Læsetid: 4 min.

Kynismen når nye dybder

Ufrivilligt umusikalske, men morsomme mennesker vinder frem i branchen. Nyeste påfund er en spinkel asiat med hugtænder
28. maj 2004

Musik
Den lille skævøjede mand åbner døren og træder ind i tv-studiet. Foran ham sidder tre personer – en kvinde flankeret af to mænd. De er bænket med kuglepenne og kyndige kenderminer. Endnu en audition til American Idols – den transatlantiske udgave af Popstars – kan begynde.
Manden præsenterer sig skyndsomt som William og oplyser, at han ønsker at divertere dommerne med latinoloveren Ricky Martins hit fra 1999, »She Bangs«. Ude i venterummet har han netop forklaret en interviewer, at hans optræden nok kan gå begge veje.
»Det er jo en god sang. Så enten oplyser jeg scenen med den – eller også ... gør jeg ikke,« forudser 20-årige William Hung, hvis ansigt allerede er løftet i et imødekommende smil, der blotter hans to udstående fortænder i overmunden.
Således stemmer Hung i, ganske a capella. Og rigtignok ender han med at oplyse scenen. På sin egen særlige facon, dog. Mens han kejter sig igennem Ricky Martins trussesmaskende vokaler (Talk to me / Tell me your name / You blow me off like it’s all the same / You lit a fuse and now I’m ticking away / Like a bomb, yeah, baby), krakelerer dommerpanelets masker. Den farvede mand til venstre gemmer sit ansigt bag et A4-ark. De kraftige ryk i hans guldarmbånd og velnærede dobbelthage afslører hvorfor. Han hulker af grin. Den sympatiske kvinde i midten prøver at leve sig med i Williams anstrengelser, og streetwise nikker hun hovedet til sangens imaginære og totalt tilfældige rytme. Medlidenheden er udtalt, selv om også hun sprutter et par ukontrolable fnis ud undervejs.
Modsat sine to kolleger gør den sidste af de tre dommere ingen anstrengelser for at skjule sin mening om William Hungs begrænsede talent. Brøsigt ryster han på hovedet, og efter mindre end et minut har han fået nok.
»Du kan ikke synge, du kan ikke danse, så hvad vil du egentlig her,« spørger han med håndfladen pegende afværgende ud mod den lille asiat iført blå, kortærmet skjorte.
Et øjeblik stivner Hungs smil, så tindrer fortænderne igen: »Jeg har alleredet gjort det så godt, jeg kan, og jeg fortryder ingenting,« erklærer den 20-årige californier med de hongkongske rødder.
»Det er en flot instilling til tingene. Den bedste, vi har oplevet hidtil,« roser kvinden i midten.
De pæne ord opmuntrer William Hung til at uddybe sin optræden:
»Jeg har jo ingen professionelle erfaringer med at synge eller danse ... «
»Det var virkelig århundredets overraskelse,« afskærer den hånende mand til højre. Farvel illusion. Og selvtillid.

Nu skulle man tro, at det var, hvad man kom til at høre fra William Hung. En uheldigt udseende civilingeniør-studerende fra Los Angeles med grydefritz, et par drabelige hugtænder, stiv motorik og monoton intonation, der gav seerne endnu et billigt grin i jagten på USA’s næste tv-tækkende talent ud i den mest overfladiske og kyniske afart af popmusikken. Men nej, hans håbløse præstation og naive venlighed var for unik. Så siden januar er Hung blevet det, man med et 1990’er-udtryk kalder ’kult’. Først overdængede de medstuderende på universitetet i L.A. ham med autografønsker. Så blev han booket til live-optrædender og tv-shows. Snart kom hans hjemmeside op at køre, og den har i dag flere hits end f.eks.Britney Spears’. Til sidst tilbød et stort pladeselskab ham den uundgåelige kontrakt, og i april udkom William Hungs debut så i staterne. Inspiration hedder vidunderet, der bl.a. byder på tre covernumre af Elton John og fortolkninger af R. Kelly, Ricky Martin, The Eagles, Phil Collins og Village People samt en enkelt Hung-original indspillet med hjælp fra Backstreet Boys’ bagmænd. Ak.
Ikke desto mindre – eller netop derfor – er Inspiration et hit. Salget nærmer sig en kvart million alene i USA, og nu skal pladen også ud i Danmark. Tirsdag udkommer Hung herhjemme, og han kunne godt gå hen og blive en sællert på linie med Skagens Sussi & Leo eller Sveriges Elvis-imitator nr. 1, Eilert Pilarm. Enkelte ville også indlemme østrigske Helmut Lotti i det sluttede selskab.
Forskellen er, at de andre trækplastre selv har for at blive grinet af som en kødeliggørelse af Madame Castafiore. Det gør William Hung ikke. Han bliver styrtende rig af sin mangel på situationsfornemmelse og musikalitet. Men det var jo ikke derfor, den kejtede knægt stillede op til American Idols. Det er heller ikke derfor, han fortsat holder ud.
»Som med alt andet i livet skal man kæmpe for at blive bedre. Det har jeg tænkt mig,« forklarede den oprigtige stakkel for nylig i et prime time-interview på Fox TV. Imens bragede latteren fra et par hundrede teenagere, der var med i studiet.
Spørgsmålet er, hvad han skal gøre af sig selv, når folk ikke længere finder hans anstrengelser morsomme. Tage tilbage til universitetet og fortsætte sit civilingeniør-studium, mens holdkammeraterne mobber løs? Eller isolere sig i skam over at være blevet ufrivilligt til grin verden over?
Måske er der alternativer – hvem ved, måske har det samvittighedsfulde pladeselskab ligefrem en karriereplan parat, når spotlyset ikke længere gider William Hung. Not!

www.williamhung.net
www.eilertpilarm.to
www.sussi-leo.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her