Læsetid: 4 min.

Lærestykker

28. maj 2004

JOURNALISTER HAR IKKE det bedste ry i befolkningen. Ofte står man som journalist til skideballe for fagets kollektive forsyndelser: »Tænker I da aldrig på dem, I udsætter for negativ omtale?« lyder det retoriske spørgsmål.
Svaret er: Jo, vi gør. Nogle selvfølgelig mere end andre, men de fleste journalister kan blive bedre til at udvise rettidig omhu. Derfor er det værdifuldt, at fagbladet Journalisten i denne tid inviterer til journalistisk selvransagelse.
I serien »Efterspil« ser bladet i en række artikler på, hvad der siden skete i sager, hvor en ikke-medievant person blev trukket igennem en voldsom medieomtale. Den tredje artikel i serien kan læses i det nummer af Journalisten, der i denne uge udsendes til medlemmerne af Dansk Journalistforbund.
Artiklen handler om to journalister, Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen, der i 1998 lavede to tv-udsendelser på Fak2eren om Politiets Efterretningstjeneste (PET). Udsendelserne skaffede dem en nominering til Cavling-prisen, og det virkelige scoop var et interview med tidligere PET-spion Anders Nørgaard, der fortalte, hvordan han havde infiltreret blandt andet det nystiftede Socialistisk Arbejderparti (SAP).
Fra den ene dag til den anden blev Anders Nørgaard landskendt. I bussen blev han overfuset, på gaden råbte folk ’forrædder’ efter ham. Inden udsendelserne levede han et solidt, borgerligt liv med hus, kone, to-årig søn, job som kok, møder i menighedsrådet og planer om at stille op til kommunalvalget for Venstre. Men eksponeringen kostede ham det meste, heriblandt ægteskabet. To år senere hængte Anders Nørgaard sig, og i sit afskedsbrev skrev han, at han fortrød konsekvenserne af at være stået frem.

ARTIKLENS OVERSKRIFT ER »Tavshedsløftet«, for de to journalister pålagde netop Anders Nørgaard ikke at tale med sin kone og øvrige familie forud for udsendelsen. De frygtede – helt realistisk, efter familiens kommentarer i Journalisten at dømme – at han så ville springe fra. Men samtidig afskar de ham fra at søge støtte og forståelse hos sine nærmeste. Nørgaards kone følte sig forrådt og svigtet: »Vi havde været sammen i 13 år, alligevel stolede han ikke på mig,« forklarer hun, der nu bor med sin faderløse søn under beskedne forhold. Nørgaards bror, Peter, der er læge, udtaler sig belært af broderens skæbne kun til pressen under nedskrevne betingelser.
Nu fortryder de to journalister, at de pålagde Nørgaard tavshedsløftet. Da Miki Mistrati hørte om Anders Nørgaards død, fik han det så skidt, at han ikke engang kunne tude. Siden har hans skæbne redet dem begge som en mare. Når de nu selv står frem, er det fordi, »det ville være pragtfuldt, hvis det kunne give andre stof til eftertanke,« som Miki Mistrati siger. Han siger også, at han er blevet klogere og i dag advarer folk. Da han mødte Peter Nørgaard og hans kone, græd han: »Følelsen af ufrivilligt at have været med til at slå et andet menenske ihjel kom op i mig med stor styrke,« siger han til Journalistens Anja Bertelsen. Værre kan det næsten ikke blive.

TO TING SKAL retfærdigvis siges: At det faktisk var væsentligt at formidle PET’s overvågning af lovlig politisk virksomhed over for offentligheden. Samt, at det lykkeligvis er sjældent, at en tv-udsendelse får så gruopvækkende konsekvenser.
Alligevel er Nørgaard-historien et lærestykke i denne tid, hvor pressens appetit på erfaringsvidner, også kaldet ’almindelige menneske’, er større end nogensinde. En appetit, der ikke i sig selv er negativ, hvis den bæres frem af et oprigtigt ønske om at fortælle offentligheden noget, den bør vide. Alle ved, at et levende menneske i centrum virker helt anderledes på en læser, lytter eller tv-seer end en statistisk oplysning med samme indhold. Vi opfatter ganske enkelt et problem langt stærkere, hvis det løftes ind i bevidstheden af et andet menneskes fysiske reaktion. Den følsomhed gør os til mennesker, og det er der ingen grund til at lave om på.

DERFOR HVERKEN SKAL eller kan pressen undgå at bruge levende mennesker, der også selv – som Miki Mistrati – måske gerne vil fortælle deres historie som et lærestykke for andre.
Men journalister kan undgå at kannibalisere levende mennesker ved at rådgive og advare dem om de mulige konsekvenser. Og så skal journalister naturligvis tjekke og dobbelttjekke kilderne... I en tidligere af Journalistens fortjenstfulde artikler belyses det, hvordan politimanden ’McCloud’ i februar 1999 blev hængt ud i Jyllands-Posten på baggrund af en prostituerets falske vidneudsagn. ’McCloud’ blev renset i en retssag, men hans karriere var ødelagt og familien vanæret og fortvivlet. Selvransagelse er altid godt, for kun sådan kan vi lære af fejlene. Journalister begår næppe flere fejl end andre, men de kan koste andre mennesker dyrt – og på længere sigt undergrave pressens troværdighed. Det kan ingen være interesseret i.

*Artikler i serien Efterspil kan læses på journalisten.dk

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her