Læsetid: 4 min.

Kritisk teori, kristendom og blodet flyder

Hvorfor mødtes den store fornuftsfilosof Jürgen Habermas med kardinalen fra Vatikanstaten i München? Skal vi bruge religion til at modernisere vores modernitet? Debat i Tyskland
8. maj 2004

Det er ikke så nemt med Gud i moderniteten. Det er klart: det religiøse kan ikke længere forklare naturens processer og love. Det er lige så klart, at den politiske magt
ikke kan være baseret på religiøs autoritet. Og over for muslimerne vakler vi ikke i troen: Vi vestlige er sekulariserede. Og sekulariseringen står ikke til forhandling.
Den tyske filosof Jürgen Habermas har siden starten på sit store værk ført fornuftens store ord: Titlen på sidste kapitel i værket Legitimationsproblemer i senkapitalismen kunne være forfatterskabets overskrift: Parti for fornuften. Men Habermas anfører siden en ganske overraskende relation mellem religion og fornuft: fornuften må i det sekulariserede samfund overtage religionens helhedsperspektiv. Som han skriver i Det moderne filosofiske diskurs: »Vi har behov for en ækvivalent til religionens enhedsskabende magt.«
Men fornuften er nu ifølge Habermas beskadiget og betrængt. Derfor talte Habermas for ganske nylig ved en stor konference i Wien til fejring af 200-året for Immanuel Kants død om at rehabilitere troen på fornuften: Det moderne projekt forstået som udvikling af den enkeltes fornuftige selvbestemmelse er ifølge Habermas i fare for at blive ’afsporet’. Økonomiske imperativer bestemmer den politiske offentlighed, og genteknologiens udlægning af mennesket som ren natur udfordrer forståelsen af mennesket som mere end gener og knogler. Habermas slog i Wien fast, at vi bliver nødt til at tro på fornuften. Ikke fornuftens evne til at erkende naturen eller fornuftens mulighed for at skabe vækst, men fornuften i sig selv. Som Habermas har sagt:
»Den scientistiske tro på en videnskab, som ikke blot udvider, men også erstatter personlig selvforståelse med objektiverende selvbeskrivelse er ikke videnskab; det er dårlig filosofi.«
Blodet flyder
Det skabte spektakel og raslen med de rustne venstreintellektuelle sabler, da Jürgen Habermas i år mødtes i München med Vatikanstatens kardinal Ratzinger. Habermas stillede ved den lejlighed spørgsmålet: Hvordan kan den filosofiske fornuft tilegne sig den religiøse fornufts ’semantisk arv’ uden at blande de to sfærer sammen?
Den tyske filosof og professor ved universitetet i Essen Norbert Bolz har i berlinerdagbladet taz (20. marts) påpeget, at der ikke er grund til at blive chokeret over Habermas’ interesse for religion: Det har hele tiden været et moment i hans filosofi. Det, der i Habermas’ filosofi bliver udlagt som en universalpragmatik, er ifølge Bolz hverdagssprogets teologi. For nu at vulgarisere den filosofiske pointe og løfte den fra Habermas tekniske sprog og ind i en populariserende kontekst: Vi behøver ikke ideernes metafysiske himmel for at finde anvisninger til fornuftig og tvangsfri sameksistens. Anvisningerne ligger indlejret i vores sproglige grundstrukturer. Der er som Bolz pointerer gode grunde til Habermas’ interesse for religion:
»Vi har mistet noget i moderniteten, og det efterlader et tomrum, som kan mærkes. …. Det er ikke særligt svært at se, hvad Habermas savner i den moderne verden: de moralske pligters ubetingede gyldighed.«
Men Bolz problematiserer Habermas afsøgning af nye funderinger. For når Habermas eftersøger den helhedsskabende dimension i religionen, er det så ikke netop det farligste religiøse moment, han leder efter? Er det ikke i skabelsen af helhedsforklaringer at religionen bliver dogmatisk og kræver sin ret som magt? Bolz konkluderer kontra Habermas:
»Alle verdens religioner bliver relativeret af andre religioner, de bliver affortryllet af videnskaben og neutraliseret af staten. Religion skal forblive en privat sag; ellers lægger den beslag på sandheden i det offentlige rum – og blodet flyder.«
Tro og viden
Habermas holdt i 2001 en allerede nu klassisk tale: Det var ved modtagelsen af Fredsprisen i Frankfurt, at han konstaterede, at attentaterne i New York og Washington den 11. september havde »sat en religiøs streng i svingning i det sekulære samfunds inderste«. Attentaterne var religiøst motiverede og vores egen forståelse af terroren forfaldt til bibelske billeder. De sekulære samfund bevæger sig mod en ny fase, som Habermas kalder ’postsekulære’.
Nu gælder det ikke længere om at betragte relationen mellem fornuft & modernitet og tro & religion som et modsætningsforhold. Han advokerede for, at vores almindelige common sense skulle formidle mellem den filosofiske fornuft og den religiøse fornuft. Ikke fordi vi skulle snakke værdier og etik og tale om vores egen åndelige selvudvikling. Men fordi vi mangler det samlende, reddende og forsonende perspektiv i den globaliserede virkelighed. Som Habermas selv sagde ved sin tale:
»Stillet over for en globalisering, der sætter sig igennem via markeder uden grænser, er vi mange, der håber, at det politiske vil vende tilbage i anden form – ikke i den globaliserede sikkerhedsstats oprindelige hobbesianske form, altså i form af politi, hemmelige tjenester og militær, men som en verdensomspændende civiliserende gestaltningsmagt. For øjeblikket har vi ikke andet end et blegt håb om fornuftens list – og en smule selvbesindelse.«

Habermas tale ved modtagelses af Fredsprisen i Paulskirke i Frankfurt 2001 Glauben und Wissen er oversat til dansk i tidsskriftet Social Kritik 87. www.socialkritik.dk

Den samme tale er endvidere trykt i Habermas: ’Den menneskelige naturs fremtid’. Udkommet på Hans Reitzels Forlag i 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu