Læsetid 12 min.

’Kostskoler udvikler sociale krøblinge’

Forfatteren Jan Guillou er ikke overrasket over, at nogle elever på moderne kostskoler er traumatiserede. Alle kostskoler udvikler en social rangordning, der skaber arrogance og gør ydmygelse til et acceptabelt disciplineringsværktøj. Eneste vej ud er at afskaffe den såkaldte kammeratopdragelse
29. maj 2004

Kom herop. Stil dig her. Bøj hovedet. Nej, længere ned. Længere ned, sagde jeg. Sådan der, ja. Og så: Dask! – Jan Guillou slår med et påtaget hånligt blik en imaginær kniv gennem luften. Han beskriver det, der var hverdag på kostskolen Solbacka i begyndelsen af 50’ernes Sverige. Elever blev kaldt op for enden af bordet, og fik et slag i hovedet med et knivskæfte, fordi de havde brudt bordskikken, fordi de havde bandet eller bare fordi.
Slaget blev tildelt af en elev, der blot var to-tre år ældre. Ydmygelsen kombineret med volden var det værste ved Solbacka, og det er de oplevelser, Jan Guillou har beskrevet i sin roman Ondskaben. Den er blevet filmatiseret og har netop haft premiere herhjemme. En premiere, der har haft konsekvenser.
Den 28-årige tidligere kostskoleelev Kasper Hansen gik ind for at se filmen, men kunne ikke klare mere end 20 minutter. Måtte forlade biografen og gik direkte hjem og skrev om sine egne oplevelser på Herlufsholm Skole for kun 12 år siden. Hans beskrivelser af sin skoletid kunne læses i Information 14. maj.
Siden da er Jan Guillou blevet taget som gidsel af begge parter. Han var Kasper Hansens katalysator – og Herlufsholms Klaus Eusebius Jakobsen bad sine lærere læse Ondskaben, da han blev ansat som rektor. Det holder han ud som et bevis for sin indsats for at forbedre skolen.
I sin lejlighed i Stockholm fortæller Jan Guillou om de oplevelser og erfaringer med kostskolelivet, der gør Ondskaben evigt aktuel. Han kender ikke Herlufsholm, men gidseltagningen har han det godt med, for det er vigtigt, at debatten kommer i gang, og at nogen fortæller om kostskoleminderne, også selv om de er ubehagelige at høre.
Jan Guillou er på ingen måde overrasket over, at mobning sat i system og kammeratopdragelse har fundet sted på en kostskole i så nær fortid:
»Alle kostskoler bliver mere eller mindre på den her måde. Der fandtes kun en forskel på Solbacka og andre kostskoler, og det var den hårdere satsning på fysisk vold og stærkere forestilling om den fysiske krafts betydning for kommende lederskaber. Ellers var de meget ens,« siger han.
Volden var til stede i en eller anden udstrækning på alle kostskoler, men da skolerne i 70’erne begyndte at tage piger ind, blev voldsregimet undermineret.
»Volden kan ikke anvendes mod og bliver ikke modtaget på samme måde af pigerne, derfor reduceres volden, men ikke det sociale hierarki og ikke mobningen. Og ikke den specielle livsstil som man udvikler på en sådan skole,« siger Jan Guillou.
Overlegenheden er uundgåelig. Kostskole er dyr og derfor forbeholdt overklassen og dem, der ville ønske, de tilhørte den. Det er en begrænset social kreds, der havner der, og det skaber et udpræget hierarki allerede fra starten.
»Børnene kommer dels til at betragte sig selv som finere end andre og dels til at være meget forsigtige med at sige, hvilken skole de kommer fra. De genkender altid hinanden, men de er velvidende om, at de ikke er almindelige studerende,« siger Jan Guillou og fortæller, at det kun giver prestige inden for deres egen sociale kreds at sige, at de kommer fra en kostskole. Andre betragter dem med mistænksomhed, fordi kostskoler opfattes som et skjul for overklassen.
Rektor på Herlufsholm Kostskole, Klaus Eusebius Jakobsen, har sagt til Information, at han er opmærksom på, at kostskolens risiko altid er, at børnene udvikler en arrogance. Det kan Jan Guillou genkende.
Kostskolens prestige inden for den sociale kreds er indprentet i familiens selvforståelse:
»Allerede i toget mod skolen begynder børnene at forulempe togkonduktøren. De vil tiltale og behandle ham som tjenestefolk,« siger han.

En skole, der består af ærefrygtindgydende bygninger. Traditioner, der med stolthed opretholdes. Historier og legender, der skræmmer og imponerer. Altsammen noget, der skaber en fornemmelse af et tilhørsforhold til noget helt særligt. Den forestilling følger børnene hele livet, og når de ikke længere møder hinanden i det sagnomspundne kostskoleområde eller kan kende hinanden på skolens farver og emblemer, så har de en anden måde at genkende hinanden på.
»Mange skoler udvikler en speciel dialekt. For eksempel på en overklasseskole i Göteborg taler man en blanding af Göteborg-dialekt og engelsk. Og sådan taler Volvo-chefen Per Gyllenhammer,« fortæller Jan Guillou.
Alle overklasseskoler udvikler i følge Jan Guillou en speciel social- og rangorden, og kan man indpasse sig det, kan man muligvis gå igennem en sådan skole uden problemer. Men når man forlader skolen og kommer ud i samfundet, kan det give helt andre problemer:
»De problemer, man får bliver af social karakter. Man får svært ved at fungere i sammenhæng med almindelige mennesker. Derfor har man en tendens til at blive i den samme sociale kreds, og uden for den bliver man betragtet som en lille smule mærkelig,« siger han.
Men allerede dengang, Jan Guillou gik på Solbacka, var der nuancer. Alle kostskoler er til for overklassen, konstaterer han. Men der er forskelle i stilen:
»Den jeg gik på var den fysisk mest brutale. Vi betragtede andre kostskoler som lavere. Lidt blødere personer. Hvorimod vi var de stærke. Vi kunne tåle tæsk.«
Jan Guillou blev sendt på Solbacka som 15-årig. Han håbede Solbacka kunne blive hans vej ud af volden.
Gennem hele sin barndom havde hvert middagsmåltid gået med at tænke på, hvilket våben hans far mon ville bruge mod ham i dag. 35 slag med klædebørsten mod sin bare ryg kunne han sagtens klare uden at græde. Det var værre med birkeris. Og allerværst var hundepisken.
Volden havde forhærdet ham. Smerte var ikke længere noget, han følte. Alt det håbede han at slippe væk fra. Det gjorde han ikke.
Solbacka var baseret på kammeratopdragelse, og volden var sat i system. De ældste elever styrede de yngre ved at true dem med tæsk i ’Firkanten’ – en forhøjning på skolen, hvor to elever tog sig af afstraffelsen, indtil den gennembankede elev måtte bede om nåde og krybe ud.
Voldsregimet på Solbacka fik Jan Guillou til at vie sit liv til at få skolen lukket. I et studiejob på et mandeblad skrev han en række artikler om skolen. Sagen endte i rigsdagen. Kostskolen måtte lukke.
Kasper Hansens oplevelser på Herlufsholm var af betydeligt mindre brutal karakter end Jan Guillous. Men kammeratopdragelse var også opdragelsesmetoden på Herlufsholm for 12 år siden.
De ældste elever skulle holde ro og orden blandt de yngre, og det skete ofte ved ydmygelse, og den magt blev udnyttet. »Mobning ophøjet til pædagogisk princip,« kaldte Kasper Hansen det her i avisen. Sådan var det, og ingen af børnene protesterede.
Protester var der heller ingen af på Solbacka:
»Mange af de her børn kommer på kostskole som 11-12 årige og så gælder det om at indordne sig. I børns fællesskab gælder det om ikke at afvige for meget. Gør man det, bliver man mobbet. Og så accepterer man altså forholdene uden at stille spørgsmål,« siger Jan Guillou.
I Ondskaben har Jan Guillou forsøgt at skildre en begyndende modstandsbevægelse mod et fornedrende og udemokratisk system. Et oprør, der blev vanskeliggjort af, at eleverne vidste, at en dag ville det blive deres tur til at nyde godt af de privelegier, der var forbeholdt de ældste elever på skolen. Retten til det bedste elevhjem, til at uddele strafarbejde, til at kræve tjenester og til at uddele slag, det var ulovligt at forsvare sig imod.
»Det er en af de vigtigste grunde til at man accepterer et sådan undertrykkelsessystem. Man ved, at man selv får revanche, når man bliver ældre« siger Jan Guillou.
Han modsatte sig de ydmygende slag og tjenester og forsøgte at få andre til at gøre det samme:
»Det udløste jo en politisk krise, at jeg modsatte mig. Alle kunne se logikken i, at hvis det var en katastrofe, at én gjorde det – så ville fem personer betyde systemets endeligt. Men modargumentet var: Jamen, så bliver det jo ikke vores tur,« siger Jan Guillou.
Så man bider det i sig. Det er altid de svageste, det går ud over, og det indebærer, at de, der blev underkuet, mishandlet og mobbet, da de var yngst, bliver de værste mobbere, når de selv får lov. Hævnen er inden for rækkevidde, selvom deres plageånder ikke længere er det. De har forlængst forladt skolen.
Sådan forsætter det undertrykkende system i en uendelig selvforstærkende cirkel.

Børns umiddelbare accept af autoriteter og den grotesk formildende omstændighed, at man selv får lov, når man bliver ældre, gør i følge Jan Guillou, at reaktionen mod skolen ofte først kommer, når man har forladt den:
»Andre mennesker går igennem livet på mange forskellige skoler uden at fundere videre over det. Men det her er en så ekstrem skoleform, at man aldrig glemmer det. Minderne er for altid til stede i bevidstheden.«
Minder, Jan Guillou selv talte om, så snart han havde fået et par glas vin sammen med vennerne: »Det er spændende at høre på i 20 minutter, men i to timer?« spørger han.
På et tidspunkt besluttede han sig for at skrive om sine oplevelser og det resulterede i romanen Ondskaben, der nu er den næstmest læste bog i Sverige.
Bogens udbredelse og Jan Guillous kendte ansigt gør, at han ofte bliver tiltalt på gaden af gamle Solbackaelever. Reaktionerne deler sig to, fortæller han.
Den ene gruppe takker ham for at have skildret det, der ville være umuligt at fortælle om til andre, hvis ikke han havde sat ord på det først. Den anden gruppe siger: Jeg må sige, det her er ikke min oplevelse. Sådan var det ikke. Jo, firkanten fandtes, men det var ikke så forfærdeligt. Og ganske vidst blev nogle sendt til Katrineholm for at blive syet, men det var ikke så ofte, forklarer Jan Guillou.
Han fortæller, at han selv er kommet til den konklusion at begge grupper på et eller andet plan taler sandt. Og har denne forklaring på det:
»Man er så ung, nårman begynder i systemet, og så står man over for to muligheder: Enten at blive undertrykker eller undertrykt,« siger han.
Hvis man har tilhørt den gruppe, der undertrykte, så skammer man sig måske og vil helst ikke huske det, og hvis man var en af de plagede, så husker man det også med ubehag.
»Og så har man en 13-årig datter, der lige har fået ny læsebog i svensk og spørger: ’Far, du har jo gået på Solbacka. Var det sådan her?’«
»Svarer man ja, placerer man sig automatisk i en af de to grupper. For der eksisterer ikke en tredje,« siger Jan Guillou. Overfor sig selv og sin datter skal man altså fremstille sig selv enten som en brutal mobber eller en plaget lille dreng, så man svarer sin datter og fortæller i øvrigt også sig selv: Nej, sådan var det ikke. Det der er en overdrivelse, forklarer Jan Guillou.
Der var nogle, der flygtede fra Solbacka, der var nogle, der begik selvmord, men det var en lille minoritet. De fleste fandt en måde at tilpasse sig på og gik igennem det brutale system og kom ud på den anden side.
Men igen deler de sig ind i to grupper. Den ene er fyldt med kuede og knækkede skæbner med evigt skadet selvtillid. Den anden med arrogante sociale krøblinge:
»De går ud i samfundet med forestillingen: Jeg er en hårdere mand, jeg kan slå andre mennesker og jeg kan selv tåle tæsk. Ansæt mig for fanden,« siger Jan Guillou og forsætter:
»I et normalt samfund anser man jo en sådan mand for at være tosset.«

Solbacka var stedet, hvor Sveriges kommende ledere blev udklækket. Det fortalte eleverne hinanden, og det fik de at vide af deres forældre. Ude i samfundet ville de møde hinanden i regeringsbygninger, ved Højesteret og i industriens bestyrelseslokaler.
»Men det skete ikke. Det er en skole, som praktisk talt ingen social succes har skabt,« siger Jan Guillou.
De som stadig er rige og selv har sendt deres børn på kostskole, var dem, der slet ikke behøvede gå i skole:
»Min klassekammerat Baron Falkenberg sagde: ’Hvorfor fanden skal jeg interessere mig for matematik? Jeg er faktisk arving til et slot. Det eneste, jeg skal lave resten af livet, er at jage og gøre kvinder gravide.’ Og så vidt jeg har forstået, er det, hvad han har syslet med. Med betydelig iver og interesse,« griner Jan Guillou. De, der ikke havde et slot at vende hjem til er blevet mislykkede mennesker.
Antidemokratiske og til tider fascistiske idelaer skaber sociale krøblinge, fortæller Jan Guillou.
Idealet på Solbacka var kammeratopdragelsen. Lærerne vendte ryggen til, fordi sådan var det. Traditionen påbød lærerne at overlade opdragelsen til pubertære drenge.
I en scene i filmen Ondskab rejser Jan Guillous alias Erik Ponti sig og konfronterer den værste af fjerdeårseleverne.
Han provokerer ham til at slå sig. Fjerdeårseleven slår med knytnæven mod Eriks ansigt. Han bliver stående. Han slår igen og igen. Men Erik bliver. Han beskytter ikke sit ansigt, krymper ikke sammen. Han bliver bare stående. Det får fjerdeårselevens aggression til at accellerere og i en blanding af raseri og gråd smadrer han Eriks ansigt. I filmen reagerer rektor, da en råber stop.
I virkeligheden reagerede han først, da der sprøjtede blod i hans mad.
Men Jan Guillou er ikke vred på lærerne. Ligesom de andre børn accepterede han, at sådan var det bare. Den dag i dag undskylder han lærernes opførsel med, at de sikkert ikke kunne gøre noget. Det var en del af deres ansættelsesaftale, at arbejdsfordelingen var, at kammeraterne disciplinerede, og lærerne underviste.
Men Jan Guillou var ikke modtagelig for det system:
»Jeg var fuldstændig upåvirket af fysisk smerte. Sammenlignet med, hvad jeg havde oplevet med min far, var Solbacka ferie,« fortæller Jan Guillou.
Han opsøgte smerten for at illustrere voldssystemets fallit og hans provokation udløste en krisesituation.
»Problemet med mig var jo bare, at jeg drev det her system så langt ind i det absurde, at den holdning var en umulighed. Det er svært at ignorere og lade være med at blande sig i situationen, når der sprøjter blod i maden. Det er ikke noget almindeligt problem,« siger Jan Guillou og griner, mens han ryster på hovedet af den groteske virkelighed, der var hans som 15-årig.

Kammeratopdragelsen bør afskaffes, mener Jan Guillou. Lige meget, hvor begrænset magten er, giver det grobund for at mobning og udnyttelse bliver legitim.
»Det eneste, der er at gøre er at tage magten fra præfekterne. Fjern den interne politistyrke, og så har man med et enkelt pennestrøg forandret forudsætningerne for gruppen,« siger han med den kendte gennemslagskraft.
På Herlufsholm anvender man stadig præfekter. Den sidste rest, der er tilbage af kammeratopdragelsen, som rektor Klaus Eusebius Jakobsen siden sin ansættelse ihærdigt har forsøgt at udfase. Men han møder modstand. Kostskolerne gemmer sig i de store bygninger langt inde i naturrige omgivelser. Et mikrokosmos, der bliver beskyttet af børn og forældre:
»Der findes et socialt fællesskab i kredsen af kostskoleromantikere. Alle er enige om, at det er finere end alt andet, og så gælder det om at bevare det. Det vil sige holde pressen væk og forholde sig loyalt til skolens grundværdier ligegyldigt, hvor absurde de er. Det er derfor, de skandaler, der kommer frem i pressen, ofte forsvinder meget hurtigt igen. Ingen ønsker at udtale sig. Ingen ønsker at skade skolen,« siger Jan Guillou.
De gamle Solbackaelever, der takker Jan Guillou for at have fortalt historien, gør det, fordi han også har fortalt historien for dem. »Det er vigtigt, at der er nogen, der sætter ord på de her oplevelser, som forkrøbler mennesker resten af livet. Selvom det er ubehageligt for skolen og gamle elever, der bliver nødt til at forholde sig til deres fortid, så er der mennesker, der har brug for, at det bliver fortalt. Og vi kan ikke alle blive forfattere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer