Læsetid: 3 min.

Iransk hånd i Irak-krig?

USA igangsætter undersøgelse, der skal afgøre, om eksilirakeren Ahmed Chalabi spionerede for Iran
27. maj 2004

At få erstattet ærkefjenden Saddam Hussein med et nyt shia-muslimsk lederskab i Irak. Der er næppe noget andet, der har stået højere på det iranske præsteskabs ønskeliste siden den otte år lange Iran-Irak-krig fra 1980-88.
Den erkendelse har ifølge Los Angeles Times fået USA til at igangsætte en undersøgelse af, om eksilirakeren Ahmed Chalabi var betalt af Irans efterretningstjeneste til at hjælpe med at overbevise præsident George W. Bush om at vælte Saddam Hussein.
De seneste uger er det blevet afsløret, at de informationer om Iraks masseødelæggelsesvåben, forbindelser til al-Qaeda osv., som blev brugt som argumentation for at gå i krig i Irak, stammede fra irakiske afhoppere, som Ahmed Chalabi og hans Irakiske Nationalkongres (INC) havde sat vestlige efterretningstjenester og medier i forbindelse med. Det har efterfølgende vist sig, at langt de fleste oplysninger var løgn.
Undersøgelsen skal også afgøre, om Chalabi har videregivet fortrolige oplysninger om amerikanske sikkerhedsoperationer i Irak til Iran.
En efterretningskilde siger ifølge Los Angeles Times, at Chalabi »delte (information) med folk, som videregav det« til Teheran. »Der er en reel bekymring for, at han videregav meget følsom, højt klassificeret information til iranerne,« siger kilden.
Chalabi, der selv er shiamuslim, har aldrig lagt skjul på sit nære bekendtskab med centrale iranske lederskikkelser, men han afviste i går i stærke vendinger at være iransk spion.
»Anklagerne om, at jeg eller nogen anden fra INC har givet Iran fortrolige oplysninger, er falske,« sagde Ahmed Chalabi ifølge Radio Free Europe. »Anklagerne stammer fra George Tenet og hans CIA og har til hensigt at miskreditere os.«
CIA og det amerikanske udenrigsministerium suspenderede samarbejdet med INC i 2002, efter at Chalabi nægtede at redegøre for, hvad flere millioner dollar givet i amerikansk støtte var blevet brugt til. Ifølge en tidligere bekendt af Chalabi, som nyhedsbrevet CounterPunch har talt med, er en del af de manglende penge blevet brugt i Iran.
»Ahmed åbnede et INC-kontor i Teheran for amerikanernes penge, og han jokede med, at ’amerikanerne bryder deres egen embargo mod Iran’,« siger kilden.
Iran erkendte i går, at landet holder jævnlige møder med Chalabi, men nægter, at spionanklagerne har noget på sig.
»Vi har haft gentagne og permanente dialoger med Chalabi og andre medlemmer af det Irakiske Regeringsråd, men spionanklagerne er uberettigede og grundløse,« sagde talsmand for det iranske udenrigsministerium Hamid Reza Asefi i går ifølge CNN og pegede i stedet på, at anklagerne er opdigtet af amerikanerne for at »overskygge deres voksende problemer i Irak og for at slippe af med presset oven på skandalen om tortur af fanger«.
Ældre fremkomne oplysninger tyder dog på, at Iran tidligere har været indblandet i et forsøg på at miskreditere Irak. I 1995 afslørede Det Internationale Atomagentur (IAEA), at en rapport om Saddams atomprogrammer, det havde fået af en irakisk afhopper med forbindelse til INC, Khidir Hamza, var falsk. En gennemgang af rapporten viste, at nogle af de tekniske beskrivelser var iranske, hvilket tydede på, at rapporten oprindeligt var forfattet på farsi af en iransk videnskabsmand og derefter oversat til arabisk.
»Efter en grundig undersøgelse blev det konkluderet, at dokumenterne ikke var autentiske, og sagen blev lukket,« siger Tom Killeen fra The Iraq Nuclear Verfication Office under IAEA til nyhedsbrevet CounterPunch.
Ifølge en lederen af Center for Arabiske-Iranske Studier i London, Alireza Nourizadeh har Chalabi selv en bagtanke med sine forbindelser til Iran.
»Han har tænkt, at for at have en chance for at blive den næste irakiske leder, må han have en styrke som Iran bag sig,« siger Nourizadeh til Radio Free Europe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu