Læsetid: 11 min.

Geniet i fuld figur

Charles Chaplin genopstår i al sin glans og herlighed på ni restaurerede dvd’er med masser af ekstramateriale
21. maj 2004

Charles Chaplin genopstår i al sin glans og herlighed på ni restaurerede dvd’er
med masser af ekstramateriale

Dvd
Der er ingen ende på Chaplin. Udsendelsen af ni dvd’er, de fleste af dem dobbelt-discs, er en begivenhed af den slags, der tager pusten fra én. Her får man i én stor pragtudgave foræret hovedparten af et livsværk, som ganske enkelt er uden sidestykke i filmhistorien.
Chaplin var i 1920’erne og 30’erne verdens mest populære filmkunstner, med en position, der svarer lidt til den, The Beatles fik indenfor rock-musikken. Han var også den første filminstruktør, som – omkring Første Verdenskrig, da filmen ikke var anerkendt som kunstart – fik den intellektuelle elite med sig i de toneangivende lande.
Den altovervældende succes betød, at Chaplin kunne lave film med større frihed end nogen anden fremtrædende instruktør nogensinde har haft. Han opbyggede eget studie med fastlønnede medarbejdere, der til enhver tid stod parat, hvis han fik en af sine mange lyse idéer eller ville tage en scene om. Chaplin var ofte mere end et år om at optage sine længere film, fordi han med stædig jernvilje perfektionerede sine idéer og gags – og i øvrigt selv stod for instruktion, manuskript, produktion og ofte også ledsagemusik.

Chaplins sorte humor
Hvordan virker hans film så i dag? Jo, som helhed må kan kun overgive sig til en fremmyldrende komisk opfindsomhed, der ikke er set magen til før eller siden.
Chaplin kunne bedre end nogen anden udnytte, at komik og smerte hører sammen; meget af hans humor er sort galgenhumor, for hans berømte vagabond kommer ofte i en jordrystende knibe, hvor liv og lemmer står på spil. Eller oplever kærligheden i den afviste outsiders rolle. For ikke at tale om den elementære sult, der næsten altid plager ham – og som kan føres tilbage til Chaplins barndom i Londons fattigkvarterer. Mon ikke, det kun er den, der selv har prøvet for alvor at sulte, som i en så nærværende grad kan skildre tilstanden – og i øvrigt udvikle en mad-besættelse af så gigantiske proportioner. Chaplin indlægger i så godt som alle sine film gags og hele scener, hvor mad og spisning i hovedmotivet.
Men spisesituationer kender vi jo alle, og det er netop filmenes almene appel, der var med til at gøre dem elskede verden over. Hans film handler om noget så elementært som at overleve. Vagabonden var nok fattig og udstødt, men han taber aldrig livsgejsten og hutler sig igennem med lige dele gå-på-mod, opportunisme og indgroet selvopholdelsesdrift.
Mere snarrådig end modig, mere følelsesdrevet end klog blev han en mytisk person, som de fleste kunne spejle sig i. Levendegjort af en genial mimiker, der i ét og alt førte sig frem som en inspireret danser og gjorde hver bevægelse menneskelig og sjov.

The Chaplin Revue
(1918-23)******
Vil man se vaskeægte Chaplin-farce, uden satiriske eller sentimentale fagter, findes den næppe bedre end den spillefilmslange samling af tre kortere film fra årene 1918-23: Et hundeliv om sult og arbejdsløshed dybt nede i slummen, Gevær på skulderen om det absurde skyttegravsliv under Første Verdenskrig og Pilgrimmen med Chaplin som falsk præst i en bornert amerikansk lilleby. Chaplin samlede de tre perler under fælles-titlen The Chaplin Revue, og her optager de disc 2.
Sjovere fabulerende farcer er aldrig lavet, så det er ikke underligt af de fire film på disc 1, På Solsiden, En fornøjelig Dag, På Fribillet og Lønningsdagen blegner lidt i sammenligning. Men også her vrimler det med vidunderlige indfald.
*The Chaplin Revue. 2 disc.
Sandrew Metronome.

The Kid (1921)*****
For første gang rendyrker Chaplin den blanding af farce og patos, humor og melodrama, der skulle præge flere af senere mesterværker. Filmen har selvbiografiske elementer i historien om den lille dreng, der overlades til sig selv i et fattigkvarter og lærer at klare sig på egen hånd – her dog også med hjælp fra den uortodokse plejefar Chaplin, der tager sig af barnet i sit usle kvistkammer. The Kid giver den som rudeknuser, Chaplin som vinduepudser – så er den forretning hjemme! Jackie Coogans berømte præstation som The Kid er næsten for professionelt god, men historien fuld af ægte følelse og inspirerede gags.
*The Kid. 2 disc.
Sandrew Metronome.

