Læsetid: 5 min.

Lad os udfordre de gamle anmeldere

Mangfoldigheden trives, og der er masser af moralske og politiske udsagn. Men der er problemer med at få litteraturen formidlet, mener professor i dansk litteratur og formand for Forfatterskolens bestyrelse, Anne-Marie Mai
22. maj 2004

Litteraturdebat
Den danske litteratur har det godt. Den er fuld både af sjov, alvor, moral, politik og udforskning af menneskets eksistens.
Sådan lyder det kortfattede svar fra litteraturprofessor Anne-Marie Mai på den den kritik, som de to redaktører af tidsskriftet Den Blå Port, Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexø, har rejst af den nye danske litteratur. En litteratur de mener lider af selvtilfredshed og mangel på ambitioner og mod til at tage moralske og politiske risici.
Men den kritik kan Anne-Marie Mai slet ikke genkende, når hun kigger hen over stablen af nyudkommen dansk litteratur i de senere år.
»Jeg synes, der skrives masser af bøger, der tager fat og ser kritisk på samfundet, ser kritisk på vores liv og diskuterer store eksistensspørgsmål. Der er masser af store, vigtige emner, der sættes til debat i litteraturen, lige fra de yngste til de ældste forfattere. For eksempel har Katrine Marie Guldager lige udgivet en meget fin novellesamling, København, hvor det er storbyeksistensen, menneskets ensomhed og menneskers måde at behandle hinanden på, der bliver belyst.«
Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexøs kritik går blandt andet på, at dansk litteratur lige nu tænker meget i nye sproglige former og ikke i tilstrækkelig grad opsøger nye måder at tænke menneske, socialitet og verden på. Men der er ikke nogen modsætning mellem at udforske sprog og eksistens, mener Anne-Marie Mai. Det er ikke et enten-eller.
»Katrine Marie Guldagers bog er nytænkende i det sproglige og i det eksistentielle. Og ser man lidt tilbage, så tager sådan en bog som Jens Martin Eriksens Vinter ved daggry fat i den konfliktfyldte verden, vi befinder os i, og de frygtelige ting der sker omkring os. Der er Peter Laugesen, hvis poesi spjætter og fråder i både sprog og tanke. Simon Grotrians digte er noget af det mest lukkede, vi har, og han bliver ikke læst af mange, men jeg er sikker på, at han på længere sigt vil få læsere. Så nej, jeg synes ikke, jeg mangler bøger, der tager fat på eksistens og moral og politik eller som måske taler til fremtidens læsere.«
I det hele taget er det ikke litterært talent, det skorter på i Danmark, mener Anne-Marie Mai.
»I betragtning af hvor lille et sprogområde, vi er, så synes jeg der er mange meget talentfulde, der skriver på dansk. Lone Hørslevs seneste digtsamling Ærgeligt, ærgeligt, der har hverdags-temaer og har en ironi, som både er morsom og tankevækkende, og sparker lidt til den vanlige måde at se IKEA-stolen på. Og Peter Højrups prosadigte synes jeg også er spændende.«

Bedre formidling
Talent er der altså nok af, og at de yngre danske forfattere ikke tør bruge deres litteratur til andet end sproglige eksperimenter holder ikke, mener Anne-Marie Mai. Men det er ikke den eneste indvending, hun har mod den kritik, som Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexø kommer med. Helt grundlæggende har hun svært ved at se, hvordan man kan dele litteraturen op i en mainstreamlitteratur og en smal undergrundslitteratur, som de to gør
»Det er for mig at se en forenkling at dele litteraturen op i to spor. Hvis jeg skal beskrive litteraturen i dag, så mener jeg, at der er en mangfoldighed af forskellig slags litteratur, hvor noget bliver læst af mange læsere og noget bliver læst af færre læsere. Nogle læser kun bestsellere, og andre læser kun digtsamlinger, og vi kan selvfølgelig skelne mellem god og dårlig litteratur. Men når man snakker om smal litteratur, skal man tænke på, at bøger der har få læsere i dag, jo ikke nødvendigvis bliver ved med at have det. Se bare på de svære franske symbolister, der nærmest ikke blev læst og udgivet, og i dag er verdenslitteratur.«
Også beskyldningen om, at forfatterne til den smalle litteratur skriver til sig selv og hinanden, sådan som Tue Andersen Nexø og Lars Skinnebach har givet udtryk for, er Anne-Marie Mai afstand uenig i. Hun nævner Peter Adolphsens »drillende historier«, Katrine Marie Guldagers »eksistentielle noveller«, Charlotte Weitzes »fantastiske fortællinger« og Sophie Kalkaus »drømmespil«, som eksempler på den forskellighed, der præger den nye dansk litteratur.
»Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexøs oplæg til debat udtrykker lidt en monologisk tænkning. En forventning om at der skal være en generation af forfattere, der taler med store bogstaver til alle os andre. Men sådan er det litterære landskab ikke længere. Vi skal ikke forvente en ny Heretica-generation, for i dag løber dagsordenerne ind fra forskellige steder. Monologens tidsalder er forbi, og vi skal vænne os til en brogethed i landskabet og til, at det ikke er en eller to kritikere, der bestemmer det hele som i modernismens storhedstid.«

Ikke selvtilstrækkelig
Problemer er der imidlertid for dansk litteratur, mener Anne-Marie Mai, omend de ikke handler om kvaliteten af litteraturen
»Problemet ligger meget mere i formidlingen, end i at litteraturen som sådan er selvtilstrækkelig og ikke eksperimenterende, politisk eller moralsk risikofyldt. Vi er ikke så gode til at diskutere litteraturen og få formidlet den litteratur, som kommer i små oplag. Der kommer måske lige en anmeldelse i de store aviser, og det er så det. Desuden er vi som læsere, kritikere og formidlere tilbøjelige til ikke at se litteratur, hvor den også findes, for eksempel på internettet, i rap-tekster og så videre. Og kritikken kører i nogle gængse spor.«
Derfor opfordrer hun til at man på dagbladene overvejer, hvodan man anmelder litteratur.
»Hvorfor ikke vove meget mere og for eksempel sætte to-tre læsere i forskellige aldersgrupper til at anmelde en bog frem for at køre på de samme gamle anmeldere?«
Hele litteraturundervisningen i skolerne er også et alvorligt problem for den nye litteraturs muligheder for at komme ud og blive læst, mener Anne-Marie Mai.
»Folkeskole- og gymnasielærerne har for lidt tid til at sætte sig ind i den nye litteratur, og det er skidt for litteraturen og de nye forfattere. Og så er det en katastrofe, at 20 procent af en årgang er funktionelle analfabeter. Det er i virkeligheden dér, litteraturens største problem ligger, og dér samfundet i dag bør sætte ind.«

*Er den danske litteratur blevet for uambitiøs? Er den litterære undergrund parkeret på en selvtilfreds sovepude? Er den litterære mainstream kompromitteret?
Information bragte torsdag den 13.maj en leder fra tidsskriftet Den Blå Port som stillede disse spørgsmål. Information fører i en ny serie spørgsmålene over til forfattere og litterater og litteraturens aktører

FAKTA
Anne-Marie Mai
*F. 1953, professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet. Tidligere formand for det nu nedlagte Statens Litteraturråd, bestyrelsesformand for Forfatterskolen. Forfatter til en række bøger og artikler om dansk litteratur og senest redaktør og bidragsyder på tre-bindsværket Danske Digtere i det 20. århundrede

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her