Læsetid: 3 min.

L.A. noir

James Cox’ ´The Wonderland Murders’ er en veldrejet noir fra L.A. i ånden fra kynikeren James Ellroy
5. maj 2004

I 1981 blev fire mennesker brutalt myrdet og én hårdt såret, da maskerede mænd trængte ind i en lejlighed på Wonderland Avenue i Los Angeles’ Laurel Canyon og tævede løs på deres ofre med blyrør.
En kriminalbetjent udtalte, at han ikke havde set noget lignende, siden Charles Mansons disciple myrdede Roman Polanskis højgravide kone, Sharon Tate, og hendes venner. Den langlemmede, falmende pornostjerne John Holmes blev arresteret i forbindelse med Wonderland-sagen, men politiet kunne ikke umiddelbart gennemskue hans rolle i mordene.
Det handler James Cox’ veldrejede noir, The Wonderland Murders, om. Og selv om filmen selvfølgelig portrætterer den tidligere så berømte, i filmen ynkelige, cokeafhængige Holmes, der plejer omgang med nogle af L.A.’s mere lyssky typer, så er den lige så meget en sindrigt arrangeret krimithriller i ånden fra den kyniske krimiforfatter og samfundsrevser James Ellroy.
Ofrene på Wonderland var narkohandlere, Holmes’ venner, og havde kort tid forinden røvet den magtfulde og psykopatiske narkobaron og natklubejer Eddie Nash. John Holmes, der var en slags stik-i-rend-dreng for Nash, medvirkede ved planlægningen af røveriet, og spørgsmålet er, hvad han havde med Nashs hævnaktion at gøre.
Blev han tvunget til at lukke Nashs folk ind i lejligheden på Wonderland? Gjorde han det frivilligt? Havde han fortalt Nash, hvem røverne var? Var han selv med til at slå sine venner ihjel, eller så han på?
Såret ego
Det giver James Cox og hans manuskriptforfattere deres bud på i The Wonderland Murders, der visuelt og dramturgisk er ganske opfindsomt skruet sammen med spring i tid, sted og synsvinkel. Vi får fortalt forskellige versioner af den samme historie, og snart finder vi ud af, at den ulykkelige sag formodentlig har sit udspring i den charmerende og veltalende, men upålidelige Holmes’ forfængelighed og sårede ego.
Han måtte finde sig i mange ydmygelser for at kunne mætte sit behov for stoffer, blandt andet vise sit imponerende lem frem for interesserede kvinder, og han så muligvis Nash-røveriet som sin chance for at få hævn over ’vennerne’ fra Wonderland Avenue.
Holmes (spillet af Val Kilmer) er midt i 30’erne, men kan ikke finde ud af at være alene. Han er som et barn for sin kun 19-årige kæreste, Dawn (Kate Bosworth), som han tilmed prostituerer for at skaffe penge. Hans kone, Sharon (Lisa Kudrow) – der har været konsulent på filmen – forlod ham den dag, han besluttede sig for at forfølge en pornokarriere. Men hun kan ikke få sig selv til at opgive ham, og gang på gang opsøger han hende for at få hjælp.
Således bliver The Wonderland Murders også en tragisk beretning om et menneske, der er i fortidens og afhængighedens vold, og som har bygget en skal af løgne op omkring det liv, han aldrig rigtig har kunnet finde ud af at leve.
Narcissistisk
Rollelisten er spækket med dygtige karakterskuespillere – fra Tim Blake Nelson og Dylan McDermott til Eric Bogosian og Ted Levine – der alle er med til at give filmen og dens skæve eksistenser liv. Men det er naturligvis Val Kilmer, der er i centrum i rollen som John Holmes.
Kilmers narcissistiske facon er som skræddersyet til rollen, og man kan får den tanke, at hans flipperagtige, flamboyante spil blot er en variation over præstationen som Jim Morrisson i Oliver Stones film om The Doors. Og som i den film undergraves The Wonderland Murders’ troværdighed af Kilmers ferske udseende. Det er en smule svært at tro på ham som slidt stofmisbruger og pornostjerne, når hans tænder stadig er blændende hvide, og det kønne ansigt ikke ejer den mindste rynke. Men heldigvis har James Cox så sikkert et greb om sin noir-historie, at The Wonderland Murders er endt som en ganske engagerende oplevelse.

*The Wonderland Murders. Instruktion: James Cox. Manuskript: James Cox, Captain Mauzner, Todd Samovitz og D. Loriston Scott. Amerikansk (Palads og Empire, København og biografer i Århus og Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu