Læsetid: 6 min.

Fucking fundamentalt

Om betimeligheden af tortur under visse betingelser og om de syv danske højreintellektuelles skuffelse over amerikanerne og Bush-doktrinen
29. maj 2004

Intermezzo
Det er nemt at tage afstand fra tortur. Men tænk, om man selv stod over for den frygtelige afgørelse: Tortur eller terror. En terrorist, som man vel at mærke véd det om, er netop taget til fange i den indre by. Man véd også, at en af terroristens venner har anbragt en kunstgødningsbombe i Kirkeministeriet. Man véd, at den er der, men ikke hvor. Om det er i ministeriets skab, hvor de gemmer skabsateisterne, eller om det er under Tove Fergos skrivebord. Hende tør man jo ikke spørge og selv risikere tortur. Hvad gør man? Man står jo angiveligt med en terrorist af værste skuffe, der oven i købet ved besked om forestående terror. Dette har terroristen ifølge tankeeksperimentets logik, der nok kan gøre folk med rigtige meninger bløde i betrækket, selv erkendt og dét længe inden torturen. Han er terrorist, ellers ville det også være omsonst at underkaste han tortur. Man må vide at han véd noget, som han selv har sagt, at han ved, men som han alligevel ikke vil sige noget om. Tankeeksperimentet fordrer visse præmisser. Altså, terroristen siger efter pågribelsen ganske uden pres til sine vogtere: »Se, jeg er jo terrorist, og jeg sidder inde – eller hænger snart i håndjernene – med afgørende viden om min terorristkollega: hvem han er, hvor han kommer fra, hvor han skal hen bagefter, og at han er i færd med at gøre noget slemt. Men mere vil jeg bare heller ikke sige, øv, bøv. Hvis I vil have resten at vide, og hvor bomben ligger, må i bruge tortur!«
Her hjælper ingen overtalelser, terorristen klapper helt i, han har allerede sagt rigeligt, synes han selv. Han kan jo heller ikke plapre ud med det hele uden tortur, så fremstår han som en sladrehank i andre terroristers øjne. Altså holder han fra nu af i den grad meget bøtte. Hvad gør man så, mens bomben ligger og oser på sit hemmelige sted? Ja, så stikker man ham selvfølgelig én på skrinet og hvis det ikke er nok, så stikker man ham én til, og hvis det ikke er nok, stikker man ham én til, og hvis det heller ikke er nok, stikker man ham én til.
Og sådan bliver man ved, til han fucking siger hvor hans terroristkammerat har anbragt kunstgødningsbomben, for ellers kan han fucking få en million volt op i røven eller blive gnasket i den ene nosse af oberstløjtnant Dahls til formålet opdrættede kongepuddel eller møde Tove Fergo. Hva’ faen er der mer at snakke om! Pladderhumanisme!
Der er faktisk folk, der tager på vej over den slags. Men man løser kriser ved fasthed og ikke ved at fise den af med saftevand og blødt brød. Man kan jo nemt nok være åh så principfast, når der ikke står noget på spil. Men når det virkelig gælder, er Génève, når alt kommer til alt, en by i et land hvor de laver kukkeure.
Meget apropos går et betragteligt antal danskere ind for tortur på givne vilkår. B.T. var i den anledning i fuld gang med at udråbe oberstløjtnanten med det tolerante forhold til statsarrangeret mishandling af fanger til en miskendt folkehelt.

Det er klart, at man for at kunne gå ind for tortur – på visse vilkår, må befinde sig på et objektivt højere plan, end dem, der risikerer eller underkastes torturen. Hensigten helliger som bekendt midlerne, og hvis hensigten fremstilles som nobel og ædel og med sigte på at redde truede folk af den rigtige type, er retten til det skitserede objektive standpunkt selvsagt indlysende.
Den danske intellektuelle højrefløj – siger og skriver syv personer – er apropos torturkrisen meget, meget skuffede over USA. Kollektivt skuffet, fordi den amerikanske delvis privatiserede hær har gjort som mandskabet er blevet bedt om ovenfra, måske helt Mr. Rumsfelds eget kontor. De grinende bødler m/k har blot bedrevet, hvad man forventede af dem, og som i øvrigt alle hære har gjort til alle tider og i alle krige. Så snart lokummet brænder og gerne lidt før, helliges midlerne, og de fejlfarvede folk bliver tævet sønder og sammen.
Nu mener d’herrer Høy, Tamm, Hesseldahl, Hansen, Fonsmark, Jensen og Bagger i skiftende varianter af det samme selvudleverende kandestøberi, at det nok er bedst, USA tager hjem igen. Begrundelsen er som sagt skuffelse over det ideologiske forbillede. De troede på Bush-doktrinen, denne godtkøbsstormagtkynisme der i virkeligheden kan reduceres til en replik i en dårlig western: skyd først, spørg bagefter – gerne under anvendelse af tortur for at få de ønskede svar. Bush-doktrinen blev ellers af det nye højre opfattet som banebrydende udenrigspolitisk filosofi, en velsignelse for verdensfreden.
Det var doktrinen, hedder det, eftersom FN ikke kunne klare ærterne. Jamen hør nu, inden den verbale tortur lægger gaderne øde: FN’s våbeninspektører sagde jo, at de blot skulle bruge kort tid yderligere for at godtgøre, at der ingen masseødelæggelsesvåben var i Irak. Retsgrundlaget i FN-regi for en præventiv krig var dermed ikke til stede. Men USA ville i krig. Støttede man denne politik mod FN dengang, hr. Bagger, hr. Hansen, hr. Høy, hr. Tamm, hr. Hesseldahl og hr. Fonsmark, ja så billigede man så sandelig også den svækkelse af FN, som i øvrigt hele tiden havde været formålet med Bushs, den højrerepublkanske og vicepræsidentens hensigt. Dette forhold og hetzen mod selve idegrundlaget for FN har sat verdensorganisationen årtier tilbage.
Den mest knuselskelige af højrefløjscharmetroldene, Jensen, Bent Jensen, er samtidig også den mest kyniske: Hvis irakerne ikke kan indse, at torturen og det fremmede herredømme med privatiserede olieinteresser på spring til at score kassen er til deres eget bedste, kan man lige så godt overlade skuepladsen til det kaosramte folk...«så må de gå under (i kaos). Så må de lade en eller anden idiot overtage det«. Det er det, man kalder en fin mand med ansvarsfølelse.

Endnu engang tager kritikere af islam, som et eller andet sted altid bliver brugt som forklaring på, hvorfor det hele går så galt, fat i den fundamentalistiske dimension. Hvad skal man stille op, når shariaen står parat til at lovgive, spørger Ditlev Tamm, som her demonstrerer sin enestående indsigt i irakisk og islamisk retshistorie. Fundamentalismen kan man imidlertid altid bruge, for fundamentalister er de jo på en eller anden måde, fordi de henholder sig til Koranen og flere gange i døgnet stikker måsen i vejret og be’r til Allah.

Dette ligesom kalder på fanatisme, som igen udvikler sig fundamentalistisk. Heri har vi den store modsætning til vort kristne grundlag, som vi deler med Bush og hans republikanere. Det kristne grundlag er ikke fundamentalistisk, er ikke fundamentalistisk, er ikke fundamentalistisk, fordi de kristne ikke-fundamentalister, forklarer de gerne, ikke som Koran-ekvilibristerne tager de hellige skrifter bogstaveligt. Nok forsager de djævelen og tror på den enbårne Gud og Gud og Helligånden, som er ét, hvilket er nemt at forstå, og nok er det en forudsætning i kristentroen at tro, at Sønnen er Guds søn og tro på genopstandelsen efter døden på korset, og hva så!
Men dette kan ikke diskuteres, heri består et indiskutabelt grundlag; uden troen på Guds nedstigen til lidelsen sejren over legemets henfald og returen til himlen ved et stk. himmelfart forrige torsdag ingen kristendom. Gerne kristen moral og etik og alt det gode, som hyperfundamentalisterne i øvrigt modarbejder og afskyr, men ingen kristendom. Denne forudsætning for kristendommen er fundamental, ergo er kristendommen som alle andre religioner fundamental eller må forklares ved fundamentale fænomener. Alt andet er bortforklaring, begrebsforvridning og vrøvl.
Det siger sig selv, at den fundamentalistisk troende, der modererer sin fundamentalitet er mere spiselig end den fundamentale fundamentalist, der holder på hvert ords sandhed. Vand til vin og bespisning i ørkenen vil den første opfatte symbolsk og ikke konkret. Men genopstandelsen er ikke til diskussion. Troen herpå er fundamental, og det er for så vidt også smukt nok, det bør bare ikke bortforklares som ikke-fundamentalisme på bekostning af middle-of-the-road-muslimerne der ikke er en kæft mere fundamentalistiske end danske folkekirkepræster uden for Tårbæk.
Ofte spørges, hvordan det kan lade sig gøre i hver klumme at nævne Fogh Ramussen, og at han i sin tid måtte gå af som skatteminister efter at have bedrevet kreativ bogføring og groft vildledt Folketinget. Det er også svært, men det lykkes på en eller anden måde altid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her