det britiske kolonistyre og i 1964 blev præsident for en uafhængig og kolonistfri republik Zambia. Kammerat KK!
Onsdag fyldte nationens fader 80 år. Og det blev ikke forbigået i stilhed her i Zambia eller i Sydafrika, hvor Kaunda holdt fødselsdagsfesten sammen med diverse afrikanske statsledere og en enkelt anden eks-præsident Nelson Mandela.
Hånd i hånd ankom Mandela og KK sammen til den store 80 års fødselsdagsfest på Sandton i Sydafrika. Mandela støttede sig til sin fem år yngre kollega og ville slet ikke været kommet, hvis »det ikke havde været fordi, det er KKs fødselsdag. Jeg vil aldrig glemme KK. Han er en venlig ung mand.« Lidt senere inden festen var gået rigtig i gang, måtte Mandela undskylde sig og overlade festen til de unge. »KK, husk at du stadig er ung. Jeg ønsker dig al kærlighed.«
Bag disse fødselsdagshilsner ligger en dyb respekt for KK og Zambias andel i kampen mod apartheid. Men der var ikke mange kærlige ord til Kaunda, da han trådte tilbage i 1991.
I KKs 27 årige regeringstid nød zambierne gratis skolegang og sundsvæsen. De fleste var garanteret arbejde efter endt skolegang på de statsejede fabrikker. Samtlige uafhængighedsbevægelser i det Sydlige Afrika fra ANC til FRELIMO havde base i Zambia og blev støttet økonomisk af Zambia. For med Kaundas ord: Vores uafhængighed er intet værd uden de andres!
Men det var også i Kaundas regeringstid, at et-partistyret blev indført. Man kunne kun stemme ja eller nej til præsidentkanidaten, der skulle have 51 pct. af stemmerne for at vinde. Stemmeseddelen for et ja var dekoreret med en ørn, mens nej-seddelen var prydet af knapt så ædle arter som f.eks. en frø eller hyæne. Det var også i den sidste tid af KKs regime at efterretningstjenesten havde sin storhedstid med at indrapportere regeringsfjendtlige elementer, og folk stod i kø for at købe basale madvarer. Zambias største og næsten eneste indtjeningskilde kobberet mistede sit værd på verdensmarkedet, og landets økonomi sank i knæ og sendte Zambia, der ved uafhængigheden var et af Afrikas rigeste lande, ned på en trist bundplacering som et af verdens fattigste lande.
D
erfor kan det undre udenforståendende, at manden, der stod i spidsen for det hele indtil 1991 i dag nyder den enorme respekt, som afføder flere portætudsendelser på tv, lovprisende ledere i aviserne uanset politisk observans samt lykønskninger fra tidligere indædte politiske modstandere, der i 1991 pressede Kaunda til at indføre flerparti systemet igen og udskrive valg.
Er hele nationen da underlagt et kollektivt hukommelsestab og har den fortrængt demonstrationerne i 1990 og fødevarekøerne?!
Nej, det har nationen ikke og det vil være svært at finde en, der gerne så KK som præsident igen. Men han udskrev valg og gik frivilligt, da folket krævede det, og endnu vigtigere han forlod posten uden svulmende bankkonti i udlandet, og hans version af socialismen Zambisk Humanisme blev ført med folket og ikke personlig vinding in mente, lyder forklaringen selv fra kritikere.
»Folk har stærke følelser for KK. Enten hader eller elsker de ham. Men selv dem, der hader ham, respekterer ham,« skrev oppositions avisen The Post i en fødselsdagsleder. Selvsamme avis førte i høj grad til Kaundas retræte og var dengang talerør for det stadig regerende parti Movement for Multiparty Democracy MMD.
»Selv om vi har været en af hans stærkeste kritikere, så værdsætter vi under alle omstændigheder hans motiver,« fortsætter lederen i The Post.
Og det er derfor, zambianerne og andre afrikanske lande hylder KK i dag og derfor Mandela efter hans løsladelse som det første aflagde visit i Zambia, der gennem hele kampen mod apartheid husede og støttede ANC og mange af de andre uafhængighedsbevægelser.
En støtte som mange den dag i dag mener, kostede Zambia for meget, både økonomisk og politisk, eftersom landet i lange perioder var underlagt handelssanktioner.
Men som KK svarede i et interview for nylig, så ville han have gjort det samme i dag, eftersom han fortsat tror på, at Afrikas uafhængighed var og er en nødvendighed.
At han så er kendt som værende ualmindelig stædig, småforfængelig og autoritær er småfejl, der blot gør ham menneskelig! Det samme gælder KKs trang til hele tiden at bryde ud i sang, hvilket har afstedkommet mange krummede tæer blandt diplomater og trofaste partifolk, hvoraf ingen nogensinde har kunne få sig selv til at fortælle manden at han ikke kan synge. Eller KKs ukontrollable tårekanaler, der tømmes i det øjeblik han beretter om frihedskampens ofre.
Men som folk siger her, han har aldrig grædt over sig selv det har altid været for nationen! Og respekten er ikke større end, at han om ikke andet er nem at parodiere.
