Spot
Et par af de meget interessante spørgsmål, som har optaget videnskaben i nyere tid, er dels det om, hvorvidt mennesker er mest præget af arv eller miljø, dels det om, hvorvidt der er medfødte forskelle på kvinder og mænd bortset fra de rent fysiske.
Eller kort sagt: Har kvinder et særligt kage-gen? Er mænd tilsvarende disponeret for øl og cognac?
I hvert fald var det sådan i tidligere tider, når der var selskab eller på anden måde komsammen f.eks. på en lørdag aften, så sad kvinderne typisk i den ene stue og drak kaffe, udvekslede sladder og spiste kager galopkringle, sandkage, flødeskumslagkage, vaniljekranse, masser af vaniljekranse, etc., mens mændene sad i den tilstødende stue, hvor de drak øl, røg cigar og spillede kort om penge i al fald ude på landet, men da boede de fleste uden for byerne.
Alt tyder på, at hvad mændene angår, var det ikke arv, men noget miljø, idet det næsten var umuligt at arve en øl. Ingen ville lade en sådan gå videre til næste generation. Desuden lå der et vist gruppepres i det. Hvis en mand havde sat sig hos kagespiserne, ville han være blev mobbet resten af sit liv. Han havde sikkert heller ikke lyst til at sidde blandt kvinderne, i hvert fald ikke på den måde.
Hvad kvinder angår, kan man være mere i tvivl. Selv om der nok kunne være en og anden iblandt dem, der egentlig hellere ville sidde hos mændene og drikke øl, forekommer kageinteressen dybtliggende og indgroet. Den florerer stadig på arbejdspladser såvel som privat, og konditorier og kransekagehuse er udpræget kvindeligt domæne. Hvem ser man hos bageren i den bedste kagesendetid? Næppe Mike Tyson, Kronprinsen eller Brian Nielsen. Mænd på konditori er næppe rigtige mænd, med mindre det da er et fashionabelt sted som La Glace i København, hvor valnøddekagen og sportskagen har et let. mandligt anstrøg. Det vil være okay.
I radioen i dag læser Anne Marie Helger om kaffebordet i det Rungsted-miljø, som hun omfatter med en særlig kærlighed af den dobbeltbundede slags. Her gælder det tærtebunden, Rungstedtærten, det musselmalede kaffestel og den småborgerlige façade i Ellen
Kiehns humoristiske tidsbillede fra dengang, og som skrevet står: Rungstedtærten var samlingspunkt for flokken af børn, tanter og onkler. Vel at mærke onkler.
krbj information.dk
*P2 kl. 15: Den store damekaffe