Ny film
Med populære helte som Beck og Hamilton har svensk film en lang tradition inden for politihistorier og thrillere. Kjell Sundvall har stået bag flere Beck-filmatiseringer og slog med Jægerne i 1996 fast, at man ikke behøver amerikanske storbudgetter for at lave begavet svensk spænding.
Med Den sidste kontrakt (1998) bevægede han sig over i de storpolitiske konspirationer om mordet på Oluf Palme. Siden har han lavet både komedier og kærlighedsfilm, men er nu tilbage på spændingssporet med den stort anlagte actionthriller Truslen.
Den fortæller som Jægerne en historie fra den svenske ødemark, men hvor Jægerne satte karaktererne og hverdagshistorierne i centrum, satser Sundvall denne gang på cinemascope-action af mere James Bondske dimensioner.
Genresikre klicheer
Vi er på en flyvebase i Norbotten, som skal afvikle en storstilet demonstration af de svenske prestige-kampfly JAS Gripen for det amerikanske militær. Det må helt enkelt ikke gå galt, men da programmøren Lasse (Shanti Roney) bliver afpresset af skruppelløse eurotrash-lejesvende, begynder sikkerheden at skride. Terroristen Jacec (Dejan Cukic) tvinger Lasse til at vælge mellem sin familie og nationens sikkerhed.
Lasse forsøger at tilgodese begge dele, men det er ikke nogen nem sag, og snart har han både terrorister og den sammenbidte sikkerhedsmajor Haglund (Stefan Sauk) efter sig, indtil det ikke overraskende lykkes at bekæmpe det onde og få de nationaløkonomiskt vigtige fly i luften. Truslen signalerer fra første færd, at den vil satse på klicheerne for at få sin historie i havn.
Vi bliver syltet ind i thrillermusik og får en ramme, hvor Lasse fortæller os i salen om vores alle sammens angst for at miste. Så går det ellers løs med lækre fly i luften, og Sundvall og hans 2nd og 3rd unit-filmhold har fået de luftbårne sekvenser til at se godt ud, ligesom der senere er god fart og overbevisende stunts over en lang snescooter-jagt over de åbne vidder. Noget af den energi kunne med fordel være kanaliseret over i den tandløse historie, hvor man savner kød på både karakterer og plot. Maria Bonnevie har som Lasses kone en uudholdelig offerrolle, som hun intet kan stille op med.
Parrets søn er også blot en brik i spillet, ikke mindst når der skal bruges suspense omkring den altid foruroligende kombination af små børn og skydevåben.
Manuskriptet bruger mest krudt på at lade Lasse og major Haglund spejle hinanden, da den hårdkogte Haglund har mistet sin familie under sit virke som professionel soldat, mens Lasse stadig kan redde livet på hjemmefronten, hvis de to i fællesskab kan ordne paragrafferne udenom hele systemet. Den måde, de gang på gang smertefrit kan bevæge sig rundt på de mest hemmelige områder, når historien har brug for det, virker usandsynlig i forhold til sikkerheden omkring forsvarshemmeligheder af højeste rang.
Halvdansk skurk
Den håndværkssikre Sundvall formår dog at skøjte hurtigt hen over de fleste urimeligheder, når han skal videre i den elementære spænding.
Som dansker har man det på skurkesiden svært med Dejan Cukic og hans dansk-engelske accent. Til sidst får han lov til at slå over i rent dansk, da vi skal høre den tragiske familiehistorie, der har gjort ham til den, han er. Så er accenten i det mindste forklaret, men ikke hans status som international storterrorist.
Han fungerede betydeligt bedre på et mere underspillet plan i tv-serien Den serbiske dansker.
Sundvall synes nu med Truslen som visitkort at have kurs mod engelsksprogede storfilm.
Han serverer da også overbevisende mange effekter for pengene, ikke mindst fordi de flotte fly er svensk films hidtil største produktplacering. Hvilket ikke ændrer på den kendsgerning, at man følte den mere beskedne Jægerne som en betydelig mere seværdig og spændende film.
*Truslen. Instruktion: Kjell Sundvall. Manuskript: Karin Altvegen, Stefan Sauk og Ken Lindberg. Svensk (Grand)
