Læsetid: 5 min.

Det handler om Frankrig

Europa er et emne, der har svært ved at slå igennem i den indadvendte franske EU-valgkamp
28. maj 2004

Europavalg 2004
PARIS – Det første spørgsmål for de franske partier i forbindelse med EU-valgkampen er: »Hvordan kan man overbevise vælgerne om, at det er vigtigt at stemme den 13. juni, når de franske politikere, der vælges, ikke gider møde op i Europa-Parlamentet i Strasbourg?«
Det fremgår af den ene opgørelse efter den anden, at de franske EU-parlamentarikere – uanset partitilhørsforhold – er europamestre i fravær. De triste tal bekræfter det indtryk, at partierne og de franske politikere – med nogle få hæderlige undtagelser – betragter mandatet i Strasbourg som mere eller mindre ligegyldigt. Da det er godt betalt, kan partierne også bruge de sikre pladser på kandidatlisterne som ’ben’ til afdankede politikere.

Ringe EU-interesse
På denne baggrund kan det ikke undre, at interessen for EU-valgene er ringe, og valgdeltagelsen i reglen meget lav. Og den manglende forståelse for betydningen af Europa-Parlamentet kan spores op til højeste niveau, for præsident Chirac udtalte på sin pressekonference i slutningen af april, at »de 78 franske parlamentarikere, der får sæde i Strasbourg, vil have en væsentlig rolle at spille ved at forsvare Frankrigs interesser i Europa«. Tydeligere kan en fundamental misforståelse af den europæiske idé næppe udtrykkes.
Den almindelige opfattelse – måske mere underforstået end proklameret – er, at et EU-valg altid er en oplagt lejlighed til et opgør om fransk politik.
»Sådan er det i vort elskelige, navlebeskuende land,« skriver kommentatoren Bernard Langlois.
For både regeringspartier og opposition er den hidtil altoverskyggende begivenhed i indeværende år regionalvalgene i marts, og EU-valgene fremtræder uundgåeligt som en anden runde af dette opgør.

Flertal til socialisterne
For socialisterne og venstrefløjen kom regionalvalgene som en uventet gave fra himlen – de vandt det absolutte flertal af stemmerne på landsplan og fik magten i 21 af de 22 regioner. For regeringspartierne, der stod tilbage med Alsace, var det et bedøvende nederlag.
Udgangspunktet for EU-valgkampen var herefter ’blod på tanden’ hos socialisterne, en uimodståelig lyst til at tildele regeringen Raffarin endnu en knockout, og hos det store regeringsparti UMP en udbredt defaitisme.
»Franskmændene bør give Jean-Pierre Raffarin det samme svar den 13. juni som den 28. marts,« sagde den socialistiske partiformand, François Hollande ved valgkampens start.
Ligesom det var umuligt for regeringen at gøre regionalvalgene til et opgør om regioner og regionalpolitik, er det nu umuligt at koncentrere interessen om EU og europæiske spørgsmål i forbindelse med EU-valget. Begge dele fordi der er en udbredt utilfredshed med regeringens nedskæringer og forskellige ’reformer’, den stigende arbejdsløshed med mere – og en stærk lyst hos vælgerne til at straffe regeringen med et klart mistillidsvotum.
For socialisterne er det så meget mere fristende at spille på de franske strenge, som partiet ikke har nogen klar stilling i spørgsmålet om EU-forfatningen. En fløj af partiet ser omtrent forfatningen som helvedes forgård, mens en anden fløj betragter teksten som et stort fremskridt.

Oprør mod Chirac
EU-forfatningen er blevet et fremtrædende spørgsmål inden for højre, men i en fransk politisk sammenhæng, idet spørgsmålet om en folkeafstemning om forfatningen er blevet genstand for åben strid mellem Chirac og UMP. Mens præsidenten på sin pressekonference sagde, at det var for tidligt at beslutte, om forfatningen skulle ratificeres i Frankrig af parlamentet eller ved folkeafstemning, tog hans rival, finansminister Nicolas Sarkozy, tyren ved hornene og gik resolut ind for folkeafstemning.
Det virkede først og fremmest som en udfordring til Chirac, og da Sarkozy snart fik følgeskab af partiformanden, Alain Juppé, i folkeafstemningsspørgsmålet, blev resultatet åben splittelse, et tegn på det oprør mod Chirac, som partiet er på vej ud i. Chiracs lederskab anfægtes mere og mere åbent i det parti, der netop blev oprettet som et redskab til samling om præsidenten.

Tyrkiet som EU-medlem
Det samme gør sig gældende i et andet europæisk spørgsmål, der er blevet gjort til et fransk, nemlig Tyrkiets eventuelle fremtidige tilslutning til EU. En overgang så dette emne ud til at blive det dominerende spørgsmål i den franske EU-valgkamp, og det skyldes en nærmest demagogisk konkurrence om at tage afstand fra Tyrkiet. Atter kom Chirac i klemme, fordi han - i overensstemmelse med de Gaulles løfte i 1963 gik ind for Tyrkiets optagelse, men på sin pressekonference forsigtigt tilføjede, at det var for tidligt at træffe beslutning om tidspunktet.
Derimod gik Juppé utvetydigt imod Tyrkiets optagelse, og Sarkozy fulgte trop med en kategorisk erklæring om, at Tyrkiet »ikke har sin plads i Europa«.
I forbindelse med den britiske præmierminister Tony Blairs besøg i Paris den 9. maj sagde Chirac, at »Tyrkiets integration i de europæiske normer vil være langvarig og vanskelig«, men »den vil finde sted«, og »det er ønskeligt, at den sker«. Denne holdning – henholdende, men positiv – ligger tættere op ad Socialistpartiets end Chiracs eget partis.

Kræver folkeafstemning
Alle partier kræver nu folkeafstemning om EU-forfatningen, men det er dystre udsigter for præsidenten og regeringen i en situation, hvor de er sunket katastrofalt i meningsmålingerne. En folkeafstemning - hvor vælgerne ofte svarer på et helt andet spørgsmål end det, der stilles – kunne blive benyttet til en mistillidserklæring til Chirac. Med diskussionen om EU-forfatningen og Tyrkiet er den franske kampagne i nogen grad styret ind på et blindspor, idet forfatningens tekst først ventes færdiggjort på EU-topmødet den 17. juni – fire dage efter valget – og tidspunktet for åbningen af forhandlinger med Tyrkiet er udskudt til en uvis fremtid. Når de to spørgsmål har fået en så fremskudt plads, vidner det om taktiske bagtanker af indenrigspolitisk karakter.
I et forsøg på at puste lidt europæisk gejst ind i kampagnen har Socialistpartiet lanceret et ordrigt, men vagt projekt om det »sociale Europa« og »Europa til venstre«. Partiet foreslår en »social pagt«, der fastsætter »kriterier for social konvergens«, en europæisk status for de offentlige tjenester og en fælles minimumsløn.

Franske kæpheste
Det lyder altsammen som velkendte kæpheste for franske socialister, og selv socialisternes gamle europæiske statsmand, Jacques Delors, ironiserer – frit efter de Gaulle – over de små gedekid, der hopper rundt og skriger ’socialt Euorpa’ – mens venstreorienterede
euroskeptikere fastholder, at det sociale aldrig har slået igennem i EU.
Den tidligere socialistiske minister Jean-Pierre Chevènement, skriver i en stor artikel i flere blade: »I de sidste 20 år har man oplevet utallige ’sociale pagter’, der har ledsaget opbygningen af et konkurrence-baseret Europa. Men de har ikke medført nogen som helst sociale fremskridt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu