Læsetid: 4 min.

Louvre foruroliget over Mona Lisas sidste nye smil

Louvre oplyser, at Mona Lisa er medtaget, men hun har prøvet det, der er værre, og hun er kun blevet større
8. maj 2004

Mona Lisas smil er i al sin uudgrundelighed verdens mest kendte. Et træk om mundvigen; eller et halvt. Hun er blevet kaldt en ’joker’ – og en ’teaser’. Så hvad fortjener hun?
Sidste år blev 500 året for hendes fødsel fejret. For et par uger siden kunne Louvre afsløre, at hun er i dårlig stand. Og sidste uge, at det var værre end først antaget. Forfærdeligt. Og altså en stor nyhed, der løb verden rundt.
Som altid trækker hun på smilebåndet. Men det viser sig, at det tynde stykke poppeltræ, hun blev malet på mellem 1503 og 1506, også trækker i hende. Det bevæger sig mere på den ene side end den anden.
Louvres chefkonservator fastslår: »Det er en bekymring, som man hverken skal minimere eller dramatisere.«
Men hvad er det ved hende, der trækker sådan? Og hvad vil det sige, at hun har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt?
Maleriet har været fast inventar i Louvres royale kunstsamling, siden kongen erhvervede det af mesteren Leonardo da Vinci under et ophold i Frankrig for 4.000 guldstykker. Og Louvre havde ikke været Louvre uden Mona Lisa. Og Mona Lisa ikke Mona Lisa uden Louvre. For som en af da Vincis biografikere har fremført, er andre af malerens kvinder måske skønnere, men også sværere tilgængelige, tidligere hengemt i privatsamlinger i Krakow og Lichtenstein.
Mona Lisa er en attraktion. En tur til USA i 1963 og igen til Japan i 1974, hvor hun blev modtaget som filmstjerne, cementerede hendes status som kunstens ’uundgåelige’. Siden er det gået den anden vej. Turister fra USA og Japan strømmer til Paris. I kapgang ses de stolpe ned gennem de lange gange kun afbrudt af strækøveleser og fotosessions. De vil have et selvportræt ved siden af de kendte værker. Eller bedre endnu, foran.
De er på fornavn med hende. Imens franskmænd kalder hende La Joconde, italienere La Gioconda, sandsynligvis efter hendes efternavn, tiltales hun i den angelsaksiske verden stadig som Mona – eller Monna; et navn, der i renæsancens Italien også var elskerindens, kurtisanens titel.
Ingen på Louvre er blevet frekventeret som hende. Dag ud og dag ind står folk i kø i sal 13, 1. etage. Klam luft og blitz har taget på hende.
For at hun stadig kan stå til offentlighedens disposition, arbejdes der p.t. på værket uden for besøgstid. Og museet kan ikke udelukke, at hun måske vil blive pillet ned en besøgsdag eller to.
Men Mona Lisa har prøvet det, som var værre. Og Louvre har kendt et publikum, der var endnu mindre taknemmeligt. En tid, hvor revolutionære kunstnere opfordrede til at kvitte traditionen og brænde museet – altimens de tømte det for inventar.
I 1907 møder en af tidens avantgardistiske digtere og kunstkritikere Guillaume Apollinaire en tvivlsom charlatan og ansætter ham som sekrætær. Men kun deltids, for belgieren Géry Pieret arbejder stadig på det sorte marked. Og en dag vandrer han da også ud af Louvre med to iberiske statuer under tøjet.
En anden af Apollinaires venner, Pablo Picasso, bliver mere end glædeligt overrasket ved synet af tyvekosterne, som han kort forinden har beundret på Louvre. Han køber dem fluks af Pieret og snart dukker et iberisk ansigt op i hans Les Demoiselles D’Avignon – maleriet, der indvarsler kubismen, som bliver Apollinaires øjesten. Pieret, der i mellemtiden er strøget til USA, lander fire år efter atter i fin form i Paris. Efter hurtigt at have brændt en stor sum penge af på væddeløbsbanen, tager Apollinaire ham igen i sin varetægt. Og Pieret kvitterer med endnu en statue fra Louvre, som han installerer i kunstkritikerens lejlighed.
Og så smider Apollinaire ham ud, samme dag avisforsiderne oplyser, at La Joconde er blevet stjålet. Pieret sælger sin seneste erhvervelse til fransk presse, inklussive historien om, hvorledes han egenhændigt har påvist Louvres sikkerhedssystems uduelighed.

Svær at slippe af med, beslutter Apollinaire og Picasso at sætte ham på et tog til Marseille. Derefter, grebet af panik, drager de ud i den parisiske nat for at dumpe de to andre skulpturer i Seinen. Men de besinder sig og leverer dem anonymt til en fransk avis.
Men politiet har fået færten. Apollinaire ryger i spjældet og indrømmer, at have huset Pieret. Under opholdet grubler han over belgierens henkastede ord til en af malervennerne: »Jeg tar’ på Louvre. Ska’ du ha’ noget med?«
Men den sætning, der forstyrrer ham mest forbliver Picassos. Indkaldt til forhør, adspurgt om Apollinaire, replicerer han: »Ham der har jeg aldrig set.«
Efter tyveriet opnår den mystiske Mona Lisa og hendes lige så mysteriøse forsvinden mere medieomtale end nogensinde før. Da den rigtige tyv afsløres i Italien to år senere, i 1913, forklarer han sin ugerning. Egentlig ville han have taget et maleri af en anden renæssance-mester, men Mona Lisa var lille og mere handy.
Den pågældende kvinde, den ’uundgåelige’, har været på det rette sted på det rette tidspunkt.
At hun nu skal proppes i en endnu større glasmontre, 4 x 2 meter, vil sikkert gavne myten, ikke synet. Som en betragter allerede i 1645 vurderede, er billedet så gulligt, at det er svært at finde ud af, hvad det egentlig drejer sig om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her