Læsetid: 4 min.

Litteraturens øjne

Hvorfor er Italo Calvino en visuel forfatter? En stor konference sætter fokus på blikke og billeder hos den italienske forfatter
27. maj 2004

Ord og billeder
Ved sin død i 1985 arbejdede den italienske forfatter Italo Calvino på seks forelæsninger, som han var blevet inviteret til at holde ved Harvard. Det var de såkaldte Charles Eliot Norton Poetry Lectures.
Som emne for forelæsnin-gerne havde Calvino valgt at tale om de værdier eller kvaliteter, som han ønskede, at litteraturen skulle bringe med sig ind i det ny årtusind. Calvino nåede kun at afslutte fem af forelæsningerne, som man i dag kan finde i den lille bog Lezioni americane, der
er udkommet på dansk un-der titlen Til det næste årtusind.
Calvino pegede på værdierne: lethed, hurtighed, nøjagtighed, synlighed og mangfoldighed. Disse var centrale for hans eget forfatterskab, og man kan sige, at han med forelæsningerne skrev en slags retrospektiv poetik.
I Til det næste årtusind indkredser han primært værdiernes betydninger gennem eksempler fra andre forfattere, og således bliver bogen også til en selektiv litteraturhistorie. Med tankens lette fjed bevæger Calvino sig f.eks. fra antikke forbilleder som Lucrets og Ovid til Eugenio Montale og Milan Kundera.

Visuel forfatter
Det er den litterære værdi »synlighed«, der i disse dage står i centrum for en international Calvino-konference på Diamanten i København. Konferencen er tilrettelagt af lektor Lene Waage Petersen og adjunkt Birgitte Grundtvig i samarbejde med Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
I teksten om synlighed taler Calvino især om den billedskabende fantasi. Calvino har sat synlighed på listen over de værdier, som det er vigtigt at værne om, fordi han vil »gøre opmærksom på den risiko vi løber for at miste en grundlæggende menneskelig evne, evnen til at se skarpe billeder med lukkede øjne, til at få farver og former til at dukke frem af en række sorte bogstaver på hvidt papir, til at tænke i billeder.«
Calvinos advarende tone, der ellers ikke er typisk for forelæsningerne, falder efter hans refleksioner over forholdet mellem den enkeltes fantasi og de billeder, som leveres af kultur og tradition. Han forestiller sig, at individets visuelle erindring under en konstant regn af præfabrikerede billeder dækkes af små billedfragmenter, der gør det vanskeligt for signifikante figurer at træde frem i tanken.
Calvino er blevet kaldt en af de mest visuelle forfattere i moderne italiensk litteratur. »Hermed menes,« fortæller Birgitte Grundtvig, »at hans litterære personer oplever verden gennem synssansen, og dermed også læseren. Næsten alle sanseindtryk er visuelle. Der menes desuden, at hans forfatterskab er meget beskrivende; der skabes et visuelt univers gennem detaljerede beskrivelser. For det tredje bestræber han sig på at fremkalde billeder af en verden, der ikke eksisterer, og det er det fantastiske element hos Calvino. Endelig spiller det visuelle sprogbillede en erkendelsesmæssig rolle som kilde til en erfaring om verden, der ikke kan opnås på anden måde.«

Romerske bølger
Selv skrev Calvino en del essays om malerkunst og om de udstillinger, han besøgte, og måske er det også for at tage denne tråd fra forfatterskabet op, at der til konferencen hører en lille udstilling. Her er der bl.a. værker af Giulio Paolini, som Calvino arbejdede sammen med, og i en dobbelt video-projektion af Ulrik Heltoft iscenesættes et møde mellem ord og billede.
På den hvide væg kastes to lysende felter, det ene med passager fra Calvinos tekster, det andet med optagelser fra steder, der var betydningsfulde for Calvino: f.eks. en udsigt fra den liguriske kystby San Remo og et blik ud over de svagt røde tage i Rom.
Det var i Rom, at Calvino skrev en af sine sidste bøger, Hr. Palomar (1983), der handler om en ældre herre, der har sat sig for at gribe verdens helhed gennem dens dele. Hr. Palomar er netop et eksempel på en litterær person, der erfarer verden gennem synet.
I bogens første fortælling, »At læse en bølge«, står han således på en sandbanke og forsøger med akkuratesse at opregne alle de mulige bølger inden for et bestemt felt, men havets uventede og urolige bevægelser overvælder ham og knuser hans projekt. I video-projektionen kobles Palomar-teksten med de romerske tage, som under indflydelse fra ordene begynder at ligne firkantede og facetslebne bølger, der skyller ind over øjet, nogle med skum på toppen, og de uundgåelige tv-antenner bliver et kort sekund til spidse bøjer.

Det usynlige
I Til det næste årtusind ledsages de udvalgte værdier af nogle kontrastværdier, som Calvino anerkender, men hvis sag, han ikke taler.
Calvino tager med vilje parti. Således foretrækker Calvino f.eks. hurtigheden – som han bl.a. forstår som kortformen og det stramme udtryk, der kendetegner de italienske folkeeventyr, han genfortalte i midten af 1950’erne - men han vil dog ikke benægte glæden ved en litteratur, der er langsom og som tøver gennem utallige digressioner. I forelæsnin-gen om synlighed findes
der imidlertid ingen modværdi.
»Jeg tror, at Calvino var skræmt over det usynlige,« siger Birgitte Grundtvig. »Det usynlige kan være to ting for Calvino. Det kan være noget, der stræber efter at blive fundet, dét, der gemmer sig i en fold. Eller det kan være det skjulte, og her nævner han selv kroppens indvolde. I det sidste tilfælde er det usynlige ikke interessant for Calvino. Man kan næsten sige, at det er hans blinde punkt. Man får en fornemmelse af, at hans afvisning af kroppens indvolde er en mere overordnet afvisning af en psykologisk orienteret litteratur, til fordel for en litteratur, hvor jeg’et først og fremmest er en slags vindue til verden.«

*Italo Calvino – Painting with Words, Writing with Pictures. Konference 26.-28. maj

*Udstilling i Den Sorte Diamant (i Galleriet) indtil 14. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu