Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

24. maj 2004


Et ikon for trodsalderen
*Den purunge rock-tøs Avril Lavigne nåede overraskende bredt ud med sin debut, Let’s Go (2002), i det hun via en mut og usmilende fremtoning, drengepige-adfærd, trendy skaterpunk-stil og ligefremme Rasmine-modsat-sange om nogle af de ting, der hidrører tilværelsen inden for pubertetens hormonforstyrrede højovne, fremstod som trodsealderens besynger per excellence. At hendes musik ikke kunne svinge sig op til mere end velproduceret, hårdtslående rock’n’roll skal ikke overskygge det faktum, at hendes hits samt tilhørende videoer ramte sit kernepublikum mellem såvel øjne som ben, og hun blev lynhurtigt ikon for enhver skolegårds misfits og umuliusser, der som bekendt gerne går til yderligheder for at sløre, hvorvidt de er drenge eller piger.
Og selvom musikken på hendes anden cd, Under My Skin, fortsat i stor stil benytter sig af kendte skabeloner og gennemtestede stilgreb, brænder hun som sanger og sangskriver ind i mellem stadig så oprigtigt vredt, trodsigt og fornærmet igennem, at man ikke kan andet end holde bare en lille smule af hende. Samtidig med at hun lyder lige så påståeligt irriterende som enhver anden teenager, hvis radar man er så uheldig at blive indfanget af. Eftersom hun på intet niveau foregiver at henvende sig til andre end sine jævnaldrende og ligesindede, tør vi derfor med sindsro bede hende skride ind på sit værelse med ordene: »Der kan du så blive inde, til du har lært at skrive nogle bedre sange. Eller vil du hellere ende som Joan Jett, din næbbede unge!?«lyn

Avril Lavigne: Under My Skin (Arista/RCA/BMG)
www.avril-lavigne.com. Udkommer i dag

Miskmask fra dance-pioner
*Felix Da Housecat er dance-pioner med rødder tilbage til midtfirserne og en præsentabel repræsentant for tidens grasserende bølge af, hvad nogle kalder electroclash, et miskmask af alt mellem himmel og jord – rock, funk, pop, electronica – med en særlig forkærlighed for den technopop, der styrede i perioden 1980 – ’85. Hvert et nummer på Devin Dazzle & The Neon Fever minder én om et eller andet fra den tid – Kraftwerk, Depeche Mode, O.M.D., Human League, Grace Jones, Visage, og hvad de europæiske synth-pionerer nu hed, rinder uafbrudt én i hu under afspilningen af dette sprælske monster, der burde kunne sætte ild til selv det dødeste dansegulv.
Der er hammer på fra første skæring, de tunge beats tonser derudaf, suppleret med metaltunge guitarer og funky baslinjer. I de myldrende og forskelligartede mix glider mere eller mindre forrevne og desorientere(n)de vokaler ind og ud af lydbilledet. Der er smæk for skillingen og gang i koteletten, omend musikken kan virke lidt malplaceret i ens stue en torsdag formiddag, thi her er dømt ’after midnight’, kulørte drinks, sjove piller og nypudsede dansesko. En åbenlys reminder om populærmusikkens cirkulære karakter – i modsætning til en lineært fremadskridende udvikling – bliver begavede sørøvere som Felix ved med at vende tilbage til den moderne dansemusiks kilder og presser i processen citronen til det yderste. Med heftige og uimodståelige resultater. Heldigvis da. lyn

Felix Da Housecat: Devin Dazzle & The Neon Fever (Emperor Norton/VME) www.emperornorton.com. Udkommer i dag

Kunsten at skrive enkle sange
*Der er mange om buddet inden for singer-songwriter genren i disse tider. Hver en følsom sjæl på hvert et givet kontinent griber en akustisk guitar og åbner næbbet for at omsætte sin kvide til sang. Og meget af det er næsten ikke til at holde ud, grundet genrens iboende selvhøjtidelighed og en lidt for rigelig egocentricitet, forklædt som følsomhed. Nuvel, hvorfor skiller lige præcis Josh Ritter sig ud fra rosset? Svært at sige – det er lige efter bogen sangskrivning, en tør og minimalistisk produktion med den akustiske guitar oppe i front af lydbilledet og Josh Ritters behageligt velmodulerede og tilbagelænede stemme i absolut centrum. Han gør ikke meget væsen af sig og intet kunne ligge ham fjernere end at kaste sig ud i nytænkning.
Ikke desto mindre er hans Hello Starling et lille under af akustisk guitarpop, hvor den ene stilfærdigt brillante sang afløser den anden i en stemning af nærhed, intimitet og gamle ildelugtende cowboystøvler. Det er renfærdig folk-tintet musik fra før verden gik af lave – hvilket vist nok skete engang i yngre stenalder! – som skabt til at leve op og ned ad i en periode af ens liv, mens det konsekvent og befriende undlader at give andre svar end dem, der blafrer i blæsten. Det er et kunststykke at skrive så enkle og ligefremme sange uden at lyde som et hold tussegamle travere, men det er altså lige hvad Josh Ritter gør. Stærkt.lyn

Josh Ritter: Hello Starling (Setanta/Kick Music)
www.joshritter.com
Josh Ritter spiller Lille Vega, Kbh., fredag den 28.5.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her