Læsetid: 2 min.

Gandhi-dynastiet genfødt

En ny æra for rigets førende familie og måske også for Indien er indledt, efter at landets premierminister, Atal Behari Vajpayee, torsdag trådte tilbage
14. maj 2004

Bungalowen Jan Path nr. 10 er endnu en gang blevet magtens centrum i Indien. Næsten 15 år efter Rajiv Gandhis valgnederlag, har hans tidligere så hånede og omstridte enke, den 57-årige Sonia genoptaget rækkefølgen. Nehru-Gandhi-dynastiet er tilbage.
Et hav af hysterisk jublende og syngende unge belejrede sent natten til fredag den to tønder land store enklave et stenkast fra New Delhis fashionable turistgader, og alle rejste meterhøje portrætter mod himlen.
Der var billeder af landsfaderen Jawaharlal Nehru, billeder af hans datter ’jernladyen’ Indira, som blev myrdet i 1984 og hendes søn Rajiv, som blev myrdet syv år senere. Alle forhenværende premierministre.
Men der var frem for alt den italiensk fødte Sonia Gandhi, Indiens næste leder.
Og datteren Priyanka – Indira op ad dage, siger mange – og sønnen Rahul på 31, som er et helt nyt parlamentsmedlem valgt i Amethi, der engang var faderens valgkreds.
En minderig og helt usandsynlig dag, aften og nat.
En ny æra for rigets førende familie og måske også for Indien er dermed indledt, efter at landets premierminister, Atal Behari Vajpayee, sent torsdag trådte tilbage som en følge af, at hans hindunationalistiske BJP-parti led et alvorligt nederlag ved parlamentsvalget, mens det hidtidige oppositionsparti, Sonia Ghandis Kongresparti, gik stærkt frem.
»Fascismen er blevet besejret,« råbte Kongrespartiets tilhængere i munden på hinanden. Mange af dem var så unge, at de ikke har oplevet de mørke år, da lige præcis deres stolte, ærefulde parti blev betragtet som fascistisk og diktatorisk.
Alle sluttede Sonia i deres favn. Og det virker også som om, de andre partier vil gøre det. Den gamle marxistiske leder, Jyoti Basu, på 90 år, som forlod politikens rampelys for to år siden og som herskede i Vestbengalen et kvart århundrede, opfordrede sine partimedlemmer til at give hende fuld opbakning. Sonia Gandhi har ikke haft det nemt, siden hun i 1997 blev overtalt til at tage over og lede det parti, som blev dannet og ledet af familien i tre generationer. Hendes udenlandske baggrund førte til, at partiet blev splittet og højrehinduisternes kampagner blev endnu mere hadefulde.
»Aldrig en italiener som Indiens leder,« har man skreget.
Det virkede ved to valg, men ikke i det tredje, selv om bagvaskelserne blev skruet op på højeste decibelniveau.
Det blev til et mantra og en gang for meget for de fattige vælgere.
Det er 36 år siden, den italiensk fødte Sonia giftede sig med Rajiv og blev landets mest berømte, men anonyme ’bahu’- svigerdatter. Men at hun ventede i 16 år med at blive indisk statsborger, er hele tiden blevet brugt imod hende, til trods for at hun på samme tid opgav kristendommen til fordel for hinduismen.
»Så meget for hendes patriotisme,« har hinduekstremisterne sagt og brugt øgenavne og skældsord, som ikke kan citeres.
Hun var grunden til at mange – også i medierne – satte spørgsmålsrtegn ved partiets overlevelse. Hvad er en ’bahu’ og hjemmegående kone i stand til at udrette?
Sonia er sikkert i stand til at få stablet en funktionel majoritet på benene ved hjælp af en halv snes andre partier. Hendes vilje til at indgå kompromiser bliver alfa og omega.
Hun bliver premiereminister, den fjortende i rækken.
Mange tror, hun blot bliver en parantes og kommer til at overlade partiet til Priyanka, en mor til to og betegnet som et politisk geni.

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her