Kierkegaard
Hvad ved vi om Søren Kierkegaard? Der er skrevet tykke bøger om hans barndom, ungdom & voksenliv og der er udkommet biografier, som er blevet bestsellere. Så hvad ved vi om Kierkegaard: Han var et geni, og han vidste det selv. Og efterhånden er det gået op for de fleste.
De fleste vil kende tre historier om Søren Kierkegaards liv: De kender historien om den brudte forlovelse med Regine Olsen, de kender måske historien om forholdet til faderen og de fleste har set nogle af de berømte tegninger fra det satiriske blad Corsaren, hvor Søren Kierkegaards ene bukseben er tegnet en tomme længere end det andet. Men mange vil også have hørt om
Kierkegaard som en dandy og rigmandssøn, der flanerede gennem Københavns gader og snakkede med både bagerjomfruer og Kinakaptajner, gadedrenge og professorer, når han traf dem på gaden. Men som samtidig levede herskabeligt. Havde tjenere og yndede at duppe Eau de Cologne på sin kakkelovn i Rosenborggade, så den liflige duft kunne inspirere rummet omkring geniet: Søren Aabye Kierkegaard.
Men den helt nye bog Kierkegaards København, som udkommer den 8. juni, afslører nye sider af geniet som omsorgsfuldt menneske. Det er realkommentator ved Søren Kierkegaard Forskningscentret i København Peter Tudvad, som ifølge pressemeddelelsen vedlagt bogen har »foretaget den hidtil mest omfattende revision af kilderne til Kierkegaards biografi«.
Tilfældet Strube
Der er en ganske afgørende perspektivforskydning i en væsentlig historie i Kierkegaards København: Det viser sig nemlig, at Søren Kierkegaard i fire år gav husly til snedkersvenden Frederik Christian Strube og hans familie. Kierkegaard beskriver Strube som: »det Menneske, som jeg stolede paa som paa Ingen, det Menneske jeg havde arvet efter Fader.« Joakim Garff antager i sin store biografi SAK at Strube skulle have været tjener for Kierkegaard. Garff kalder snedkersvenden for tjener Strube og skriver således om forholdene i den næsten 200 kvadratmeter store lejlighed i Rosenborggade:
»Skønt Kierkegaard altså vanskeligt kunne klage over pladsen, skulle tjenestefolkene også være der. Og de var ikke så få.«
Tudvad har været igennem arkiver og folketællinger, og det er lykkedes ham at konstruere en skitse for Strubes biografi. Tudvad etablerer en forbindelse mellem Strube og faderen. Og senere viser han, at Strube som snedker har udført arbejde for Kierkegaard, men kort efter, at Strube flytter ind hos filosoffen, viser han tegn på sindsforvirring og bliver indlagt på det fine Frederiks Hospital. Kierkegaard bruger angiveligt sit venskab med en overlæge Trier til at få Strube ind på et hospital, som ellers ifølge egne vedtægter ikke måtte logere sindssyge. Og da Strube i 1852 flyttede fra Kierkegaard, ønskede filosoffen at betale hans husleje. Og som Tudvad konkluderer:
»Har Kierkegaard ikke været en velgører for andre, har han i hvert fald været det for Strube. Hvad bliver der nu af Strube?
Kierkegaard støtter ham sikkert efter bedste evne helt til sin død, hvorefter hans nevø også betænker ham.«
Man kan sikkert sagtens bagatellisere relationen mellem Kierkegaard og Strube, men man må fastholde, at historien viser Kierkegaard som alt andet end en komisk selvoptaget skønånd. Han fremtræder snarere som et etisk forbillede. Han fremtræder her i overensstemmelse med de radikale fordringer, han i sit forfatterskab sætter for omsorgen for næsten. Og her dementeres det billede af Kierkegaard, som Corsaren forsøgte at konstruere som en hensynsløs iagttager, der brugte andre mennesker som objekter for psykologiske eksperimenter. Her har vi nu i stedet en evigt læsende og evindeligt skrivende
Kierkegaard, som må formodes at ville foretrække at bo alene med sin ene tjener og som alligevel vælger at tilbyde en hel familie husly!
Corsaren
Kierkegaards København diverterer også med afgørende nye momenter i historien om Corsaren. Der er to sensationelle tegninger, som ikke tidligere har været vist i litteraturen om Kierkegaard. Det er ikke ukendt, at Søren Kierkegaard overmodigt selv bad om at blive udstillet i Corsaren, hvor samtidens store ånder blev karikeret. Som han skriver: »Gid jeg nu blot snart måtte komme i Corsaren.« Og den anden januar 1846 blev Søren Kierkegaard for første gang latterliggjort i Corsaren. Det var som at blive udstillet i massemedierne, og det var katastrofalt for en mand, der elskede at spadsere omkring og passiare. Som Kierkegaard konstaterer i marts 1846:
»Det Mindste jeg foretager mig blot jeg besøger en Mand bliver det løgnagtigt fordreiet fortalt alle Steder; faaer Corsaren det at vide, trykker den det og det læses af hele Befolkningen.«
Alle har hidtil ment, at Corsarens angreb på Søren Kierkegaard blev afsluttet i 1846. Det er udlægningen i Elias Bredsdorffs standardværk om affæren: Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard fra 1977. Og Joakim Garff skriver: »den 17. juli prikker Corsaren for sidste Gang til Kierkegaard, hvis navn nævnes i en artikel med titlen Herkules. Ringen er sluttet.«
Der har været en tendens til at udlægge forløbet omkring Corsaren som indikation på, at Kierkegaard var forfængelig og supersensitiv sjæl, idet han længe efter 1846 blev ved med at harcellere mod massen og anonymiteten og medierne. Men Tudvad har været alle de gamle numre af Corsaren igennem. Og kan afsløre at Corsaren fortsatte sin chikane af geniet indtil den 12. januar 1855. Som Tudvad skriver: »Det er sidste gang , Kierkegaard kommer i Corsaren ni år og ti dage efter den første.«
Det er måske Danmarkshistoriens mest berømte pressehetz mod Danmarks i hvert fald mest berømte filosof. Den varede ikke bare et år som hidtil antaget. Faktisk afslører Tudvad, at Corsaren i januar 1847 annoncerede, at man ville fortsætte striden med Kierkegaard. Det var nemlig godt for bladets oplag. Corsarens fortløbende behandling af Kierkegaards varede altså næsten en fjerdedel af hans liv. Måske var det ikke bare udtryk for overfølsomhed, men en almindelig reaktion på konsekvenserne af Corsarens karikaturer, når Kierkegaard i 1850 skrev om »det lille indespærrede Sted eller Locum, Piattets Hjem, Kjøbstaden Kjøbenhavn.«
Historierne fortsætter og vil blive fortalt og uddybet, når Kierkegaards København udkommer den 8. juni. Og vi vil kunne svare lidt mere kvalificeret på spørgsmålet: Hvad ved vi om Kierkegaard?