A Woman of Paris (1923)****
En konge i New York (1957)****
Den mest forbløffende film i The Chaplin Collection er det lidet sete skæbnedrama A Woman of Paris fra 1923, som Chaplin selv begravede til evig glemsel, måske på grund af sin skuespiller-skam over en fiasko. For The Woman of Paris blev en af hans få publikumsfiaskoer, hvilket ikke skyldes manglende kvalitet, men snarere for megen. Den var forud for sin tid – og handicappedes af, at Chaplin ikke selv medvirkede.
I det glimrende ekstra-materiale fortæller den engelske instruktør Michael Powell, at filmen virkede som en åbenbaring, da han oplevede den som 18-årig: den første voksne film, han havde set! Og filmen bærer da også sin alder på lidt over 80 år forbløffende godt, selv om historien i sig selv ikke hæver sig synderligt over banaliteten. Det er detaljerne, ironien og følelsesfuldheden, der i forening med det uteatralske spil gør den til en milepæl i filmhistorien ved siden af Erich von Stroheims datidige realistiske dramaer.
Chaplin yndlingsheltinde (og kæreste) Edna Purviance spiller den franske Marie, der efter sin første kærlighedskuffelse rejser til Paris og bliver en rig yngre levemands elskerinde. Den fattige kunstmaler, der ved skæbnens sammentræf oprindeligt svigtede hende, har dog ikke opgivet at vinde hende. Men kan han frigøre sig fra sin puritanske mors indflydelse? Og er Marie klar til at give afkald på den luksustilværelse, hun lever som ’holdt kvinde’ for den kyniske, men også fordomsfrie og generøse levemand?
Chaplins film lå tårnhøjt over samtidens melodramaer i sophistication og moralsk frisind, og den er endnu et eksmpel på, at Chaplin, når han ville det, kunne være en yderst raffineret iscenesætter. Og man kan kun være enig med Liv Ullmann i hendes begejstring (på ekstra-materialet) over den nuancerigdom, personerne skildres med. Men Edna Purviance, som Chaplin gerne ville gøre til stjerne uafhængigt af ham selv, savner den erotiske udstråling, der kan forklare, at en elegant kvinde-kender som Adolphe Menjou falder for hende. Purviance forsvandt da også hurtigt ud af billedet, mens filmen gjorde Adolphe Menjou til stjerne i det samme rollefag, bl. a. i film af Ernst Lubitsch, der blev enormt påvirket af A Woman in Paris.
En konge i New York, Chaplins ofte nedrakkede USA-satire, finder på ekstra-materialet en uventet forsvarer i Jim Jarmusch, der med rette påpeger, at skydeskiven for de chaplinske satire-pile stadig eksisterer: kongerøgelsen, tv-forfladigelsen og den amerikanske bondefanger-mentalitet. Filmen, der forudser nutidens reality shows, er bedre end sit rygte, ofte bidende og profetisk, men et af Chaplin mindre arbejder.
*A Woman of Paris/En konge
i New York. 2 disc.
Warner Metronome.

Guldfeber (1925)******
Guldfeber stod i mange år som den kvintessentielle Chaplin-film og er da også det værk i hele produktionen, som Chaplin selv har erklæret sig gladest for. Så glad, at han i 1942 udsendte sin stumfilm i en ny version med sig selv som fortæller og tilsat lydeffekter.
Det fører stedvis til en sentimentalisering af the little fellow, som Chaplin insisterer på at kalde sin vagabondfigur, der denne gang ses som guldgraver i Klondyke. Chaplins skulderklappende indforståethed med den lille fyrs trængsler og hjertekvaler nærmer sig til tider det kvalmende – hvortil kommer, at kommentaren forklarer scener, der ville vinde ved at stå alene. Men heldigvis rummer ekstra-matrialet den oprindelige udgave, som ikke er så indsmigrende og klart at foretrække.
Bortset fra version-problemerne er Guldfeber en noget nær genial sammensmeltning af action, farce og romance. De store komisk-makabre scener virker stadig – hytten på kanten af afgrunden, men også Chaplins støvle. Som sædvanlig inspirerer den basale sult Chaplin i særlig grad, og her når han surrealistiske højder. Det tragiske eller uhyggelige i situationerne skærper komikken.
Kærlighedshistorien er også en af hans bedste. En klassisk fortælling om den romantiske klovne-outsider, der vinder et lidt forhærdet ungpigehjerte. Næsten. For er slutningen ubetinget lykkelig? Tager pigen ikke delvis Chaplin for hans nyvundne rigdoms skyld?
Udover den oprindelige version af Guldfeber rummer disc 2 en dokumentarfilm, hvor instruktøren Idrisssa Quedraogo fra Burkina Faso fortæller om sin oplevelse af Chaplin. Sjovere og stærkere er nogle optagelser af afrikanske børn, der for første gang ser Chaplin.
*Guldfeber. 2 disc.
Sandrew Metronome.

The Circus (1928)******
Den store oversete Chaplin-stumfilm! Fuldt ud på højde med Guldfeber og Byens lys er den enklere i handlingen, men desto tættere proppet med geniale gags og sublim pantomime.
Private og praktiske problemer med optagelserne fik Chaplin til at vente til 1969 med en genudsendelse, og filmen om vagabondens oplevelser i et omrejsende cirkus, hvor han bliver klovn uden at ville det, er stadig en af hans mindre omtalte og viste mesterværker. Chaplin lagde i ’69 en sang af drivende sentimentalitet, sunget af ham selv, henover starten på versionen, men selve filmen er en skarp og konsekvent historie om udnyttelse og undertrykkelse, fortalt med let sind og højt humør! Scenen, hvor vagabonden spærres inde i et løvebur og ikke mindst hans fabelagtige linedanser-nummer i kamp med små aber, er klassisk Chaplin. Og den vemodige slutning, hvor han sidder ene tilbage, efter at cirkus-karavanen er draget videre, er i mine øjne den smukkeste i hans samlede produktion.
Desværre er ekstra-materialets disc-2-interview med Emir Kusturica værdiløst, fordi den serbiske instruktør mest snakker om sig selv. Men disc’en rummer flere andre ting af interesse, bl. a. flere versioner af fraklippede scener.
*The Circus.
Lånt af Cinematekets Boghandel

Byens Lys (1931)*****
Chaplin havde brugt sit liv til at gøre krop og ansigt talende og var derfor ikke begejstret for tonefilmen. Med det mod til at gå imod strømmen, der altid kendetegnede ham, gjorde han Byens lys til en pantomime-komedie, selv om
tonefilmen allerede da var brudt frem med succes i Amerika. Dens forvekslingshistorie om den blinde blomsterpige, der tror vagbonden er millionær, er en af Chaplins mest udspekulerede og sentimentale. Men sidehandlingen om millionærvennen, der er en fin fyr som fuld og et dumt svin som ædru er et kup.
Højdepunkter: et komisk mareridt af en boksekamp og den berømte slutning, hvor sandheden går op for blomsterpigen – en bittersød revision af den lykkelige slutning i Guldfeber.
*Byens lys. 2 disc.
Sandrew Metronome

Moderne tider (1935)******
Guddommelig slapstick og ikon-dannende satire over mekanisering, sprød romance og ubesværet fabuleren, der slår over i ren svævende danse-fryd – Moderne tider rummer en syntese af den ’gamle’ stumfilm-Chaplin og den modne samfundsrevser og spiller vagabonden ud mod en umenneskeliggørende samlebånds-modernitet.
Det blev hans sidste stumfilm og den sidste, hvor han stadig spiller den fattigfine outsider med de alt for store støvler og den andevraltende gang. Samtidig indfører han sin nye kæreste, Paulette Goddard, som proletarisk heltinde, mere handlekraftig og mindre fad end mange af hans tidligere tilbedte.
Henry Fords bilindustri inspirerede filmens visuelt utrolig flot stiliserede fabriks-scener. Ford var i 1930’erne en antisemitisk Hitler-sympatisør af den slags, Chaplin vendte sig heftigt mod i sin næste, endnu mere politiske film, Diktatoren.
*Moderne tider. 2 disc.
Sandrew Metronome

Monsieur Verdoux (1947)*****
»Ét mord skaber en skurk, en million mord en helt – antallet er retfærdiggørelsen.« Med denne bemærkning prøver Chaplins serie-kvindemorder Monsieur Verdoux at retfærdiggøre sine handlinger i denne comedy of murders, der altid har været et stridens æble. Mesterværk eller misforståelse?
Mest det første, synes jeg, for udfordringen er stadig aktuel: i sammenligning med den organiserede krigsvold, som våbenindustrien i høj grad lever af, kan den ’individuelle’ morder tage sig nærmest uskyldig ud. Filmen virkede allerede ved premieren gammeldags i billedsprog og iscenesættelse, men fremstår som en konsekvent stiliseret, ætsende ærlig noir-komedie domineret af Chaplins mesterpræstion som den sirlige, elegante og filosofisk anlagte seriemorder. Og i ekstra-materialet giver den franske instruktør Claude Chabrol det bedste interview i hele Collection-serien; den mand kender sin Chaplin og formår at give sin begejstring smittende udtryk!
*Monsieur Verdoux.
Lånt af Cinematekets Boghandel.

The Great Dictator (1940)*****
Chaplin var næsten to år om at optage Diktatoren, der spiller på den ydre lighed mellem Adolf Hitler og den klassiske Chaplin-figur. Denne dybt følelsesbårne og farce-satire over nazisme og diktator-storhedsvanvid blev Chaplins største publikumssucces nogensinde. I et Amerika, hvor Hitler-sympatien var mere udbredt end mange sikkert tror i dag, skortede det ikke på advarsler mod at lave filmen, der også blev truet med boykot af englænderne. Og Hollywood så nødigt det tyskvenlige europæiske marked glide sig af hænde. Men Chaplin trodsede advarslerne og financierede meget af den stort anlagte film selv.
Han har dobbeltrollen som den jødisk barber, der efter en krigsskade under Første Verdenskrig mister hukommelsen og vågner op i en nazistisk terroriseret ghetto, hvor han genoptager sin virksomhed. Imens drømmer diktatoren Hynkel om verdensherredømme, i konkurrencen med pralhalsen Napaloni, lige så tydeligt modelleret efter Mussollini som Hynkel efter Hitler.
Med Paulette Goddard som en kæk heltinde, der holder sentimentaliteten på afstand, og en Chaplin i satirisk storform viser Diktatoren, at den da 50-årige Chaplin stadig er let på tå. Hans Hynkel-ballet med ballon-globusen står f.eks stadig stærkt. Den berømte tale, han til sidst holder som Chaplin himself, er mærkeligt bevægende, som en markering af, at over for så megen vanvid må al vedtaget æstetik give fortabt.
Ekstramaterialet på disc 2 rummer en fremragende dokumentar af eksperten Kevin Brownlow og Michael Kloft, der påviser sære paralleller i Chaplins og Hitlers liv og gennem fine interviews med bl. a. Ray Bradbury og Sidney Lumet belyser filmens enorme betydning som åndelig og politisk afstiver i en uhyggelig tid. Chaplin benyttede det stærkeste propaganda-våben en kunstner har til rådighed: latterliggørelsen.
*Diktatoren. 2 disc.
Sandrew Metronome

Rampelys (1952)***
Chaplin elskede rollen som godgører for unge kvinder. Pygmalion-temaet gennemspilles med størst ublufærdighed i Rampelys, Chaplin mest drivende sentimentale drama, hvor han spiller den glemte, gamle music-hall-klovn Calvero, der giver en purung, selvmordstruet danserinde, Terry (Claire Bloom), ny livslyst. Samtidig får Calvero selv gnisten til et come-back. En kærlighedshistorie? Ja, men – som pointe – ufuldbyrdet. I al sin forsvarsløse følelsesfuldhed er det på en måde en storslået film, men man skal være parat til at sluge mange patetiske banaliteter. Et stykke små-genialt mise-en-scène er slutningen, hvor den gamle klovn udånder i kulissen, mens Terry glider ind i forgrunden og erobrer scenen med sin dans.
*Rampelys. 2 disc.
Sandrew Metronome.

*Moderne tider har i denne uge haft repremiere i Palladium i ny kopi

Fakta
Chaplin
*Charles Chaplin (1889-1977) blev født i London, men blev i 1913 hyret som farce-skuespiller i Hollywood. Han lavede ialt 66 korte og lange film. Han instruerede, skrev manuskript og underlægningsmusik, producerede og spillede hovedrollen. Han dansede, sang, udfførte slapstick, spillede karakterroller, mestrede både stumfilm og talefilm, men måtte i en alder af 80 år opgive sit sidste projekt, The Freak. Hans gennemgående vagabond-figur anses for filmhistoriens mest kendte og elskede skikkelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu