Læsetid: 5 min.

’Det handler om at beslutte, hvem der skal betale’

Når den rige verden bruger flere penge på mad til kæledyr, end det koster at skaffe verdens fattige drikkevand, så har man et moralsk problem, siger FN’s miljøchef, der afviser Lomborgs forenklede regnestykker
24. maj 2004

Global Conscience
»Hvornår i alverden har økonomer været i stand til at forudsige noget som helst korrekt?«
Spørgsmålet blev stillet af EU’s miljøkommissær Margot Wallström, da hun i går talte ved åbningen af NGO-konferencen Global Conscience på Christiansborg. Provokationen var en hilsen til Bjørn Lomborgs parallelle økonom-konference Copenhagen Consensus, som også blev åbnet i går, og som går ud på at få otte økonomer til at lave en rangordnet prisliste over løsninger på 10 af klodens vigtigste problemer.
Ligesom chefen for FN’s Miljøprogram UNEP, Klaus Töpfer, di-stancerede Wallström sig fra den en-dimensionelle økonom-tilgang til de globale udfordringer om miljø og udvikling.
»I virkelighedens verden kommer vi aldrig i en situation, hvor nogen kommer med 50 milliarder dollar og beder os prioritere dem. Som om det var så simpelt,« sagde Margot Wallström.
Hun henviste til, at politikerne konstant foretager prioriteringer, og at såvel problemerne som løsningerne på dem er indbyrdes forbundne.
»Man må acceptere, at tingene er komplekse. Derfor afviser jeg hele ideen om en prioriteret liste over løsrevne løsningsforslag.

Prisen skifter
Både Wallström og Töpfer illustrerede, hvor vanskeligt det er at lave økonomiske beregninger over, hvad der er realistiske strategier.
»I lang tid blev det betragtet som alt for dyrt at gøre noget ved hiv og aids i de fattige lande. Men så blev der lagt et politisk pres på medicinalvirksomhederne, og de blev tvunget til at sænke prisen på aids-medicin. Så i dag prioriterer man at gøre noget ved dét problem i u-landene,« sagde Margot Wallström.
Klaus Töpfer nævnte et eksempel fra hans egen tid som tysk miljøminister:
»Jeg fik forelagt nogle priser på, hvad det ville koste at løse problemet med svovldioxid og kvælstofilter i røgen fra kraftværkerne. Det var enorme beløb, og de var ikke forkerte. Men de afspejlede, at der dengang ikke var udviklet teknologi til at fjerne disse stoffer fra kraftværkerne. Og det var der ikke, fordi der ikke var et krav og derfor ikke noget incitament for markedet til at udvikle teknologien. I dag er disse problemer løst. Det er ikke spor underligt, at så længe der ikke fastsættes tidsfrister og grænser, som fremmer teknologi-udviklingen, ja, så tager løsninger sig ekstremt dyre ud.«
»Men fastsæt et mål, og I vil se, at markedet tilpasser sig det. Miljøpolitik handler ikke om at skabe omkostninger. Miljøpolitik handler om at beslutte, hvem der skal betale de omkostninger, der er nødvendige,« sagde Klaus Töpfer.
Adspurgt hvor de nødvendige ekstra midler kan hentes, sagde Margot Wallström:
»Fra militæret.«
Töpfer påpegede, at verden i dag bruger flere penge på foder til kæledyr, end hvad der skal til for at sikre kloden fattige rent drikkevand.
»Når det er den globale situation, så er det udtryk for, at vi har et moralsk problem.«
Han henviste til en samtale, han i 1992 havde med Indonesiens miljøminister Emil Salim om i-landenes adfærd:
»Salim sagde dengang: ’Vi vil gøre som I har gjort: Blive rige først og rydde op bagefter.’ Og det er sådan, vi har gjort og blandt andet ved at lade de fattige betale for vor velstand. Vi har skubbet de miljømæssige omkostninger over på andre. I dag vandrer farlige kemiske stoffer rundt i miljøet på steder, hvor de aldrig er blevet produceret, endsige brugt,« sagde Klaus Töpfer med henvisning til miljøgifte i de arktiske økosystemer, stammende fra i-landene.
I spørgsmålet om klimaændringer sagde Töpfer, at det »uden for enhver tvivl er en win-win-situation at gribe ind over for klimaproblemet.«
»Jeg er enig i udtalelsen fra Tony Blair, da han præsenterede Storbritanniens beslutning om at arbejde for 60 procents reduktion af de britiske CO2-udledninger inden 2050: ’Der bliver ingen varig fred, så længe der hersker rystende uretfærdighed og fattigdom. Der bliver ingen varig fred, hvis planeten hærges af klimaforstyrrelser.’«
EU’s miljøkommissær får breve fra stillehavsøerne, der beder i-landene og EU om at handle.
»Vi kan ikke få øje på problemet, men de fortæller mig, at det allerede er startet, og at de er ofrene. De er det levende bevis på klimaændringernes sociale og økologiske omkostninger. Og de store genforsikringsselskaber fortæller os, at klimaændringerne vil medføre omkostninger på 150 milliarder dollar pr. år om 30-40 år. Dette er aktører, der har indset, at vi nærmer os afslutningen på olie-æraen.«
– Hvorfor får vi så en konference som Lomborgs, der handler om at prioritere og fravælge nogle problemer som f.eks. klimaproblemet?
»I økonomiske nedgangstider er der en tendens til, at alt kommer til at handle om penge, og det går ud over problemstillinger om f.eks. bæredygtighed. Kendsgerningen er, at vi godt ved, hvad der skal gøres, og at vi har planer for det. Det, der er brug for, er pres på politikerne i EU’s medlemslande, så de tilvejebringer pengene og begynder at handle.«

Inddrag befolkningen
Wallström kritiserede økonom-tilgangen til problemerne for at fjerne beslutningerne fra det demokratiske rum.
»I et demokrati kan man ikke se bort fra befolkningen. Bæredygtig udvikling kan kun realiseres via demokratisk deltagelse, og hvis mennesker siger: Vi har indflydelse, vi er med til at bestemme.«
Klaus Töpfer supplerede:
»Jeg er overbevist om, at vi behøver styrken fra en vision, og at vi ikke kan nøjes med dagens kalkyle. Vi må altid være villige til at ændre vore prioriteringer, men de kan aldrig reduceres til at være resultatet af økonomisk mekanik.«
På Global Conscience-konferencen i går talte også den spanske miljøøkonom professor Joan Martinez-Alier fra Det Frie Universitet i Barcelona.
Han påpegede det såkaldte ’optimistens paradoks’, som undergraver den filosofi, der ligger til grund for cost-benefit-beregninger.
»I sådanne beregninger tillader man sig i vid udstrækning at se bort fra fremtiden, idet man optimistisk antager, at fremtiden vil bringe en øget velstand, der sikrer nødvendige teknologiændringer og større øko-effektivitet. Derfor tillader man et større indhug i ressourcerne, end man ellers ville have gjort, men derved undergraver man jo netop den oprindelige antagelse om, at fremtiden ville byde på større rigelighed end i dag,« sagde Martinez-Alier.
Global Conscience-konferencen fortsætter i dag med ambitionen om at præsentere sammenhængende bud på handling. Konferencen er arangeret af en række danske miljø- og udviklingsorganisationer med støtte fra blandt andet Udenrigsministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her