Læsetid: 5 min.

Legen fortsætter

Jørgen Nash er død
19. maj 2004

Nekrolog
»Jeg sejlede på ryggen af Orion og oven over mit kirsebærrøde adamsæble og hølyse hår sang universets atomkriblende honningshumlebier akkompagneret af et kosmos-kvidrende svalepar.«
Det er Jørgen Nash, fra prosadigtene i »SALVI DYLVO« udkommet i 1945, befrielsesåret, med litografier af broderen Asger Jørgensen.
»Bogen er af Hr. Asger Jørgensen gennemillustreret med en Masse stiliseret Tarmslyng,« skrev Kaj Friis Møller i sin anmeldelse. Senere blev Jørgensen til Asger Jorn, og forleden var han i tv som en af de »store danskere«, vi åbenbart har så mægtigt et behov for at stille frem lige nu.
En stor dansker på den måde blev Jørgen Nash aldrig, men det er måske på sin plads nu at gøre opmærksom på, at han i 1960 havde udgivet syv digtsamlinger og to romaner, og året efter kom »Hanegal«, hvor han hylder og hilser et af sine forbilleder, den franske digter Jacques Prevert bl.a. med et digt, der hedder »Og festen fortsætter«:

På højkant foran baren
Præcis på slaget ti
Står en stor blikkenslager
I søndagstøj selv om det er mandag
Synger alene for sig selv
Synger det er torsdag
At han ikke skal i skole
At krigen er forbi
Og arbejdet ligeledes
Livet er så skønt
Og pigerne så smukke
Vaklende foran baren
Får han en lys idé
Og standser op foran værten :
Der kommer tre bønder og betaler
Så forsvinder han ud i solen
Uden at skænke regningen en
tanke
Forsvinder ud i Solen
Mens han fortsætter sin sang

Hvide mus i bukserne
Hvis man skal tro Den blå Bog, og hvorfor skulle man ikke det, for den har han selv skrevet, blev Jørgen Nash født i Vejrum ved Struer i 1920.
Som 15-årig blev han formand for Arbejdsdrengenes Fagforening i Silkeborg, og som 19-årig stiftede han byens skakklub. Han var medarbejder ved den illegale presse og måske især tidsskriftet »Helhesten«, og han var flygtning i Sverige i krigens sidste år. Derefter var han så digter. Det var han stadig selv om det for mange nok kunne se ud, som om han ikke længere rigtigt var det efter 1961.
Det skyldes situationisterne. Den »Situationistiske Internationale« var stiftet et par år før, med Asger Jorn, Jørgens storebror, som en af de vigtigste igangsparkere, og Nash var i et par år medlem af denne sære desorganisation, endda med sæde i dens centralkomite.
Som så mange andre blev han ekskluderet, fordi han satte kunsten højere end revolutionen, eller fordi han mente, at kunsten selv skulle lave den forbandede revolution i stedet for at vente på, at en blanding af intellekt og hårdt håndens arbejde skulle nå frem til en afklaring af de betingelser, der måtte skulle etableres.

Frihedens værksted
Nash stiftede så, i Sverige, for Danmark var også dengang et tilbagestående bondeland hvad kunst og poesi angår, sammen en del andre, mest kendt Jens Jørgen Thorsen, sit »Bauhaus Situationniste« et sted på Hallandsåsen. Stedet hed »Drakabygget«, og de aktioner, han satte gang i, hed til en begyndelse »Co-Ritus«. De skulle være en hyldest til »det legende og kritiske menneske«, og de skulle finde sted i gaderne, hvor alle skulle male plankeværker, mens Thorsen malede for og John Tchicai, Tom Krøjer og alle, der havde lyst, spillede til.
Nash havde jo allerede, med den tyske gruppe Spur og Albert Merz, drejet sin banebrydende dokumentarfilm om det, der ligger bag den slags, i München. »So ein Ding« hedder den.
Modstand
Hvilken ting? Friheden måske, og hvad så med den? Hvad angår digtene, der hele vejen igennem – med den allerede nævnte Prevert og den walisiske digter Dylan Thomas som fælles grundtone – var hovedanliggendet for Nash, spredte han dels tingen helt ud på alverdens avissider ved at påtage sig skylden for halshugningen af Den lille Havfrue i 1966. Dels udgav han to fantastiske stykker konkret poesi i 1965 og 1967. De hedder »Det naturlige smil« og
»I denne transistorsommer eller dagen H«.
Det er dansende bogstaver i hyldest til livet og ætsende satire, og de tager helt fat om det, der siden er sket også i de skandinavike samfund. Ordenes visnen ind i tomt, gråt morads – det at de mister deres aura, betydning, deres last af alt det, andre før os, de døde har sagt med dem. Den bornerte indskrænkede, selvtilstrækkelige villen lukke alt det ude, holde det langt væk, der ikke er som os, ikke ligner os, ikke spiser det, vi spiser, taler andre sprog og siger fremmede sære ting.
For Nash, hvis baggrund var modtandsbevægelsen under besættelsen, atomvåben og dødslejre, var det, hvad der blot til stadighed måtte bekæmpes.

De døde
I essaysamlingen »Salt, Vin og Oliven« fra 1957 skriver Nash om »to unge danskere, som gav alt, hvad de ejede i menneskehedens tusindårige befrielseskamp.« Det er digterne Morten Nielsen og Gustaf Munch-Petersen. Om den sidstnævnte hedder det, at »han havde blomsten og sværdet i samme hånd«. Morten Nielsen citerer han for udsagnet: »Alting er blevet til frygt og foragt«, fordi – som der står : »Ungdommen tør ikke tro på det, der bydes den.«
Det er forgængerne. Jørgen Nash var det næste. Den første af de postmoderne, kunne man sige, selv om det ord ikke blev brugt. Den første, der stod på den anden bred og skulle genopbygge de afbrændte broer samtidig med, at en ny verden skulle skrives på helt ukendte betingelser.
Også selv om der ind imellem skal lukkes hvide mus ind til Det Danske Akademi eller kaldes til happening med vennerne, de syv rebeller og alle de andre, for livet er sjovt, selv om flyvebladet fra »Drakabygget« om »Poetisk-Politisk Partisanvirksomhed« også skal tages helt bogstaveligt:
»At være sanger, at være digter vil sige at forme menneskets indre livsrytme, harmonien mellem menneskene og universet, naturen i ord og toner. For at gøre dette må poeten have den livsberigende frihed, den spontane hengivenhed. Han må være simpel eller naiv, som det kaldes, men skal man fastholde den rene poetiske oplevelse i vort kæmpende og splittede århundrede, da må man til tider lukke øjnene og drømme.
Kan man indbilde sig den poetiske realitets eksistens midt i meningsløsheden, svindelen og bedraget, da må man imidlertid være en nar.«

Leg bare videre
Jørgen Nash var en nar. Det er digteren altid, selv om mange digtere ikke vil være ved det. I et skeptisk »åbent brev« til nobelpristageren T. S. Eliot skrev han (også det fra »Salt, Vin og Oliven«) :
»Jeg husker så tydeligt, som var det i går, Mr. Eliot, Deres tur med Marie på kentaurkælken, som den er beskrevet i indledningsstrofen til Deres lille hovedværk Ødemarken, De i sin tid dedicerede til vennen Ezra Pound il miglior fabbro. Jeg husker så tydeligt den dionysiske stemning, man blev hensat
i bare ved at læse de to verslinjer, som efterhånden store dele af
den danske almue har lært sig udenad :
Marie hold godt fast. Og nedad
suste vi.
I bjergene, der føler man sig fri.

Nu er Jørgen Nash så selv en af de døde, en af dem han skrev om i »Atom-Elegien« fra 1946, hvis 13. strofe slutter sådan her :

Døden er en dårlig følgesvend
sagde vi selv om vort kendskab
til dødens nådesløse væsen
dengang kun var en halvkvædet vise
Kolde og lidenskabsløse lærte vi
hvordan man hurtigst muligt
fjernede
sig fra aktionen gerningen åstedet
Men det svundne flygter ingen fra
Sig det med blomster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu