Norge forøger bistand
Norge vil i løbet af »kort tid« øge sin u-landsbistand, så den når op på en pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) mod 0,94 pct. i dag.
Det meddelte statsminister Kjell Magne Bondevik, da han i fredags fremlagde en strategi for norsk u-landsbistand, Fælles kamp mod fattigdom. Det var første gang i otte år, at der blev præsenteret en samlet u-landspolitisk plan i Stortinget. Bondevik oplyste, at regeringen i år vil afsætte hen ved en milliard kroner ekstra til bistand.
Den forrige danske regering fastholdt i en årrække bistanden på den ene pct. af BNI, som Norge nu stræber efter. Under VK-regeringen er bistanden skåret ned, så den nu udgør 0,83 pct. af BNI.
nwww.norad.no
Ny formand for MS
Styrelsen for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har enstemmigt valgt 49-årige Søren Hougaard til ny formand. Han har en meget bred og langvarig erfaring med til formandsjobbet. Han har arbejdet professionelt med bistandsarbejde siden 1987 og sammenlagt boet og arbejdet 10 år i u-landene. I dag er han leder af SIDs internationale udviklingsarbejde.
Søren Hougaard afløser på formandsposten Bent Nikolajsen.
Den 30-årige Pernille Neergaard blev valgt som næstformand. Pernille Neergaard er ansat som kampagneleder i Operation Dagsværk og har siddet i Mellemfolkeligt Samvirkes styrelse siden 2002.
nwww.ms.dk