Læsetid: 5 min.

Indien står ved en korsvej

De seneste 10 dage i indisk politik overgår det meste, man kan forestille sig – selv i det ofte kaotiske indiske politiske system
24. maj 2004

Analyse
Alt kan ske og sker i indisk politik. Men det, som er sket inden for de sidste 10 dage, overgår det meste, man kan forestille sig. Først indtraf oppositionens meget overraskende valgsejr, og derefter takkede den selvskrevne leder Sonia Gandhi i onsdags nej til den øverste taburet og til rampelyset.
Alle sammenligninger blegner, selv det historiske valg i 1977, da Indira Gandhi og kongressen næsten blev fejet væk fra landkortet af en uhellig alliance.
Medierne reagerer, som om de havde levet i skyggen af 20 måneders undtagelsestilstand: De svømmer over af begejstring. Sejrherrerne tager og får alt. Valgresultatet beskrives som næsten revolutionerende, og mange taler om en befrielse.
Sonia Gandhi hyldes som en dronning, og mange skribenter mangler ord til at beskrive hendes afkald på magten, ser den som en »utrolig selvopofring« og beskriver hende som en »sand inder«, der inkarnerer det bedste i nationens sjæl.

Selvopofringen
Intellektuelle, som i et kvart århundrede har bekæmpet Nehru-Gandhi dynastiet med alle midler, byder nu tilbagekomsten velkommen og betragter den som afslutningen på de højreorienterede hinduers fascistiske epoke. Det bliver for alvor foruroligende, når mange af dem, som vendte på en tallerken ved BJP-alliancens første valgsejr i 1998, nu stiller sig entusiastisk op i hyldesten af Sonia og forkaster den økonomiske udvikling, som de hidtil har hyldet så betingelsesløst.
Sykofantismen i og omkring magtens palads har hidtil overlevet alle indiske ’revolutioner’, og der er heller ikke noget, som tyder på en undtagelse fra reglen denne gang. I og med at den 71-årige finansminister Manmohan Singh har aflagt ed som Indiens nye premierminister, så er dramatikken ovre for denne gang.
For Sonia Gandhi er det en så idealistisk løsning, at man spekulerer på, om det ikke indgik i hendes planer at blive kongemager, snarere end ’dronning’.
De højreorienterede hinduers hadefulde kampagne var ventet og skulle på sigt have hindret hende i at fungere som landets leder. Hendes eget mandat – kongressen fik 145 ud af 545 mandater – var svagt. Marxisterne valgte at stå uden for koalitionsregeringen, som kan vise sig at være skrøbelig. Men det vigtigste var formodentlig, at hendes nej gør det nemmere for hendes 31-årige søn Rahul at tage over en dag.
Og med et eneste ord afvæbnede og lukkede hun munden på sine kritikere.
At udøve magt bag kulisserne og slippe for at tage ansvaret på sig passer hende meget bedre, og afkaldet, som blev motiveret af en »indre stemme«, gør hende langt mere magtfuld, end hvis hun var blevet regeringschef.

Dum kampagne
Men nok om selvopofringen, som i beundrende prosa er blevet beskrevet som »typisk for Nehru-Gandhi familien«. Tilbage til virkeligheden. BJP mistede først og fremmest magten på sin magtarrogance og sit slogan om ’Indien skinner’, som blev sendt rundt for skatteborgernes penge.
Kampagnen var udtryk for ren dumhed: De, som blev begunstiget af de økonomiske reformer, behøvede næppe at blive mindet om det, mens de, som var udelukket fra ’miraklet’, blev arrige. Reformerne, som gav neonglitter i byerne, slukkede lyset i landsbyerne.
De højreorienterede hinduer kom til magten som et korruptionsfrit, forenet parti, men fik hurtigt et ry som ’et andet kongresparti’. Bortset fra ultranationalisme, hinduisering af uddannelse og tiltagende privatisering af de statslige foretagender, så var der kontinuitet.
Og korruption og magtfuldkommenhed sneg sig hurtigt ind i partiet, som blev beskyttet af lederen Vajpayee med den landsfaderlige udstråling.
Er det så et forandret kongresparti som tager over? Svaret er nej. Manmohan Singh indgyder stor tillid i alle kredse, og der findes en række meget kompetente politikere i den ministerliste på 68 navne, som blev offentliggjort lørdag aften.
Men der findes også mange
’deadwood’ og egocentrerede og allerede uhjælpelige miskrediterede ledere, som vil vise sig at være en stor belastning.
Sonia Gandhi har slet ingen ideologisk bagage, og ud over sekularismen er det svært at finde noget som kongrespartiet virkelig tror på. Det er først og fremmest karismaen omkring dynastiet, og den sympati som familiens tragedier er omgivet af – mordene på Indira og Rajiv – som gør, at partiet har overlevet.

Fjender blandt hinduer
Den store forandring i indisk politik i dag er, at venstrefløjen og mange af de regionale partier, har følt sig tvunget til at opgive sin anti-kongres politik. I dag er de safranfarvede hinduer fra højrefløjen de største fjender, og truslen fra dem bliver det stærkest
koalition sammen. Formodentlig vil det være tilstrækkeligt i lang tid fremover, eftersom de højre-orienterede hinduer med en ny leder i spidsen risikerer at blive radikaliseret på en meget farlig måde.
Det betyder at venstrefløjens stemmer – 60 mandater i parlamentet – ikke kommer til at veje lige så tungt, som mange troede.
I sin ’trontale’ lovede Manmohan Singh, at kampen mod fattigdommen vil få højeste prioritet. De glemte byer, som hindu-højrefløjens guruer ville ’computerisere’ og kæde sammen med omverdenen, skal gennem en helt anden økonomisk udvikling, som kan ophæve afhægtningen og for-
bedre levevilkårene.

Dyr populisme
Det kræver et kursskifte af et næsten revolutionært format samt en nytænkning, som ligger lysår fra den mentalitet, som har domineret kongressen siden slutningen af 1960’erne.
Hædersmanden Manmohan – som indledte de økonomiske reformer i 1991, og som nu meget hurtigt gengav markedet tillid til den nye regering – har sandsynligvis lovet for meget, og kommer også til at betale dyrt for den populisme, som gav partiet så mange vigtige mandater i delstaterne Andhra Pradesh og Punjab. Løfter om gratis elektricitet til de kriseplagede bønder er ikke den bedste måde at gribe tingene an på.
De 11 regionale partier, som indgår i koalitionen, vil komme til at volde kongressen mere hovedpine, end de 22 som Vajpayee hvervede sammen. Et eksempel er Laloo Yadav, de facto lederen i Bihar de sidste 16 år, som er tiltalt i en millionskandale, og som vandt lavkastens stemmer ved at lade al infrastruktur gå i forfald, og på denne måde tvang højkasten til at leve under den samme fattigdom som alle andre. Med 27 mandater bag sig kræver og får han en af de vigtigste ministerposter.
Sonia Gandhi er for tiden den eneste autoritet i indisk politik, og hun kommer sandsynligvis til at virke som en slags generalmanager. Med genvunden integritet kan hun bidrage på en konstruktiv måde. Partiet er tvunget til at adlyde, eftersom alle er klar over, at deres fremtid afhænger af den næste generation fra Nehru-Gandhi familien, hendes børn Rahul og Priyanka. 

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu