Læsetid: 9 min.

Det kriminelle Information og den europæiske borgerkrig

Ved Inge Primstad-prisens overrækkelse
5. maj 2004

Pristale

Grundet private omstændigheder finder overrækkelsen af den fornemme pris i år ikke sted, som den plejer på Informations fødselsdag den 4.-5. maj. Vores legale (lovlige) fødselsdag vel at mærke. Som muligvis og i hvert fald forhåbentlig bekendt, grundlage Børge Outze allerede bladet omkring den 20. august 1943 som en slags pressebureau for modstandskampen mod tyskernes besættelse af Danmark. Da denne kamp var kriminaliseret (med et fremmedord: illegaliseret) af de folke- og flertalsvalgte danske politikere som følge af deres samarbejde med det nazistiske Tyskland, er Information i mere end det første halvandet år af sin eksistens altså – forbryderisk. Kriminel. Et ritzau-telegram fra forleden (24. april) sætter præcis den kendsgerning i et særligt relief, som bør fremhæves i dagens, prisuddelingens og fødselsdagens anledning. I form af en citat-mosaik.
Telegrammet lyder i sin helhed:
»Fogh og Per Stig uenige om besættelsen. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) melder sig nu blandt kritikerne af statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalelser den 19. august sidste år, da han som den første statsminister i efterkrigstiden tog afstand fra samarbejdspolitikken under besættelsen. I en tv-udsendelse om daværende udenrigsminister Erik Scavenius, som DR bringer om få uger, tager han (Per Stig Møller) reelt skarpt afstand fra statsministerens moralske dom over datidens politikere og deres af samarbejde med den tyske besættelsesmagt, skriver Jyllands-Posten lørdag. »Et er, at man kan være helt på sine egne vegne, at risikere sit eget liv, noget andet er som minister at skulle være helt på en nations vegne, så er det de andres liv, man risikerer. Så det er meget let for os at være helte bagefter. Vi skal tænke på, at de der traf beslutningerne dengang, de skulle jo tænke på: jamen, det var ikke min glorie – det drejer sig altså om færrest muligt døde,« siger udenrigsministeren bl.a. og lægger sig dermed på linje med de historikere, der betragter samarbejdspolitikken, som den eneste mulighed, Danmark havde.
I august sidste år sagde Anders Fogh Rasmussen til en forsamling af veteraner fra modstandskampen, at samarbejdspolitikerne havde gjort sig skyldig i »et politisk og moralsk svigt«. /ritzau/
Hvad Informations kriminelle grundlægger og efterfølgende chefredaktør i mange af bladets legale årtier ville have sagt og skrevet om både stats- og udenrigsministeren kommer jeg tilbage til (jeg har haft Outze i mobilen!), men først må K. E. Løgstrup anføres, da Outze udtrykkeligt refererer til ham.

Af alle forlag i verden var det på Tidehvervs Forlag, at tre teologer og modstandsfolk – Vilhelm Krarup (den senere så berømte og nu toneangivende Sørens far), K. E. Løgstrup og H. Østergaard-Nielsen – umiddelbart efter befrielsen og under det begyndende såkaldte ’retsopgør’ udsendte tre foredrag under fællestitlen Opgørets nødvendighed. Vendt mod den yndlingsforestilling, som hurtigt var ved at brede sig, at samarbejdspolitikerne og modstandsbevægelsen egentlig havde stået for og villet akkurat det samme.
Hvorfor det med et straffelovstillæg med tilbagevirkende kraft skulle være legitimt at straffe folk, der mentes i særlig og i ikke acceptabel grad at have samarbejdet med det Nazi-Tyskland, som også politikerne havde samarbejdet med. Men for de sidstes vedkommende altså – acceptabelt! Det skel ville de tre tidehvervs- og modstandsfolk ikke – acceptere...
Løgstrup, som bestemt ikke var kommunist, skriver her:
»Den 9. april 1940 drejede det sig om vor militære ære, thi på det tidspunkt havde krigen for os endnu kun karakter af en stormagtskrig på nationalt plan. Den 22. juni 1941 drejede det sig om vor borgerlige ære, thi da fik krigen for os karakteren af et europæisk oprør mod enhver civil orden og ret. (...) I juni 1941 med det tyske krav om internering af kommunisterne og en antikommunistlovgivning, der var et uhørt brud på vor orden og ret, og i den kommende tid i stigende grad erfarede vi på vort eget folkelegeme og ikke bare af begivenhederne i verden omkring os, at denne krig ikke blot var en stormagtskrig på nationalt plan, men en europæisk borgerkrig. (...)
Endnu før eftergivenhedspolitikken (samarbejdspolitikken, el) foranlediget af fremsatte tyske krav, havde taget sin begyndelse, havde vi på eget initiativ uden tysk foranledning begyndt en imødekommenhedspolitik; vi erklærede vor beundring for de tyske sejre og begærede et samarbejde med Tyskland i den ny europæiske orden under Tysklands førerskab. (...)
Opgivelsen af vor neutralitet skete ikke med vores produktion (under besættelsen af levnedsmidler, industrivarer og transportvæsen, el), men den begyndte derimod med vor imødekommenhedspolitik og fuldendtes i vor eftergivenhedspolitik. (...) 9. april 1940 fik vi en tysk hær ind i landet og blev draget ind i en stormagtskrig. 22. juni 1941 blev vi inddraget i det nazistiske oprør mod Europa – på oprørernes side; i regeringserklæringen af 26. juni 1941 i anledning af afbrydelsen af den diplomatiske forbindelse med Rusland erklærede vi, at Tysklands krig (for udbredelse af nazismen, el) var en kamp ’for at bevare en samfundsorden i overensstemmelse med vor europæiske kultur’. Det blev anledningen til, at den danske modstandsbevægelse tog sin begyndelse.
(...) Hvis vi havde sagt nej til de tyske krav, var der sket ét af to: enten at tyskerne havde trukket deres forlangende tilbage, og krigen endnu et tid for os havde bevaret sin karakter af en stormagtskrig på nationalt plan, eller at vi var kommet i den situation, vi først kom i i august 1943. Sabotøren og for så vidt også den illegale presses skribent drev sin egen udenrigspolitik uden at have embede dertil. Sådan var situationen her i landet i modsætning til de lande, der var blevet besat efter krigshandlinger, og som derfor havde en eksilregering; dér handlede sabotøren såvist
ikke på egen hånd (som kriminel. el), men i overensstemmelse med sit lands regering. (...)
Det er og bliver dybt tragisk, at det ikke blev den danske regering og rigsdag, der brød med nazismens europæiske oprør, men at det skulle ske den 29. august 1943 ved folk, som i kraft af magtfordelingen havde udseende af oprørere. Og grunden til, at det gik sådan til, må være, at vi har haft en på en eller anden måde falsk forståelse af, hvad ret folkestyre er.
Eftergivenhedspolitikken betød ikke, at der ikke blev sagt nej til tyske krav, for det gjorde der; men eftergivenhedspolitikken betød, at hver gang situationen tilspidsedes, så det var til at forudse, at en fastholden af nejet til de tyske krav ville afstedkomme et brud med Tyskland, der ville få svære følger for det danske folk – gav vi efter. Det vil sige, hver gang vi fik chancen for den afgørende, den udenrigspolitisk relevante bekendelse til det Europa, vi selv tilhørte, og med hvilket vi nu engang har så betydelig del af vor menneskeforståelse, af vore retsbegreber og kultur fælles, svigtede vi og tilkendte det nazistiske Tyskland førerskabet i Europa, hyldede dets hære og forrådte vore retsbegreber. (...)
At øve modstand før den 29. august 1943 var altså ikke bare en kamp mod det nazistiske Tyskland, men oprør mod den lovlige danske regering. Og den danske regering behandlede også den daværende modstandsbevægelses folk som oprørere og forbrydere.«
Så vidt Løgstrup i første omgang. Med hilsen til ikke alene udenrigsministeren i dag, jvf. ovenstående ritzau-telegram. Men desuden til hans statsminister. Hvis parti sandelig også var medlem af det folketingsflertal og den regering, der i sin tid behandlede de nuværende veteraner fra modstandskampen som oprørere og forbrydere. Endnu forlyder dog intet om, at Anders Fogh Rasmussen har meldt sig ud af Venstre. Ikke engang, at han har krævet hele sit partis historie skrevet om.

I anden omgang kommer så Outze. For nøjagtig 44 år og en dag siden – den 4. maj 1960 – tog han i en leder (i Information, naturligvis) udgangspunkt i en af Per Stig Møllers store forgængere i Det konservative Folkeparti:
»Som nu Poul Sørensens tale i radioen forleden! I et ikke velvilligt, men vist ubestrideligt rigtigt sammendrag lød den: ’Modstandskampen var hele folkets kamp. Alle deltog. Det er bare
ikke alle, der bagefter har pralet lige stærkt. Vi politikere havde en opgave, der bedst røgtedes ved, at vi blev her i landet. Det var en given ting, at ingen af os skulle forlade landet i besættelsestiden.’ Herom (svarende til hvad nu Per Stig Møller med næsten samme ord nu siger, el) kan man i virkeligheden kun ytre noget, som et (i 1960, el) kommende pressenævn ville føle sig tvunget til at fordømme med tilbagevirkende kraft; men måske går det dog an at antyde det således: Man har ikke lov at sige, at Poul Sørensen/
Per Stig Møller (mobilbeskeden fra det høje anbefaler skråstregen og det efterfølgende navn hægtet på, el) taler usandt. Man må nøjes med at fremhæve, at andre taler sandt, og at Poul Sørensen/Per Stig Møllers udsagn på ethvert punkt strider mod deres.
Og så kan man vel føje til, at det er dygtigt gjort af en politiker at tage modstandskampen til indtægt (som Anders Fogh Rasmussen har gjort, el), idet han sparker til dem, der førte den, og som kendes ved navn (dette sidste gælder hverken Anders Fogh Rasmussen eller Per Stig Møller må retfærdig tilføjes, el), samtidig med, at Poul Sørensen tager alle andre i hånden, ser dem dybt i øjnene og bringer dem fædrelandets tak. (...)
Algang, alsang og Alsing (Andersen, socialdemokratisk politiker under besættelsen, el) generede ikke tyskerne så synderligt; et frit valgs demonstrative slutten op om demokratiet, personificeret i (den radikale, el) Erik Scavenius, gjorde det heller ikke. Nej, sandheden er den, at modstandsbevægelsen var en John Brown.
De kender godt John Brown. det er ham, ser synges om i den gamle nordamerikanske marchsang, som vi herhjemme har forvansket til visen om »General
Napoleon og hans 10.000 mand« – den med »Glory, Glory Hallelujah«. (...) John Brown og hans syv sønner opflammede Nordstaterne til kamp for slavernes frigørelse ved at begynde selv. I en forrygende guerilla, der kostede ham hjem og flere sønner, sloges han med landsmænd, der var for slaveri. Til sidst besatte han i desperation med 21 tilhængere arsenalet i Harpers Ferry i Virginia, delte våben ud til slaver og ventede den store opstand. Den kom ikke. De ville ikke skyde på Massa! Så nedkæmpedes John Browns lille styrke. Selv blev han hængt, men syngende om ham marcherede nordstatshæren frem: »John Browns body lies a’moulding in the grave«...
Han satte sit eget liv ind i en kamp mod uretten og opflammede derved stærkere kræfter til endelig at røre på sig. Det var det, de første modstandsfolk gjorde, fordømt af myndigheder, forfulgt af vort eget politi, straffet i vore egne fængsler med nidkærhed, betragtet som gadedrenge og kommunistiske brandstiftere af mangen god borger (der senere gik med, støttede, tav eller korsede sig).
Alt dette skulle egentlig ikke have været sagt her og nu, for
ideen med dette nummer af Information er at skildre, hvad det så egentlig blev til i det befriede Europa, især naturligvis i Danmark. Men kampen om den historiske sandhed blusser jo op igen og igen, og Poul Sørensens/Per Stig Møllers/Anders Fogh Rasmussens indsats i den var ikke til at lade upåtalt.
Andetsteds i bladet (i 1960, el) skildres udviklingen på forskellige områder i de 15 år. Den materielle fremgang har været større, end nogen drømte om. Og det ønske, Poeten skrev om, mens de sidste kugler svirrede ham om ørerne, er også i nogen grad gået i opfyldelse: menneske, bliv menneske igen!
Men om en fornyelse af tone og former i det politiske liv blev der ikke tale; den nye ungdom har for lidt at begejstres for og kan let tro, at der ikke er brug for den. Det er der. Friheden er ingen museumsgenstand. Det begyndte (og Information begyndte, el), som bl.a. professor Løgstrup har påpeget det, som oprør – med eksplosioner, hvis virkninger skulle skade tyskerne, men hvis brag skulle vække danskerne.
Hvem har hørt om oprør, som alle deltog i?
Til dem, som husker, og som i aften vil sammenligne drømme med virkelighed – vil jeg kun sige dette (uautoriseret efter Shakespeare):

’Skønt mangt er tabt, har meget
holdt, og skønt
vi ej har kraft som den, der før i
tiden
bevæged jord og himmel, er vi,
hvad vi er:
Det samme sind af hjertets
tapperhed –
gjort vegt af tid og lod, men
stærkt i viljen
at stræbe, søge, finde, ej gi
op!’.«

Jeg har ved denne prisuddeling kun at tilføje: Tillykke Rikke Berg, tillykke Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her