Læsetid: 3 min.

Hizb ut-Tahrir giver Vesten skylden

’Vi opfordrer alle muslimer til at forkaste demokratiet, for det er hyklerisk.’ Retorikken var rå, men stemningen god, da Hizb ut-Tahrir søndag holdt åbent stormøde i Nørrebrohallen
10. maj 2004

Hykleri, overforbrug, åndelig tomhed, falskhed, løgne, pædofili, incest, misbrug af kvinder og børn og ‘demokratiske massakrer i Falluja’ lød nogle af beskyldningerne mod ‘Vesten’, da Hizb ut-Tahrir i går eftermiddag på et stormøde i Nørrebrohallen diskuterede det, bevægelsen opfatter som en vestlig – læs: amerikansk – besættelse af den islamiske verden.
»Det vestlige angreb på islam – sejr eller nederlag for Vesten?« var dagens emne, som omkring 600 mennesker – kvinder og mænd adskilt af borde med løbesedler og islamisk litteratur – var mødt op for at høre på.
Til gengæld gjaldede slogans som »Nej til fundamentalisme« og »Nej til fascisme« over gaden fra Mimersgades modsatte fortov, hvortil politiet havde henvist en moddemonstration på cirka 100 mennesker fra Venstres Ungdom, Socialistisk Enhedsfront og ‘Federationen for iranske Flygtninge’.
Udenfor fulgtes politikeren Karen Jespersen med forfatteren Helle Merete Brix. Politiet havde frarådet dem at gå ind til mødet, hvad Karen Jespersen senere på dagen beklagede sig over til Ritzau: »Det er problem, hvis man får nye regler for offentligt tilgængelige områder,« sagde hun og spurgte i samme anledning, om Hizb ut-Tahrir har fået særbehandling. Optræk til sammenstød var der dog ingen af.
Inde i hallen forsøgte tre mandlige talere, Emir Shamil, Chadi Fregil og en dansk-gambiansk konvertit ved navn Mulay (på afbud fra Fadi Abdullatif) at overbevise forsamlingen om islams slumrende styrke. Efter udvalgte punchlines råbte en lille gruppe mænd, placeret tæt ved talerstolen Allahu Akbar, uden at forsamlingen dog rigtigt råbte med. Nogle formede dog trosbekendelsens ord med læberne.

Splitter islam
Især haglede kritikken ned over Bush og USA, men også EU og Vesten i almindelighed. For eksempel lød konklusionen på Shamils indlæg: »Vi opfordrer alle muslimer til at forkaste demokratiet, for det er hyklerisk.« Islam er én, erklæredes det, mens retninger, der som euroislam forener islam med demokratiske spilleregler, blev beskyldt for at ‘splitte’ islam. Skønt islam er én, rummer ingen af de realeksisterende islamiske lande tilsyneladende nogen ønskelig samfundsmodel. Slet ikke »de forræddere, som ikke tillader kvinder at køre bil, og som nu skal beskytte vores helligste steder«, hed det med hilsen til Saudi-Arabien.
Flere spørgende i debatten bagefter påpegede, at bevægelsen ikke gav mange konkrete bud: »Hvad præcist gør I selv, udover at snakke?« spurgte en ung kvinde. Efter hvert spørgsmål gentog talerne passager om USA’s løgne og hykleri, men et af dagens mere konkrete bud kom som reaktion på spørgsmålet, om dét at (gen)indføre Kalifatet med en enehersker, som er HT’s mål, nu også ville sikre fred og retfærdighed: »Vores kalifat er det, der sendte skibe til Spanien, og som sikrede mange kristne trosretninger mere frihed end i Europa.« Spørgsmålet, om muslimer kan deltage i fredsbevægelsen mod krigen i Irak, blev besvaret med ja, selv om Hizb ut-Tahrirs fremlagte løbesedler angiver, at »støtte til og medlemskab af ikke-islamiske partier er forbudt ifølge Islam.«
Næsten som et helt almindeligt politisk møde lød det, da ordstyreren kappede en ung mand af, der holdt tale med alenlange messende korancitater, med ordene: »Kan du ikke gøre det kortere?«
Inde hos kvinderne var de fuldt tilslørede i stort overtal, men undervejs sivede mange vestligt klædte indenfor. Venlighed og småsnak prægede kvinderne. Nogle ville ikke tale med en journalist, mens folkeskolelæreren Selma gerne fortalte, at hun var kommet for at udtrykke sin vrede over besættelsen af Irak: »Mange er mødt op for at vise deres frustration,« mente hun, der blev bakket op af Mona Sheikh:
»Muslimerne er frustrerede, og når de ikke har en moske eller begravelsesplads, kommer de her,« sagde Mona Sheikh, der anser bevægelsen som et symptom på, at en del muslimer ikke er særligt integrerede – men ingen trussel: »Hizb ut-Tahrir er minoriteternes minoritet, og de bruger demokratiets spilleregler: De lejer Nørrebrohallen, og så er der en moddemonstration. Det er demokrati.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu