Læsetid: 4 min.

Hopla, vi lever

Tornadoer, synkende skibe og aliens – katastrofefilm spiller på vores frygt for ulykker og minder os om, at vi er i live
22. maj 2004

Det siges, at har man først stirret døden i øjnene og overlevet, så har man også lært at sætte pris på livet.
Det er en af grundene til, at vi nyder at gå i biografen og blive skræmt fra vid og sans. Der er ikke noget som en god gyser- eller katastrofefilm, der går lige i blodet og får os til at ånde lettet op, når lyset igen bliver tændt.
Adrenalinet pumper rundt i kroppen, fordi vi har tilbragt to timer med en følelsesmæssig, indimellem næsten fysisk, rustjebanetur, truet på livet af brændende bygninger, synkende skibe og vulkaner i udbrud. Og så vender vi tilbage til hverdagen, vel vidende at det hele bare var en film, men taknemmelige over, at det ikke var os – selv om det indimellem føltes sådan – der oppe på lærredet måtte kæmpe for at overleve.
En katastrofefilms vigtigste egenskab er identifikation. Jo bedre publikum kan sætte sig i stedet på de personer, de ser på lærredet, jo mere skræmmende bliver filmen, og jo nemmere er det for instruktøren at manipulere os derhen, hvor han gerne vil have os – med hjertet i halsen og på kanten af en klippe eller dækket af en synkende luksusliner.
Med The Day After Tomorrow får den stort anlagte katastrofefilm endnu en renæssance. Roland Emmerich har tidligere udsat os for aggressive aliens i den underholdende Independence Day (1996) og for en gigantisk monsterøgle i den kiksede Godzilla (1998), og i sin seneste film overlader han os til elementernes rasen.
Katastrofegenren er forholdsvis rummelig og spænder over alt fra drama, romance og action til thriller, gyser og komedie – vist ingen musicals endnu. Men man kan på sin vis sige, at der overordnet findes tre slags katastrofefilm, som tager udgangspunkt i typen af katastrofe: Den menneskeskabte og teknologiske; den meteorologiske; og den monstrøse.

Ikke mindst i 70’erne, hvor de teknologiske fremskridt er mange, bliver film om skibs- og flyulykker og brændende, topmoderne højhuse populære – f.eks. Airport (1970), Poseidon kalder (1972), Kinasyndromet (1979) – og minder os om, at nok kan vi bruge naturen. Men prøver vi at kontrollere den og udnytte den økonomisk, så går det galt. Hybris følges af nemesis.
I Det tårnhøje helvede (1974) bryder en skyskraber i brand, og al den elektronik, der skal sikre, at folk kan komme sikkert ud, svigter og gør kun ulykken mere frygtelig. Filmen tager udgangspunkt i en genkendelig og helt almindelig virkelighed og spiller på vores naturlige angst for selv at blive fanget i en brændende bygning eller bare det at sidde fast i en elevator.
Den meteorologiske katastrofefilm bliver især populær i 1990’erne, hvor film som Twister, Deep Impact, Dante’s Peak, Volcano og Armageddon enten truer med at udslette små samfund eller hele kloder med tornadoer, vulkaner i udbrud og meteoritter, der suser gennem rummet med retning mod Jorden.
Også denne afart af katastrofefilmen har indbygget at element af sandsynlighed og stiller det altid fascinerende spørgsmål, ’hvad nu hvis?’
Men hvor en flyulykke eller en brændende bygning i teorien kan forhindres, hvis vi tænker os om, så er der et skær af uafvendelighed og fatalitet over den meteorologiske katastrofefilm.
For hvordan stopper man en vulkan, der udspyr lava, der som en hær af blodtørstige, hjernedøde zombier bevæger sig ned ad bjergsiden og æder alt på sin vej?
I Dante’s Peak (1997) prøver helten (meget passende spillet af Pierce 007 Brosnan) at advare mod titlens vulkan, der rumler på den faretruende måde. Men hans advarsler ignoreres, Guds hammer falder med det samme, og den lille by for foden af vulkanen udslettes.
På den måde kan man sige, at katastrofefilmens forskellige undergenrer kan løbe sammen. Hvilket de tilsyneladende også gør i The Day After Tomorrow, der handler om de konsekvenser, som den vestlige verdens overforbrug har fået for miljøet.
Det er nemt at opfatte katastrofefilmen som en slags budskabsfilm hyllet i underholdningsindustriens forførende gevanter. Men den enkelte katastrofefilm er som oftest ren spekulation, der henvender sig direkte til vores følelser og underbevidsthed og ikke tåler at blive underkastet en større intellektuel analyse.
Ikke mindst takket være computerteknologien er det blevet muligt på en overbevisende måde at fremmane alle mulige former for naturkatastrofer, hvilket inden for de seneste 10 år har givet katastrofegenren et betragteligt boost. Uden computere ville det ikke være muligt at lave en film som The Day After Tomorrow.
Den monstrøse katastrofefilm er den mindst troværdige af dem alle og har rødder helt tilbage til filmhistoriens begyndelse.
Om det er en gigantisk abe, der klynger sig fast til Empire State Building med den ene hånd, mens den vifter angribende flyvemaskiner væk med den anden (King Kong (1933)), eller en race af snylteraliens, der gerne vil kolonisere jorden og stjæle vores naturlige ressourcer (Independence Day), så er den monstrøse katastrofefilm i højere grad end de to øvrige undergenrer afhængig af en vis form for suspension of disbelief.

Publikum er med andre ord nødt til at æde den medfødte skepsis, som fortæller dem, at monstre og aliens ikke eksisterer, og give sig filmen og dens univers i vold. Og det kræver, som med al film, at instruktøren forstår at bruge sine virkemidler på den rigtige måde.
Steven Spielbergs Jurassic Park (1993) er både en monsterfilm og en menneskeskabt katastrofe-film, fordi den handler om, hvad der sker, hvis vi bruger genmanipulation til at gøre Guds eller evolutionens arbejde. Der var en grund til, at dinosaurerne uddøde for millioner af år siden, og derfor bør vi lade dem hvile i fred.
Katastrofefilmen er i øvrigt også en heltefilm.
Når lokummet brænder, træder de modige og uselviske i blandt os i karakter og gør, hvad de kan, for at redde vores liv.
Og nede i salen kan publikum udleve egne heltedrømme ved at forestille sig, at det er dem, som smøger ærmerne op og sparker noget alien-røv eller lader kvinder og børn forlade den synkende skude først.

*The Day After Tomorrow har dansk premiere den 28. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu