Læsetid: 4 min.

Hvad koster et oprigtigt kys?

Når Lomborg gør miljøet op i penge, bruger han sprogets metaforer til at fordreje vore hjerner med. Det er ikke ulovligt. Det er bare ren – eller måske i virkeligheden møgbeskidt – retorik
28. maj 2004

Litteratur
Har du tanket din mobiltelefon op for nylig? Det kan man jo gøre i en håndevending. Der er tank-selv snart sagt alle vegne. Man kan hælde sekunder på kalorius over nettet, hvis man da ikke henter minutter nede i 7Eleven.
Eller lad mig spørge på en anden måde: Hvor meget koster det egentlig at tale i walkie-talkie, hva, Rubber Duck? Svaret kender de fleste. Ikke en rød reje. Kommunikation gennem den friske luft er nemlig gratis. Sniksnak gennem luft koster ikke noget. Luft er jo bare.
Så hvad er lige forskellen på en walkie-talkie og en mobiltelefon. Er der nogen? Nej vel. Når man har betalt det afgørende udstyr – to mobiltelefoner og en mast (eller bare to walkie’er) – så er der ikke meget mere at komme efter. Jo, jo, lidt software og lidt udvikling og lidt etablering. Men ellers er der ikke.
Og er der én ting, der da slet ikke er, så er det minutter eller taletid. At der skulle være et forhold imellem tiden, hvori man taler – den taletid, vi kender fra f.eks. taletidskort, altså den samme, som den, man får gratis oven i, når man køber denne eller hin mobilos til en krone – og så et forbrug er, for nu at sige det lige ud, helt hen i vejret.
Men hvad så, for resten, med den gamle damptelefon? Hvorfor koster det mere at ringe til Jylland end til Taastrup? Hvorfor koster det mere at sladre i fire og en halv time med Birthe, end det gør at sige: »Fuglen er fløjet!« til hr. Andersen og så smække røret på? Svaret er det samme som med mobilos. Når kobberledningerne er rullet ud, så er resten af minut-forbruget rent metaforisk.
Nu vil TDC og Sonofon og alle de andre telefonselskaber sikkert overfalde mig med en masse argumenter om, at der skam er mange udgifter. Fint nok. Men hvorfor er det så i løbet af få år blevet standard med fastpriser på Internettet? Det er jo det præcis den samme teknologi. Hvorfor betaler man de fleste steder fax per side – og ikke per sekund?
Sagen er, at man kan komme langt med udspekuleret retorik. En idé om en tank med benzin i, den kender vi alle sammen fra bilens univers. Vi kender den som prototypisk forbrug. Container-metaforer er nemlig et af hjernens råstoffer. Rummelighed er for et menneske lig med væren, og altså med værdi.
»Moaaaar, vi er løbet tør for Pif Paf Puf,« skreg jeg som barn, når papæsken var raslende tom. Løbet tør? De er tørre! De skal være tørre. Smattet-våde Pif Paf Puf er jo tabu! Men når tanken er tom, så er man løbet tør. Og derfor står vi alle sammen inde i på Hovedbanen og skriger: »Ja, den er mægtig, Tom, men jeg er altså lige ved at løbe tør for batteri, så jeg ringer senere.«
Fordi strømmen siler ud af telefonen? Står den ud af vidunderet i kaskader? Drypper den? Er elektricitet en væske. Næ. Og så forskellige fænomener som taletid, Pif Paf Puf og svagstrøm har naturligvis forskellige forløb, når de forsvinder. Taletiden er en afgrænset tilladelse, der udløber, det vil sige – begrænses af en autoritet, der blokerer for videre anvendelse: Nu må du ikke tale mere. Fordi jeg siger det. Pif Paf Puf er brugt op, når man har nået bunden af æsken. Strømmen fra batteriet bliver svagere og svagere, fader ud, indtil den ikke længere er tilstrækkelig til drift. I alle tre tilfælde, måler vi et forbrug med en metafor, fordi forbruget i sig selv er uforståeligt, hvis vi ikke projicerer dets ubegribelighed hen på noget begribeligt, noget håndgribeligt. Noget, vi kan fatte.

Engang talte jeg med en forsikringsagent, som forklarede mig, at man faktisk godt kan forsikre noget uerstatteligt.
»Men hvad så, hvis man ødelægger det? Hvad skal det så erstattes med?« spurgte jeg.
»Med noget tilsvarende,« svarede han. »Det vil sige, med noget andet uerstatteligt.« Logisk nok.
Men hvad så, hvis der ikke er noget, der er uerstatteligt nok til at erstatte det uerstattelige, man lige har mistet. Hvis man nu f.eks. mister sin unikke mor, kan hun så erstattes af en lige så unik svigermor? Nej, det er ikke det samme. Det er ikke dén samme mor.
Det skrev filosoffen Peter Kemp i 1991 en bog om – Det uerstattelige, og den handlede om det sandt humanistiske – at et menneske faktisk er defineret ved sin uerstattelighed. Og derfor er etikken – indsatsen for at forlænge dette uerstattelige menneskes liv for enhver pris – så afgørende.
Samme definitive uerstattelighed finder man i naturen. Naturen er ikke bare unik og uerstattelig. Den har en uerstattelighed, der ikke kan sidestilles med noget andet. Man kan ikke f.eks. få Gud (som også er uerstattelig) i stedet for Solen, himlen, den friske luft. Naturen kan ikke erstattes. Intet ville være det samme. Den skal bevares for enhver pris.
Det er det faktum, Bjørn Lomborg og hans Copenhagen Consensus fordrejer totalt med en retorisk raffineret idé om, at miljøet pludselig kan købes for penge – eller sælges for penge. Lomborg lægger en lineal ned på det rene drikkevand for at måle det. Han optæller hvalernes smukke sange. Han tager temperaturen på eskimoernes hvide smil.
Han kunne lige så godt insistere på, at kærligheden kan købes for penge. Eller sælges for penge. Det kan den sådan set også godt. Men så kalder vi det ikke længere kærlighed, så kalder vi det prostitution. Og det er noget helt andet – som ikke kan erstatte den ægte, uerstattelige vare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her