Læsetid: 3 min.

Krigens væsen og uvæsen

Forskere i studier af krig, vold og folkemord mødtes til konference i Manchester for at sammenligne forskning i konflikter verden over
12. maj 2004

For ganske nyligt afholdt Manchester University en storstilet international konference under titlen »War, Culture and Humanity«. En lang række internationale forskere inden for studier af krig, vold, folkemord og det, der blev kaldt ’aftermaths’, altså forskningen i forskellige efterkrigsemner såsom anerkendelsen af ofre, genopbygning af samfundet, strafforfølgelse af bødler og andre krigsforbryderne og historieskrivningens rolle i fredsbestræbelser, repræsenterede forskning i en lang række forskellige konflikter i ligeså forskellige perioder. Det var således det sammenlignende perspektiv, der blev fokuseret på, hvilket var en rigtig god ide.
Der var rigtigt gode foredrag om så varierede emner som sydafrikanske koncentrationslejrfanger, René Cassin og menneskerettighederne, ofrene for fascismen under den spanske borgerkrig, palæstinensiske kvinder under intifadaen og jødiske partisaner i Østeuropa under Anden Verdenskrig. Det oplagte, men alligevel slående i lyset af geografiske og tidsmæssige forskydninger, er de store kategoriske og begrebslige ligheder mellem de forskellige offer og bøddelroller og den måde, de enkelte konflikter bliver ideologisk opbygget på.
Professor Jay Winter fra Yale gjorde René Cassin til eksemplet på en stærk karakter, der formåede at opretholde et positivt utopia om lige rettigheder for alle mennesker. Et utopia (menneskerettighederne), som han faktisk udviklede under de værste omstændigheder.

Folkemordets politik
En af hovedtalerne var Jacques Semelin fra Centre d’Etudes et de Recherches Internationales i Paris. Semelin rejste en kontroversiel men nødvendig diskussion om, hvorvidt man bør forbinde forskningen i folkedrab med jura og retrospektiv retfærdighed for ofrene. Ikke på den måde at ofrene ikke skal have deres lidelser frem i lyset gennem forskning, men på den måde at juraens og retfærdighedens definition af folkedrab ikke umiddelbart bør accepteres af forskerne, fordi disse definitioner er direkte politiske, og der kæmpes om dem. Semelins forslag gik i retning af det typologiske, det vil sige at begynde med den enkleste kategori for eksempel drab eller massakre og derefter identificere yderligere aspekter ved massakren, indtil det er muligt at sige noget generelt om den enkelte massakre/voldshandling for eksempel i sammenligning med andre massakrer. For Semelin er folkemord ikke en a priori kategori, hvorimod drabet/massakren er.
Semelin rettede dermed en indirekte kritik af folkemordsstudier og deres begrebsapparat, som går på, at de er juridisk og politisk bundne, og på at de ofte arbejder for retrospektiv legitimering af ofrenes status som ofre samt ofrenes kollektive identitet (begge dele af sammensætningen ’folke og mord’).
Michael Berkowitz fra University College London talte om de jødiske partisaner under Anden Verdenskrig i Østeuropa, som tog kampen op mod nazisterne ved at blive ligesom dem. Internalisering af nazistiske stereotyper som militarisme, voldelighed og stereotyp maskulinitet fungerede ifølge Berkowitz som den ultimative afvisning af nazismen, hvilket han blandt andet forsøgte at dokumentere med et uhyre spændende fotomateriale af partisanernes selviscenesættelser. Berkowitz’ antagelse er problematisk, og han havde klart ikke overvejet Marek Edelmans, en af de legendariske ledere fra Warshawa ghettoens oprør, begrundelse for at bruge vold, som var den simple, at det syntes som den mest ærefulde måde at dø på i omverdenens øjne (altså ikke nødvendigvis i egne øjne).

Partisaner
Der var også andre partisaner til stede i Manchester, som til tider forhindrede konstruktiv debat, nemlig anti-imperialistiske partisaner. Disse partisaner angreb systematisk forskere, som ville rejse kritiske og teoretiske spørgsmål om offer og bøddelroller og hele ’victimologien’, og insinuerede groteske ting, som at denne kritik i sig selv var i kollaboration med imperialismen og med til at undertrykke Den Tredje Verden og så videre. Det er åbenbart stadig lidt fy-fy at forske i den vold, som Den Tredje Verdens såkaldte befrielsesbevægelser udøvede i deres befrielseskampe mod både europæere og ’egne’. En vold som stadig forkramper mange samfund i Asien, Mellemøsten og Afrika.
Overordnet kastede konferencen i Manchester lys over masser af detaljer ved krigens (u)væsen, som politiske krigsmagere kunne have godt af at tænke over. Man kan med fordel holde øje med tidsskriftet European Review of History (Routledge), som bringer en del af foredragene som artikler inden for en overskuelig fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu