Biografi
Hvordan skal man fremstille en dansende Nijinsky? Hvordan skabe en troværdig udgave af et evigt omskifteligt og foranderligt geni som Peter Sellers? Hvilken skuespiller er i stand til at forføre et publikum som Elvis? I teorien kan man ikke svare på de spørgsmål. De filmproducenter, som prøver at lave film om store kunstnere uanset om det er komikere, rockstjerner eller skuespillere risikerer at stå tilbage med amputerede papfigur-udgaver af mennesker, der ellers skulle hyldes. Deres problemer bliver forværret af, at kunstnernes værker er umiddelbart tilgængelige. Hvem tænker i dag på Kurt Russells Elvis eller Gary Buseys Buddy Holly, når de originale optagelser og musikken er lige ved hånden. Så kan Dennis Quaid hamre nok så tosset i klaveret i Great Balls of Fire, uden at nogen blandt publikum vil opfatte ham som andet end en bleg udgave af den rigtige Jerry Lee Lewis.
Chancen for at få noget godt ud af det, er så lille, at de fleste filmproducenter har indset, at det er både formålsløst og incestuøst at give sig i kast med dramafilm om filmstjerner eller musikere. Ikke desto mindre har der fra The Glenn Miller Story til Sid and Nancy og The Doors været en stadig strøm af biografiske film. Peter Sellers er den sidste i rækken, som kommer under behandling.
Til Cannes
The Life and Death of Peter Sellers, baseret på Roger Lewis biografi af samme navn og instrueret af Stephen Hopkins (Lost in Space, 24) er i konkurrence på Cannes Festivalen næste måned. Forhåndsanmeldelserne er meget positive (Geoffrey Rush præstation som Sellers skulle efter sigende være »fantastisk«). Da Hopkins og Rush tog til Cannes sidste år, kom Sellers søn med beskyldninger, der både gik på Lewis bog og på Hopkins improviserede fremstilling af Sellers som sindssyg. Siden har Britt Ekland taget del i slagsmålet og hævdet, at filmens skildring af hendes forhold til Sellers på mange måder er unøjagtig. Hun truer nu med at gå rettens vej.
Uoverensstemmelserne understreger de iboende farer og frustrationer som er til stede, når en kendt kunstners liv skal dramatiseres, specielt når det drejer sig om en, der er så omskiftelig og flygtig som Sellers. Alle har en mening om Sellers. Afhængig af udsigtspunktet er han enten en genial karakterskuespiller; en hellig idiot (som i rollen som Chance, gartneren i Wolcome Mister Chance); en mors dreng, der aldrig blev voksen; en social stræber, som elskede at mænge sig med de kongelige; »meget blid« (Britt Ekland) eller en »kompleks tåbe« (Spike Milligan).
Nogle ser omslaget fra ubetydelig London-komiker, der var specialiseret i trommer og parodier til en notorisk egocentrisk filmstjerne, som en advarende fortælling om berømmelsens korrumperende magt. Andre betragter rejsen fra det spartanske efterkrigs-England til Hollywood, fra de trange små lejligheder i det østlige London til penthouse suiter på verdens dyreste hoteller, som både komisk og inspirerende.
Ensom og melankolsk
Roger Lewis genkalder sig, hvordan hans (meget lærde) biografi straks delte vandene, da den udkom i 1994. »Da den udkom i England var holdningen Peter Sellers! Min Gud, sikke et dumt svin! Men da den udkom i Amerika var holdningen Peter Sellers! Min Gud, han slap af sted med det!«
Lewis gør gældende, at man retter sine skyts den forkerte vej, når man beskylder Sellers for ikke at have opført sig mere samvittighedsfuldt i sit private liv. Der er ikke noget formål i at sige, at han skulle have været sød over for sine koner eller sine børn, eller at han skulle have boet i et pænt, lille hus og have været venlig over for alle. Hvis han havde været det, ville han ikke have været Peter Sellers. »Jeg konkluderer ikke, at han er sindssyg i klinisk forstand. Det jeg siger er, at han foretog nogle valg, der var ondskabsfulde. Men når man ser på det menneske han var og den opdragelse han fik, kunne han ikke have været anderledes.«
Det, der måske gør Sellers så uendelig fascinerende for både fansene, forfatterne til biografierne og filmproducenterne er den sygelighed, der så ofte gik hånd i hånd med hans komedie. Eller som Lewis indrømmer, da han først fik ideen til bogen, så var det »Sellers melankoli, jeg blev tiltrukket af; alle disse sjokkende, små spøgelsesagtige roller, som han plejede at spille i 50erne i Boulting brothers filmene, eller i rollen som Clouseau med sine sjælfulde, sørgende brune øjne. Til trods for al succesen og kvinderne, er han en ret ensom og melankolsk figur. Og det er det forsonende ved ham.«
Nero-agtig opførsel
Sellers, som døde i 1980, syntes bestemt ikke, at han var et passende emne for en biografisk skildring. Han karakteriserede engang sig selv som »en person, der ikke har nogen egentlig værdi i sig selv. Jeg er lige som en mikrofon jeg har ikke nogen modtagerlyd, som tilhører mig.« Da han blev bedt om at forklare sin clairvoyant-agtige evne til at komme ind under huden på sine karakterer, slog han fast, at det var fordi hans egen personlighed var et ubeskrevet blad. »At se mig portrætteret på lærredet, ville være noget af det kedeligste, man kunne forestille sig.«
Kedelig eller ej, så var Hollywood med det samme interesseret i at tilpasse Lewis biografi til lærredet. I midten af 90erne købte Madonnas selskab Maverick rettighederne. Det var på samme tid som Alan Parkers Evita og Oliver Stones Nixon: Det var en periode, hvor det så ud som om, historier om groteske større-end-livet personligheder, var den næste store genre, men Sellers projektet kom aldrig ud af stedet.
