Læsetid: 5 min.

Lillepigethed, inderlighed og liderlighed

Spørgsmålet er: Skal Britney Spears lege lillepige på en gynge i haven for at virke ophidsende, når hun bagefter gnider sig selv på brysterne i et badekar?
11. maj 2004

Koncert
»Jeg ved ikke, om I følger pressen?« Britney Spears sad bag et flygel dækket af roser. Britney Spears sad foran 10.000 mennesker i Forum søndag aften. Fans og forældre til fans, drenge klædt i lyserøde Britney T-shirts og voksne kvinder, der sang med på sangene. Der var kendtheder til stede: Forfatteren og journalisten Morten Sabroe gik rundt med en pige i hånden, som måtte være en datter. Landsholdsspilleren Morten Albrechtsen var sammen med en kvinde, der lignede en ’kæreste’. Men Britney kunne ikke vide, om alle menneskene fulgte pressen.
De fleste kender selvfølgelig historierne: Fredag skulle Britney Spears have røget hash i Amsterdam! Tidligere på ugen skulle hun have været ved at bryde sammen efter et skænderi i London med en anden musiker! Britney skulle have forsøgt at aflyse den Europaturné, der søndag nåede til Købenavn. Kun pres fra sponsorer skulle efter sigende holde turnéen i bevægelse. Rygter vil vide, at en psykolog er fast tilknyttet turnéen. Og så er der alle skandalehistorierne om Britneys kiksede bryllup i Las Vegas og ægteskabet, der varede 55 timer og kostede 300.000 dollar at komme ud af. Og historierne om at Britney ryger cigaretter! Og hun har prøvet kokain en gang i Miami! Og så er der kæresten, som har forladt en anden kæreste i USA, der ellers skulle være gravid i syvende måned.
»Jeg ved ikke, om I følger pressen, men de seneste måneder har været som en voldsom rutsjebanetur for mig,« sagde Britney Spears, da hun blev personlig og alvorlig og legede sin egen psykolog:
»Jeg har haft opture, og jeg har haft nedture, men i den sidste ende er det dem, der gør mig til den, jeg er.« Publikum måtte juble: for den hun er, er jo Britney Spears, som er en verdensstjerne. Der blev jublet og tændt ligthere og lyst med mobiltelefoner. Hun fortsatte:
»Verden bevæger sig, og man bliver nødt til at bevæge sig med den. Det er det, der får en til at indse, hvor smukt livet i virkeligheden er.«
Og så skrålede hun en tarvelig ballade, som fik en til at indse, at Britney Spears forestilling om livets skønhed ikke fungerer som inspiration, der kan overbevise andre om livets skønhed. Under sangen blev en engel langsomt sænket ned fra loftet: Englen var en lækker mand med vinger og bar overkrop. Sangen endte med, at englen gned sig op ad stjernen, så det både lignede et seksuelt initiativ og en barnedrøm om Ole Lukøje.

Mors dag og onani
Koncerten startede skidt: Britney Spears trådte frem på scenen i leopardnederdel, denimvest og røde nethandsker. Akkompagneret af en gruppe pumpede mænd, der håndterede deres instrumenter, som om det var masseødelæggelsesvåben, og Britney selv knyttede næven, og man kunne ikke høre hendes stemme. Den pæne pige startede med den hårde rock. Og efter 30 minutter, hvor Britney Spears legede motorcykeldronning med de slemme drenge nede fra autoværkstedet, forlod hun scenen. Og da hun kom tilbage, begyndte koncerten virkeligt: Der var fakler og flammekastere på hver side af scenen, dansere med store muskler og små trikoter, der var lys og laser, og Britney Spears var nu klædt i sort latex, og hendes bryster skubbet op omkring kinderne. Hun blev kørt ind på en vogn og gled ned ad en rund jernstang, mens hun stønnede omkvædet til sit aktuelle hit: Toxic.
Herefter indledte hun en tour de rollespil: Så lå Britney Spears næsten nøgen og vred sig i et badekar, mens scenens bagvæg viste silhuetter af samlejer i flere etager. Danserne lå ligeså afklædte og vred sig i senge opstillet på scenen. Siden sad hun i lyseblåt prinsessetøj på en gynge, som langsomt blev hævet mod loftet og trak et gigantisk lyseblåt gardin under sig.
Fra bordellet til lillepigens soveværelse. Hun valgte at skamfere sine eneste rigtigt melodiøse hits ved at forsøge sig som stor diva: »Ooops I did it again« ødelagde hun ved at afsynge den i en Moulin Rouge –version, mens hun faldt igennem som jazzvokalist i en særdeles slæbende version af »Baby, one more time.« Danserne gav den som små elverfolk, da de i hudfarvede trikoter vimsede rundt med hænderne over hovedet som genfødte hippier. Det var en lille paradisisk idyl.
»Hvor er der mange søde fyre i aften«, råbte Britney Spears nu klædt i flænset nederdel:
»Hvis I er virkeligt heldige«, råbte hun og lavede lillepigemund og hviskede som i en skolegård med de andre dansere:
»Hvis I er virkeligt heldige, kan det være at en af jer bliver gift med mig en dag!«.
Og Britney sagde også:
»Det er mors dag i dag, og min mor sidder lige dernede: Tillykke mor!«

Lillepige og lækker
Britney blev berømt som en puritansk pige med kristne tilbøjeligheder og ingen sex før ægteskabet. Hun blev et sexikon på grund af sin flirt med cølibat: Begæret blev tændt ved at blive obstrueret. Men lillepigen som rolle er kun interessant, hvis den henviser til sin overskridelse: den seksualiserede amazone. Jomfruen virker kun tiltrækkende, hvis ikke hun skal være jomfru resten af livet.
Og amazonen bliver en triviel pornoparodi, hvis ikke Britney Spears sørger for at minde om, at hun stadig er en lille pige på en gynge i haven med trutmund. Og Britney Spears rørte ved sig selv og lod danserne befamle hende søndag aften i Forum: Hun gjorde alt for at vise, at hun ikke længere var jomfru. Men indimellem var hun i Ole Lukøjeland med elvefolk og engle og mors dag. For igen at erindre om at hun havde været uskyldig. Inderligheden og de livsfilosofiske klichéer medierer mellem pornodronningen og jomfruen: De små udkast i livsvisdom forener rollerne i en identitet.
Det er en banal konflikt med en banal løsning og et kolossalt publikum. Det er kulturindustri på verdensplan, og selvom musikken var underordnet showet, reagerede publikum som om de fik , hvad de ville have: Det var ikke særligt meget. Ild og farver og masturbation var så overdrevent manipuleret og udnyttet, at det virkede ligeså ophidsende som pølsebrød, vaskepulver og Maylandkalender.

*Britney Spears: Hotel Onyx tour. Forum søndag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu