Læsetid: 7 min.

Jamen, så prøv engang at fortælle mig lidt om din barndom

Om en tyv, om en alkoholiker, om en prostitueret. Og deres tre nye selvbiografier. Kulturkloden
5. maj 2004

»Nå, men så hænger du altså dér
i dine fingerspidser, ligesom når man klatrer på klipper, og om få minutter vil alle brikkerne i puslespillet falde på plads, og du vil være kommet ind. Og smykkerne! Fordi du ved jo, at kvinden her, hun får sat hår nu, inden festen i aften, og derfor ligger det hele her, lige her, bredt ud på sengen, som serveret for dig. Og hun har ladet pengeskabet stå åben. Hold op mand, hvor det bare føles rigtig godt, skulle jeg hilse og sige.«
Bill Mason på 63 år har lige udgivet sine erindringer. Ikke dem, der handler om, at han i hele sit liv har levet som ejendomsmægler. Nej, dem om det andet liv. Eller de andre liv. Eller helt præcist: »Ni liv: Af en juveltyvs bekendelser«.
Journalisten Charles Laurence fra den engelske avis The Sunday Telegraph har mødt den nydelige gentleman, hvis selvudnævnte status – mestertyv udi juveler og smykker – af et fuldt hjerte støttes af det amerikanske politi og det føderale efterforskningsbureau FBI. Sammen har de to organisationer nemlig jagtet manden over hele USA i over 30 år. De anslår, at han har stjålet for godt 35 millioner dollar smykker og ædelstene. Hans ofre er folk som Bob Hope, Armand Hammer og Tarzan – alias Johnny Weissmüller:
»Da han i 1967 brød ind i Weissmüllers hus, som lå tæt ved hans eget på stranden i South Florida, blev Mason forbløffet over at finde den tidligere olympiske svømmers medaljer liggende mellem ringe og halskæder. Han fik det så dårligt, da han var på vej hen til sin hæler med kosterne, at han lagde medaljen ned i en konvolut og sendte den tilbage,« fortæller Laurence om sit interviewoffer.
Alt i alt er det fortryllende læsning, interviewet med Mason. Og især lyder det som en af de mest klassiske Hollywood-film, når han selv fortæller: »Oppe i tyvende sals højde føler folk sig sikre, hvilket formentlig også er årsagen til, at jeg har der så ofte har fundet døre og pengeskabe, der stod ulåste hen. Det eneste, man skal bruge er lidt hjernekraft. Og så nogle stærke hænder. I mange år havde vi et klatretov ude på gårdspladsen til børnene, og jeg klatrede op og ned af det 10-12 gange lige efter hinanden uden at bruge benene. Naboerne bemærkede aldrig noget,« siger han.

Hadede rige mennesker
Mason har hele sit liv klaret sig på sit udseende:
»Han er stadig en nydelig mand: Høj, slank og meget stærk på sådan en senet måde, klædt i den form for respektabelt, uprætentiøst tøj, der går i ét med baggrunden. Han har et friskfyragtigt fuldskæg med grå stænk i, et smilehul i sin højre kind og mørke, hemmelighedsfulde øjne,« rapporterer Laurence.
Mason selv hævder, at han ikke er sociopat:
»Jeg har en samvittighed, og jeg danner varige relationer til de mennesker, jeg elsker,« som han siger.
Og dog har han jo en ret åbenlys brist. En brist, som han selv mener kan spores langt tilbage.
»Han blev født i West Virginias hårde, bakkede landskab, og blev siden den fattige dreng i det rige nabolag Shaker Heights i Cleveland, Ohio, hvor hans far fik arbejde som varmemester i en udlejningsejendom med meget dyre lejligheder.«
Og den opvækst havde én bestemt konsekvens:
»Da hans barndom var et afsluttet kapitel, hadede han rige mennesker...«
Et liv som tyv har også – uvægerligt – andre konsekvenser. Og det er først, da journalisten bringer de tre år, Mason sad i fængsel, på bane, at han for alvor møder forbryderen, han hele tiden har siddet overfor. Mason lagde nemlig overraskende hårdt ud i fængslet. Han markerede sig fra dag ét ved at losse en kæmpestor, sort medfange så hårdt i nosserne, så han styrtede brølende til jorden. Og blev liggende. Eller som han selv fortæller Laurence, da de to mødes på en fancy frokostrestaurant, hvor rige kvinder – med mange smykker på! – plejer at mødes i New York:
»Faktisk er jeg et hærdet individ. Jeg har altid været hård – specielt i fængslet. Hvis du fucker med mig, så uskadeliggør jeg dig her og nu,« siger han.
Da han siger det, kigger han – for første gang under hele interviewet – Charles Laurence direkte ind i øjnene.

Fra den absolutte bund
»Han tager sine briller af og på, han blinker hele tiden for at se om han har noget i øjet, han gnider sin håndflade imod låret, han tager i en lind strøm små foliepakker op af lommen, han trykker nikotintyggegummiet ud af dem og leger med pakningen.«
Han indrømmer kort efter, at det jo er slags besættelse. Men netop besættelser er der også rigeligt af i forfatteren Burroughs liv. Altså
ikke dén Burroughs. Den anden Burroughs.
Gaby Wood fra den britiske avis The Observer on Sunday har nemlig mødt et af de helt store selvbiografi-fænomener i USA for tiden. Augusten Xon Burroughs – som selv har valgt sit nok ikke helt tilfældige efternavn, da han på et tidspunkt tog navneforandring – ligger på bestsellerlisternes nummer henholdsvis fire og fem med de to bøger Running with Scissors og Dry.
Den sidstnævnte bog handler om hans liv som alkoholiker. Et liv, der strakte sig over mange år, og som nu er slut. Men da det gik højt, var det et misbrug, som var til at tage og føle på. En dag, da han bar flasker ned, fik han f.eks. pant for ikke færre end 1.452 ølflasker.
Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor Jeppe – og Augusten drikker man så meget? Og svaret er altid det samme: Omsorgssvigt, vold, voldtægt, mangel på kærlighed og omsorg i opvæksten.
Augusten forsøgte første gang at tage sit eget liv, da han var 13. Hans plejefar, der var psykiater hjalp ham. I samme familie blev han voldtaget over en årrække af en stedstorebror. Det var et absurd miljø, hvor vigtige beslutninger blev taget ved, at hele familien i fællesskab forsøgte at spå om fremtiden ved at studere psykiaterens afføring, som blev stillet frem på et bord ude i haven. Augusten kunne ikke slippe væk fra galskaben.
»Han trak sig ind i sin egen verden, hvor hans hår med hysterisk præcision skulle redes helt stram tilbage, og hvor han mimede til Barry Manilow-sange. Hvor han kogte mønter i en kasserolle for at få dem til at skinne, og hvor han pakkede hunden ind i sølvpapir, inden han gik tur med den,« fortæller Gaby Wood.
Augusten – som siden fik stor succes i reklamebranchen – mener selv, at han har fået noget helt specielt ud af den opvækst.
»Hvis mit liv gik helt fra hinanden i morgen, det ville jo ikke være fedt, men jeg ville bare starte forfra igen. Jeg er ikke bange for at tabe. Jeg har mistet alt adskillige gange. Så skønt jeg ønsker at beskytte det, jeg har, så ved jeg også godt, at jeg nok skal overleve. Jeg er typen, der kunne lande et fly, hvis det var på vej ned eller overleve på en øde ø. Jeg ville tænke knivskarpt. Det er jeg i stand til på grund af min komplet latterlige barndom.«
Skal han selv have børn? Han griner og siger til Gaby Wood: »Hvis jeg nogen sinde fik et barn, jeg skulle tage mig af, ville jeg helst have et barn, der var som en nedtrådt cola-dåse. Jeg ville helst have sådan en unge, der var helt på skideren, og som nogen havde smidt væk. Jeg ville være god sammen med sådan et barn. For jeg ville fange det.«

En Askepot-historie
»Der er ingen håndbog i, hvordan man klarer jobbet... Man følger bare sit instinkt og gør det, så godt man kan.«
Jobbet er prostitution. Og historien – eller rettere eventyret – om forfatteren Arlene Hunt står i den irske avis Ireland’s Sunday Independent: En kvinde går så grueligt meget igennem, ender ligefrem som prostitueret – og møder så pludselig en meget rig mand, der tager hende med til Spanien, hvor hun lever lykkeligt indtil videre – og hvor hun har indledt en karriere som forfatter til bøger, i hvilke man kan læse sandheden om hendes tidligere profession råt for usødet.
»Hertillands er det de ældre kvinder, der har mest succes, de er ikke smukke, de er bare rare kvinder, de har rare kroppe, men de udstråler en varme og en afslappet attitude, som omgående appellerer til en nervøs mand eller enhver mand, der kommer ind hos én. Det er, tro det eller ej, venlighed, de gerne vil have. En af vores mest succesfulde kvinder var i tresserne, og hun holdt sig overhovedet ikke godt!« siger Arlene Hunt.
Hun fortæller også, hvad der gik galt. Det er så skrigende banalt, at man kunne tude. Hendes far skred, inden hun blev født, og hun voksede op i en plejefamilie. Årsag? Hendes mor elskede hende ikke og forærede hende bort:
»Jeg gider ikke sidde her og lyve om det... Det var simpelthen sådan det var. Sommetider sker den slags altså,« som Hunt udtrykker det.

*Bill Mason: Nine Lives: Confessions of a Master Jewel Thief. Bantam Books. 2004

*Augusten Burroughs: Dry, Atlantic Books, 2004

*Arlene Hunt: Vicious Circle, Hodder Headline, 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her