Mange forskellige forfattere arbejdede på filmmanuskriptet, blandt dem Lee Hall. Det var let nok at indfange Sellers excentriciteter og Nero-agtige opførsel, men kunsten var at komme under huden på komedianten og samtidig skrælle alle de ydre lag af og nå frem til den virkelige person under al maskeraden. Problemet blev til sidst løst ved at to unge amerikanske forfattere, Christopher Markus og Stephen McFeely, foreslog en film-i-filmen struktur, hvor Sellers stykker sin egen historie sammen, som om han var ved at lave en film.
Hopkins har siden lagt afstand til Lewis bog. Nogle iagttagere mener at denne undsigelse er motiveret af simple pengespørgsmål: en måde at pacificere familien på. Ironisk nok rådførte Lewis sig med mange af familiemedlemmerne, før han skrev den 800 sider lange bog fyldt med fodnoter side op og side ned. Ingen, hævder han, rejste nogen indvendinger mod biografien, da den udkom første gang for 10 år siden.
For nylig hævdede Hopkins, at han lod sig inspirere af Sellers 16mm hjemmevideoer, som blev bragt i et BBC Arena dokumentarprogram i 2002. Alligevel og måske overraskende, forsøgte Hopkins aldrig at rådføre sig med gruppen bag den anerkendte Arena dokumentarfilm. »Jeg er forbløffet over manglen på interesse,« indrømmer Arenas programredaktør Anthony Wall. Han fremhæver, at BBC brugte år på at stykke Sellers dokumentarfilm sammen og lavede »et fantastisk stykke researcharbejde«. »Hvis det var mig, der lavede en spillefilm om Peter Sellers,« siger han med en anelse irritation i stemmen, »ville jeg sikkert ringe til folkene bag dokumentarudsendelserne eller skrive et brev til dem, hvor der stod, at jeg godt kunne tænke mig at tale med dem om det.«
Et minuts død
Arenagruppen udsendte oprindeligt en dokumentarudsendelse om Sellers i tre dele, The Life of Peter Sellers, i 1995. Derefter lavede de en opfølger, der udelukkende var baseret på hjemmevideo optagelser. Udfordringen var »ikke at få adgang til andre billeder end dem, Sellers selv havde optaget«. Hjemmevideoerne (som blev udsendt efter Sellers enke Lynne Fredericks død i 1995) er en skatkiste for alle, der er interesserede i skuespilleren. I 30 år, fra sidst i 1940erne til 1977, havde denne højst gådefulde og ensomme skuespiller optaget film af sig selv og sin familie. Der er en farveoptagelse af en underlig rundkindet Sellers, der strejfer om i London sidst i 40erne, »en charmerende, morsom lille fidusmager«, som Herbert Lom (hans medstjerne i The Ladykillers) senere omtalte ham som.
Arenas dokumentarudsendelser understreger, den store forandring der fandt sted i Sellers personlighed, efter at han i 1964 fik et hjerteanfald, som i mere end et minut efterlod ham klinisk død. I kølvandet på episoden blev han endnu mere stivsindet og stadig mere reserveret. Han troede, han havde snydt døden. »Da han fik det bedre, sendte vi et telegram til ham, hvor der stod, Dit svin! Vi havde forsikret dig,« genkalder Harry Secombe (hans tidligere kollega fra The Goons) sig. Men Sellers havde mindre og mindre tid til gamle kammerater som Secombe, efter at han begyndte at komme til sig selv igen. Han blev besat af det okkulte. »Sellers må være en af de få mennesker i historien, i hvert fald siden Nero, der har talt med sin afdøde hund,« bemærker Lewis. »Han prøvede at komme i kontakt med sin mor, men fik fat i sin hund.«
Kamp om Sellers sjæl
Valget af Geoffrey Rush (i en rolle, der oprindelig var øremærket til Gary Oldman) antyder alvoren og tungsindigheden i skildringen af Sellers. Da Rush som 52-årig sagde ja til rollen, var han næsten lige så gammel som Sellers, da han døde. Efter sigende tøvede han over for at skulle spille komedieskuespilleren som ung mand. Men med makeup, paryk, falske tænder, protesenæse og kontaktlinser, for ikke at nævne hans kamæleon-agtige evner som skuespiller, præsterede australieren en usædvanlig transformation. »Det som vi er vidne til her, er et geni, som spiller et andet geni,« som en iagttager skrev.
Den nye film byder på en navnekavalkade over Sellers berømte venner. Selv om Prinsesse Margaret ikke optræder i filmen, går filmen i detaljer med Sellers romantiske betagelse af Sophia Loren (som bliver spillet af den italienske skuespillerinde Sonia Aquino). Miriam Margoyles er Sellers elskede mor og Peter Vaughan den gnavne far. Stephen Fry spiller hans medium Maurice Woodruff; Charlize Theron er Britt Ekland og Stanley Tucci spiller Stanley Kubrick.
Uanset om The Life and Death of Peter Sellers skulle vise sig at blive en helgenbeskrivelse eller en mørk og foruroligende levendegørelse af komedieskuespilleren, så er de ophedede reaktioner, allerede før den er vist, en antydning af, hvordan skuespilleren stadig er i stand til at tiltrække og forvirre publikum. Biografiforfattere, filmproducenter og fans kan ikke enes om, hvad det helt præcist var, han stod for og hvad hans bedrifter bestod i. Selv et kvart århundrede efter, sætter Peter Sellers stadig sindene i kog. Det er næsten som om, vi kæmper om denne nationale skats sjæl.
©The Independent & Information
*Oversat af Steen Lindorf Jensen
