Læsetid: 3 min.

Hjælp, det fryser!

Kulden stiger efter alle kunstens regler i katastrofefilmen ‘The Day After Tomorrow’, der er en visuel tour de force med en handling tynd som is
28. maj 2004

Ny film
Da to fly den 11. september 2001 fløj ind i Twin Towers i New York, havde vi set det hele før. Rædselsscenerne, mennesker der springer frivilligt i døden, var som skåret ud af især Det tårnhøje helvede (1974), hvor en amerikansk skyskraber bryder i brand og forårsager kaos. Al Qaeda overgik ikke vores vildeste fantasi, de kopierede den.
Nu var der sat en effektiv stopper for Hollywoods spekulation i frygten for katastrofer, mente visse kritikere. De tog fejl. The show must go on, og her blot tre år senere kommer Hollywoods modtræk: Isstorm over New York!
Hagl på størrelse med grapefrugter hamrer ned fra himlen, monsterhøje bølger vælter ind over Manhatten, skyskrabere fryser til is og forvandles til spøgelseshuse.
Da stormen har lagt sig, sejler en supertanker ubesværet ind i New Yorks vandfyldte gader, og på rekordtid begraves New York i is og sne til halsen, så man bogstavelig talt kan spadsere ind i storbyen og på vejen nulre Frihedsgudinden på næsen.

Tynd som is
Det er et storslået skue og en triumf for computerteknikken, der når nye stormfulde højder i The Day After Tomorrow.
Til gengæld er handlingen tynd som is og fyldt med halvfrosne klicheer.
Her er den forudseende helt, klimatologen Jack (Dennis Quaid), som er i opposition til den amerikanske regering, der nægter at se faren i øjnene, før det er for sent. Her er den splittede familie, som finder sammen i nødens stund. Her er udødelig ung kærlighed, der varmer midt i kulden, den stoisk selvopofrende hjælper, den filosoferende vagabond og kvote-negeren i glansrollen som comic sidekick.
Udfordringen for katastrofefilmen er at skabe et lille, menneskeligt drama midt i det store, men det er ikke nemt, når skurken er Galopperende Kulde og menneskene ret beset brikker i naturens uberegnelige spil.
En konsekvent panderynkende Dennis Quaid indser, at han har været en dårlig far, trodser vejrguderne og drager af sted til New York for at redde sin indefrosne søn. Den psykologiske udvikling foregår ikke gradvist, men i spring fra isflage til isflage, og da Quaid i bilen med sine tro følgesvende støder ind i et bjerg af sne, og alt håb synes ude, affyrer han filmens mest uforglemmelige one-liner: »Unpack your snowshoes. We’re walking from here!«

Gysende associationer
The Day After Tomorrow er instrueret af Master of Disaster, den tyskfødte Roland Emmerich. Det var ham, der i Independence Day hyldede sit nye fatherland og gjorde den amerikanske frihedsdag til hele verdens, og det var ham, som i The Patriot forvandlede de engelske soldater i den amerikanske Uafhængighedskrig til en flok sindssyge sadister i klasse med Waffen SS under Anden Verdenskrig.
Nu springer han ud som demokrat, globalist og øko-forkæmper, og det er næsten for meget af det gode. Vor helt egen Bjørn Lomborg har da også været ude med en advarsel om, at vi ikke bør lytte til filmens budskab om, at global opvarmning kan føre til en ny istid.
For denne anmelder var det imidlertid ikke tanken om den forestående istid, der fik de små hår til at rejse sig. Det var de mange billeder – af panisk flygtende mennesker, af mennesker dækket af sne, af vaklende skyskrabere – der fremkaldte kuldegysende associationer til 11. september.
Afstanden mellem kulørt underholdning og blodig alvor er kortere, end man har lyst til at tænke på.

film@informatoin.dk

*The Day After Tomorrow. Instr: Roland Emmerich. USA 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu