Læsetid: 5 min.

’Hej Ole, det er Lars. Anders har lige talt med Mogens, og det ser godt ud’

Snitter i det fri, sene opkald på telefonen, og samtaler på en strand er brudstykker af det forløb, der efterlader en historisk reform på en knivsæg
29. maj 2004

Er det stålsat ideologisk overbevisning, politiske fumlerier, eller simpel dårlig kemi mellem personer, der nu overlader en reform af det kommunale danmarkskort til et spinkelt flertal i Folketinget?
Svaret afhænger, naturligvis, helt af, hvem man spørger.
Men tilbage på bundlinjen er nu, at en reform – lanceret af statsministeren på Nationalmuseet som historisk – står til en vaklende gennemførelse med Dansk Folkepartis stemmer. Og til hastig revision næste gang en socialdemokratisk-ledet regering kommer til magten.
Forud ligger en tumultarisk kovending i Venstre hen over sommeren 2002.
Reformen kan spores tilbage til 1988, hvor daværende statsminister Poul Schlüter gjorde det til en konservativ sag at fjerne amterne.
Venstre derimod, med hundredevis af lokale medlemmer af by- og amtsråd og forkærlighed for nærdemokrati, har aldrig været lun på sagen. Indtil for et par år siden.
Men da Venstre endelig viste sig omstillingsparate, blev gamle meninger hurtigt – meget hurtigt – skiftet ud med nye. Endda uden at Venstre havde forklaret vælgerne om sagen under det foregående valg.
»Regeringen har ingen planer om at foretage ændringer i den kommunale struktur,« sagde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen på et samråd i Folketinget i 2002.
Men det blev sommer. Og i agurketiden kom en kommunereform på mediernes dagsorden.
»Vi vil ikke begræde deres bortgang,« skrev Berlingskes Tidendes leder om amterne.
»Kun uforstandige sjæle kan af et ærligt hjerte hævde, at Danmark ikke er et overadministreret land,« skrev Jyllands-Posten.
»Amterne bør afskaffes, og amtsskatten inddrages i kommuneskatten,« skrev Politiken.
En række organisationer som Dansk Industri og de økonomiske vismænd blander sig i debatten, og Venstres næstformand i folketingsgruppen, Rikke Hvilshøj, tager tråden op. Bolden ruller. Og Venstre vender.

Håndslaget
Det er rentekammeret i Finansministeriet, der sætter rammerne om de første forhandlinger. Datoen er den 3. maj, og stemningen jovial og afslappet. Repræsentanter fra samtlige af Folketingets partier er mødt op for at møde regeringens ministre, der hver for sig fremlægger, hvordan regeringens reformudspil vil påvirke netop deres område.
Samme dag informerer Socialdemokraternes forhandler, Ole Stavad, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, at Socialdemokraterne har tænkt sig at komme til forhandlingerne sammen med De Radikale og SF. Den aftale var der allerede givet håndslag på mellem Stavad og Jelved på en varm sommerdag på stranden året forinden.
En melding ministeren ikke tager positivt op. Da han et par dage senere indbyder partierne til forhandlinger i Indenrigsministeriet mandag den 10. maj bliver partierne inviteret hver for sig.
Efter en kort rådslagning og et par knubbede ord beslutter Lars Løkke sig for at følge opfordringen om at forhandle med oppositionens blok.
Blokken, der har aftalt at lade Socialdemokraterne få rollen som de hårde hunde, forsøger at få afklaret regeringens villighed til at forhandle. Det er Lars Løkke Rasmussen, der styrer forløbet. Han sidder mellem den konservative formand, Bendt Bendtsen, der gennem hele forhandlingsforløbet ikke smider mange sætninger på bordet, og finansminister Thor Pedersen, der på dette første møde forsøger at bløde Lars Løkkes lidt tilknappede facon op. Departementcheferne fra de tre ministerier sidder også med.
Men der kommer ikke meget ud af det første møde.

Øl i gårdhaven
Ugen senere starter mødet klokken ti. Man taler temaer. Trafik, beskæftigelse, handicappede og uddannelse. Hver gang oppositionsblokken foreslår noget, der kunne lugte af at udvide regionernes kompetencer ud over sygehuse, svarer indenrigsministeren ikke.
Ved frokost stilles der et bord frem uden for forhandlingslokalet. Den står på snitter, frugt, øl og vand. De to blokke har ikke lyst til at spise frokost sammen. Oppositionspartierne går ned i Indenrigsministeriets gårdhave. Alle holder sig til sodavand. Regeringens forhandlere holder sig oppe i ministeriet. Mødet slutter omkring klokken 20 med en aftale om at fortsætte dagen efter.
Her udspiller sig et identisk forløb. Man taler temaer. Ingen rokker sig. Thor Pedersen bløder stemningen op, og Bendt Bendtsen holder mund. Da forhandlingerne slutter, meddeler Lars Løkke, at han snarest muligt vil indkalde til yderligere forhandlinger
I dagene omkring Kristi Himmelfart har Lars Løkke Rasmussen travlt ved telefonen. Forhandlin-gerne er ved at gå i stå. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har selv en samtale med Mogens Lykketoft om fredagen. Formålet er at få sat skub i forhandlingerne. Men for Socialdemokraterne lyder det mest som om, Fogh remser ultimative krav op.
Lykketoft sætter sig ved computeren og skriver en besked til sin forhandler, Ole Stavad, i Nordjylland. Det ser ikke godt ud for videre forhandlinger, lyder Lykketofts vurdering.
Ole Stavad har været i byen og får ikke tjekket sin mail fredag aften, før telefonen ringer. Det er Lars Løkke Rasmussen. Fogh har haft en yderst positiv samtale med Lykketoft, fortæller Lars Løkke. Det vil være en god idé, hvis han og Ole Stavad mødes under fire øjne for at få afklaret nogle knaster.
Men Stavad tøver og siger, at han først skal tale med Lykketoft.
Han tænder computeren og ser mailen fra sin partileder – der tegner et noget andet billede af sagen. Han ringer Lykketoft op og får gentaget, at samtalen med Fogh ikke har været positiv. Stavad vender tilbage til Lars Løkke på telefonen: Der er ingen grund til, at Lars Løkke tager turen til Nordjylland, eller Ole Stavad den anden vej, konstaterer Stavad. Indenrigsministeren lover at ringe tilbage snarest, men det sker ikke.

Sammenbrud
Mandag den 24. er stemningen spændt. Man nærmer sig afgørelsens time. Nogle må give sig, eller forhandlingerne må bryde sammen. Men intet har ændret sig. Snarere tværtimod. Alle står stejlere på kravene nu, og mødet slutter med at Løkke Rasmussen kræver partiernes svar på, om de kan acceptere tilbuddet dagen efter.
Klokken 19 tirsdag er partierne inviteret. På indbydelsen står der skrevet, at det er uden fortæring. Det bliver kort. Alle ved det. Det er slut. To timer senere kommer parterne ud. Lars Løkke er »dybt chokeret og rystet«.
Andre er rystede over, at Lars Løkke kan være rystet. Han har blot læst en række krav op i forhandlingslokalet, som han vidste, at oppositionen ikke kunne sige ja til. Skuespil tænker andre, da indenrigsministeren foran de rullende kameraer ser rystet ud.
Lykketoft betegner regeringens forhandlinger som fagligt funderede og teknisk ringe, mens Marianne Jelved betegner forhandlingerne som »afhøringer«.
Begyndelsen til enden for et bredt forlig om reformen er begyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her