Læsetid: 4 min.

Kæledæggen & bulldozeren

Nationens ære sidder ikke i det nye tilhørsforhold til den europæiske union. Det helt afgørende er, om russerne får bank – rigtige bank
8. maj 2004

Hvad er det største, der er sket i Tjekkiet i løbet af den sidste uge? Landets indtræden i den europæiske union? Folkefest, fine taler og gigantisk fyrværkeri over byens tage?
Bååååååååååt! Forkert svar.
Tjekkiets 6-2 sejr over Canada i mandags, naturligvis. I disse uger er der intet større, intet over eller ved siden af ishockey. VM lige her, midt i Prag, i det spritnye Sazka stadion med plads til 18.000 tilskuere. Glem alt om fodbold, roligans, fadøl og fest i parken. Hockey, det er den hårde vare. En form for mental undtagelsestilstand, som størstedelen af den mandlige befolkning – og en del af den kvindelige ditto – befinder sig i disse uger. Unions-indtræden og blå flag med gule stjerner. They couldn’t care less. Det er Jagr & Co’s kamp på isen, der lægger gaderne øde. Og sørger for at fadølsankrene bliver tørlagt i et tempo, der selv efter tjekkisk standard, er temmelig højt.
I forrige uge havde jeg aldrig hørt om dem. Jagr og Slegr. Jaromir og Jiri til fornavn for at være helt præcis. Nu ved jeg – omend ikke alt – så en stor del om alt fra deres skøjtefærdigheder til deres karaktéropbygning.
Jagr er stjernen. Den sorthårede dreng fra provinsbyen Kladno med en fabelagtig evne til at knalde pukken i kassen. En evne, der rygtedes helt til Amerika, hvor Jagr bor på Manhattan. Med en årsløn på 11 millioner dollars for sin plads i truppen hos The New York Rangers og sin mor som husbestyrerinde. Men han er også lidt holdets pæne fyr. Kæledæggen, der altid smiler og kun nødtvungent kaster sig ud i håndgemæng med modstanderne. »Stjerner slås ikke«, menes at være hans bevæggrund. Men på bodega-plan går analysen mere på, at han er en mors dreng. Typen, der ikke bryder sig om at få ømme knoer.
Og det behøver han såmænd heller ikke. Den slags har han nemlig folk som Jiri Slegr til. God til ishockey, men mindst ligeså god til at slås. Måske endda bedre. En enmandshær med tilnavnet »gummi« og en imponerende muskelmasse. Ikke den teknisk avancerede type som Jagr, men en bulldozer, der har brugt sin barndom og ungdom på to ting: At stå på skøjter og pumpe jern.
Så når Tjekkiet går på isen, handler det ligeså meget om at følge med i, hvorvidt Slegr nu kommer Jagr til undsætning. Som forleden i kampen mod Canada, hvor Slegr uden tøven gik i kødet på fire canadiere, der havde udset sig Jagr, og endte kampen med en ordentligt bule under venstre øje.
Stereotypen af det umage makkerpar, Jagr og Slegr, dyrkes ikke mindst af de tjekkiske sportsjournalister. I aviserne er Jagr prinsen. Og Slegr den firskårne håndlanger, hvis største styrke, er den der sidder i højre overarms bicep.
Sådan er det så dejligt enkelt med ishockey. Hvis færdighederne ikke rækker og frustrationen begynder at sætte ind, så giver man bare modstanderne et par på frakken. Det er muligt, det er primitivt. Men det er voldsomt underholdende.
Ligeså er de analyser, der hver dag fylder avisernes særsektioner. Om tjekkerne, der – naturligvis – er dygtige skøjteløbere, men frem for alt spiller med hjernen. Om finnerne, der er udholdende og seje som grantræer. Svenskerne, der spiller klogt, men disciplineret. Canadierne der gerne tager næverne i brug. Og russerne, der er et kapitel for sig. For dem skal tjekkerne ikke bare vinde over. Dem skal tjekkerne vinde over. 15 år har intet ændret siden Murens fald: Russerne skal bankes. Det er et spørgsmål om nationens ære. Ligesom dengang i ’68, hvor det daværende Tjekkoslovakiet slog Sovjet i finalen kort tid efter, at de sovjetiske tanks var rullet ind i gaderne. En historisk kamp, der stadig fortælles fra gammel til ung rundt omkring på ølstuerne.

Sågar betydningen af farven på dragterne kunne man læse om forleden. Ifølge formiddagsavisen Blesk (Lyn, red.) har det haft stor betydning, at det tjekkiske hockey-hold nu spiller i hvid trøje med rød/blå striber og ikke som tidligere i røde dragter. Avisen har ligefrem fortaget en sammenlignende analyse af de seneste otte år og sammenholdt slutresultater i diverse turneringer med dragtfarve. Fem gange er tjekkiet endt i finalen klædt i hvidt, kun to gange i rødt. Til gengæld har kvartfinalerne de sidste otte år været en rød affære. Ikke en eneste gang er et hvid-klædt tjekkisk team røget ud efter kvartfinalen. Måske farven rød stadig virker traumatiserende i denne del af Europa?
Ifølge spillerne selv er der noget om snakken. I en intern afstemning blandt spillerne, stemte størstedelen for hvide dragter.
»Hvidt symboliserer bedre vores republik. Vi ved alle sammen, hvad rødt tidligere stod for...«, som en af spillerne, Radek Dvorak, forleden udtalte.
Lidt længere nede i spalten gik glansen dog lidt af hans politiske forklaringsmodel:
»Vi er nogle flotte, solbrune fyre. Hvid klæder os bedst. De fleste fyre føler sig godt tilpas i hvidt tøj.«
Politik eller pigmentering. Jeg hepper på de hvide. Og håber at tjekkerne giver deres kommende modstandere nogle baaaank.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her