Læsetid: 10 min.

Magt og forfængelighed

Irak er ikke Vietnam om igen – det er meget værre. Billederne af mishandlede fanger udstiller ikke kun amerikansk depravation, men det tåbelige i at føre krig som moralsk korstog, siger filosoffen John Gray
24. maj 2004

Essay
Krigen i Irak, som fra begyndelsen var en misforståelse, kommer stadig mere ud af kontrol. Enhver legitimitet, som besættelsesstyrkerne måtte have haft, er blevet smadret, og der er tegn på, at irakiske oprørere slår sig sammen i dannelsen af en modstandsbevægelse, der kunne gøre landet umuligt at styre. Og med den meget sandsynlige udsigt til, at flere belastende billeder i nær fremtid vil finde vej ind i folks stuer, står USA over for et historisk nederlag i Irak – mere ødelæggende for amerikansk magt, end dét de led i Vietnam, og med langt større globale følger. Den uundgåelige slutning ud fra de aktuelt tilgængelige vidnesbyrd er, at de amerikanske styrkers brug af tortur ikke var en afvigelse, men en praksis som var godkendt på højeste niveau. Der var utvivlsomt alvorlige brud på disciplinen, men den fuldstændige mangel på forståelse for, at de havde gjort noget galt, som blev lagt for dagen af nogle af folkene bag mishandlingerne, taler sit eget tydelige sprog om niveauet af den uddannelse, som det amerikanske militær har givet dem.
Mishandling i det omfang, som Røde Kors i en rapport har gjort rede for, kan ikke bare betragtes som mangel på disciplin eller som udslag af visse rekrutters trailer-park mentalitet. Den var iboende i USA’s tilgang til krigen. Det amerikanske militærs intervention i Irak var baseret på neokonservative fantasier om amerikanske styrker, der bliver hyldet som befriere. Som man kunne have forudset, blev styrkerne i stedet inddraget i en brutal og håbløs krig imod det irakiske folk. Fra at blive betragtet som passive modtagere af amerikansk goodwill, bliver de nu praktisk talt betragtet som undermennesker. Hvis de britiske styrker, som meget tyder på, er uskyldige i forhold til noget, der bare ligner den systematiske mishandling, som tilsyneladende er blevet praktiseret af amerikanerne, er en af grundene, at de ikke deler deres holdninger.

Specialdesignet tortur
De irakiske oprøreres stigende modstand kan sammenlignes med 1950’ernes anti-kolonialistiske befrielseskampe, men den tætteste parallel til den ukontrollable konflikt, som er under opsejling, finder man i Tjetjenien, som vedvarende er en skueplads for anarki og terror til trods for den skånselsløse udfoldelse af russisk våbenstyrke, og den systematiske brug af tortur i mere end et årti. Det var udsigten til en ukontrollabel guerillakonflikt, som fik mange soldater i Pentagon til at udtrykke dybe forbehold over for krigen.
Da den civile ledelse begyndte invasionen af Irak, blev de amerikanske styrker kastet ud i en konflikt, som de er overordentligt dårligt rustet til.
I kølvandet på Vietnam og Somalia har den amerikanske militærdoktrin været baseret på ’force protection’ og ’shock and awe’. I praksis betyder disse strategier, at man skal slå enhver ihjel, som på nogen måde synes at udgøre en trussel mod de amerikanske styrker, og at man skal overvinde fjenden ved at benytte sig af overvældende våbenstyrke. Selv om disse strategier var effektive i de første faser af krigen mod Saddam Hussein, virker de stik modsat, når fjenden udgør en hel befolkning, som det er tilfældet i Irak i dag. Eller som Douglas Hurd bemærkede, så er det ikke den bedste måde at indynde sig, når man fylder hospitalerne og ligkapellerne op.
Resultatet er bare blevet en endnu mere brutal konflikt. Alle kan risikere at ende som torturoffer, som det har været tilfældet i Irak inden for det sidste år, lige som i Tjetjenien, og før da i Algeriet, hvor franskmændene udkæmpede en tilsvarende beskidt krig. Ved at underkaste tilfældigt udvalgte irakere mishandling, følger amerikanerne en strategi, som er blevet afprøvet mange gange før, men den form for tortur som de har praktiseret, har alligevel visse karakteristiske træk. I modsætning til russerne og franskmændene, som også påførte deres ofre ekstrem fysisk smerte, virker det som om, de amerikanske styrker hovedsageligt støtter sig på teknikker, som er baseret på udøvelsen af et intenst psykologisk pres. De indsatte som er blevet samlet op fra gaderne, bløder man op ved at få dem til at miste orienteringen, sløve deres sanser og udsætte dem for seksuel ydmygelse. Det er alt sammen former for mishandling, som ville tilføje ethvert menneske skade, men at føre nøgne irakiske mænd rundt i hundesnor og dække deres hoveder til med kvindeundertøj, virker som teknikker, der er specielt designet til at underminere fangernes identitet og værdier. Følgen er, at hele den islamiske verden har fået indprentet et uudsletteligt billede af amerikansk depravation på deres nethinder.

En hån mod konventioner
Det er stadig uklart, hvordan disse teknikker vandt indpas i Abu Ghraib fængslet. Til gengæld står det klart, at Bush–regeringen lige fra begyndelsen af sin krig mod terror, har hånet og omgået de internationale love om behandling af fanger. Den erklærede ensidigt medlemmer af terroristorganisationer for at være illegale krigere, som ikke var berettiget til at stå under Genevekonventionens beskyttelse. De indsatte på Guantanamo-basen faldt inden for den kategori, og det gjorde de Taleban – og al-Qaeda mistænkte, som blev fanget i Afghanistan tilsyneladende også. Da de befandt sig uden for den internationale lovs rækkevidde, kunne de udsættes for tortur.
I Irak kunne Bush-regeringen undgå de internationale love ved at gå andre veje. De udliciterede sikkerhedsopgaverne i Abu Ghraib og andre amerikanske fængselsanlæg til private firmaer på kontrakter, som ikke er underlagt militærlov, og som ikke er styret af Genevekonventionen. I virkeligheden skabte Bush-regeringen bevidst et lovløst område, hvor mishandlinger ustraffet kunne praktiseres.
Nogle af de lovgivere, som overværede videoklippene af den seksuelle mishandling af irakiske kvinder udført af amerikansk personale, på et lukket møde i Capitol Hill i Washington i sidste uge, beskrev den opførsel, som de havde været vidne til som uamerikansk. Det kan godt være, men det er gjort mulig af den politik, som udgår fra det højeste niveau i det amerikanske lederskab. Det amerikanske personales tortur af irakere, er en anvendelse af Bush-regeringens strategi i krigen mod terror.
Man slår sig selv i nakken, når man på denne måde kaster vrag på de internationale love og civiliseret opførsel. For ikke så lang tid siden var sammenstødet mellem civilisationer bare en torskedum og fejlagtig teori, men efter de seneste afsløringer er det blevet en selvopfyldende profeti. Da man væltede Saddam, ødelagde man i virkeligheden et vestligt regime, som var på linie med det stalinistiske Sovjetunionen i dets militante verdslighed. Og ved at gøre det, satte man det radikale islam i stand til at blive den eneste reelle politiske kraft i landet. Umiddelbart virker det som om, det bliver Iran, som kommer til at nyde godt af afsløringerne om tortur – en kendsgerning som Ahmed Chalabi tilsyneladende har fattet (den irakiske emigrant, som de neokonservative troede, ville føre landet til demokrati i amerikansk stil), men som nu er ved at knytte tættere bånd til det iranske styre. På det globale niveau er den egentlige vinder al-Qaeda, som i dag er en mere alvorlig trussel end den nogensinde har været før.

Fantasiforestillinger
Bush-regeringens håbløse tilgang til terrorismen er symptomatisk for den farlige mangel på realisme, som præger hele dens måde at tænke på. For viceudenrigsministeren Paul Wolfowitz og andre neokonservative er løsningen på terrorismespørgsmålet, at ’modernisere’ Mellemøsten. For mange af dem betyder det, at man skal styrte mange, hvis ikke de fleste, af områdets regimer, og erstatte dem med sekulære, liberale demokratier. Det virker ikke som om, de har bemærket, at områdets sekulære regimer er autoritære stater som Syrien og Irak. I Mellemøsten i dag, lige som Algeriet før i tiden, betyder demokrati islamisk herredømme.
Angrebet på Irak var ganske simpelt hen bare en ny praktisk udførelse af de neo-wilsonianske fantasier, som er et tilbagevendende træk i den amerikanske udenrigspolitik, men det var også en øvelse i realpolitik – og en krig om naturrigdomme. Et af hovedpunkterne for den logiske begrundelse af invasionen, var, at det ville sætte USA i stand til at trække sig tilbage fra Saudi-Arabien, som man efterhånden betragter som medskyldig i terror, og som en ustabil partner. Hvis begrundelsen var, at USA kunne fjerne sig Saudi-Arabien, efterlader det USA i en situation, hvor der er behov for nye oliekilder. Og da det kun er Irak, som sidder inde med olie i tilstrækkelig store mængder, måtte man skaffe sig af med regimet. I denne Dr. Strangelove vision ville olien begynde at flyde, lige så snart Saddam var blevet fjernet og Irak var blevet omdannet til et demokrati i vestlig forstand. Krigen ville kunne finansiere sig selv, og verdensøkonomien ville ubesværet bevæge sig ind i det solbeskinnede højland.
Tingene har ikke ligefrem udviklet sig på den måde. Oliepriserne er steget, ikke faldet, og de ville meget nemt kunne stige yderligere. Det er delvis et resultat af den stadig stigende, desperate sikkerhedssituation i Irak. Amerikanerne gjorde mere end bare at styrte Saddams despotiske regime; de ødelagde også den irakiske stat, som efterfølgende kastede landet ud i et halvanarkistisk kaos.
Hvis man forudsætter, at de amerikanske styrkers ubetænksomme angreb på shia-muslimernes hellige by Najaf, og at sandsynligheden for at halshugningen af Nicholas Berg, vil blive efterfulgt af flere lignende oprørende grusomheder, så vil volden i landet med meget stor sandsynlighed eskalere. I så fald vil Irak blive skueplads for masseudvandring. Internationale organisationer og vestlige olieselskaber vil forlade landet og enhver udsigt til genopbygning af landet, vil gå tabt. Hvordan vil det stille Irak – og dets olie?
Udvandringen vil ikke være begrænset til Irak. Vestlige virksomheder er allerede ved at trække sig ud af Saudi Arabien. Enheder med tætte bånd til al-Qaeda har, opildnet af den forværrede situation i Irak, intensiveret deres angreb på saudi arabiske mål. Økonomer kan sige nok så meget om, at verden ikke har nogen grund til at frygte en ny oliekrise, men de har glemt at tage de geopolitiske realiteter med i beregningerne. Saudi-arabisk olie er stadig kolossalt vigtig, og ethvert tegn på stigende ustabilitet i landet, afspejles øjeblikkeligt i oliepriserne. Følgerne af en større omvæltning i kongeriget er slet ikke til at gøre op.
USA har ikke råd til en vedvarende krig i Irak, men prisen for en hurtig tilbagetrækning vil blive høj. Ikke desto mindre er det præcis det, som er ved at ske. Efter afsløringerne om tortur, er det at »stå distancen«, ikke længere muligt. Det er ikke fordi den amerikanske offentlighed, har reageret med stor væmmelse på vidnesbyrdene om den systematiske mishandling af irakere – som det har været tilfældet i England og andre europæiske lande. Det er snarere, fordi Irak og dets befolkning nu bliver betragtet med en blanding af forbløffelse og had, og at der er begyndt at indsnige sig en stemning af fortvivlelse over krigen. De fleste amerikanere ønsker en tilbagetrækning, og gerne snart.

Fiasko for Blair
Demokraterne, som har været fastlåst i indre stridigheder, har ikke formået at gribe fast om nælden. De har ikke lagt overvældende stort pres på Præsident Bush for at få ham til at bekendtgøre, at USA har fuldført sin opgave med den snarlige overdragelse af suverænitet til irakerne selv.
Hvis han beslutter sig for at lukke biksen og stikke af, kan Bush sagtens overleve et sammenbrud i Irak. Det er ikke de samme udsigter, som vinker forude for Tony Blair. Det var den messianske, liberalistiske fane, som drog England ind i krigen. For premierministeren var det at gå i krig i Irak, en anledning til at lade sig beruse af retskaffenhed, kombineret med en betryggende følelse af at have de store bataljoner på sin side. Men amerikansk uovervindelighed var en neokonservativ myte, og forestillingen om, at Blair vil kunne overleve den frygtelige fiasko, som udfolder sig i Irak, er lige så illusorisk, som det der i første omgang førte til krigen i Irak. Der vil ikke gå lang tid, før han uimodståeligt bliver hjulpet på gled og må gå nye veje med sine messianske ambitioner.
I USA vil en amerikansk tilbagetrækning blive fremstillet, som en belønning for godt udført arbejde. Resten af verden vil betragte det som et ydmygende nederlag, og det er på dette punkt, at analogien til Vietnam ikke er helt adækvat. Irak-krigen blev tabt langt hurtigere end krigen i det sydøstlige Asien, og de globale virkninger vil muligvis blive langt større. Mens Vietnam ikke havde den store økonomiske betydning, så er Irak en central brik i verdensøkonomien. Efter Saigons fald væltede der ikke nogen dominobrikker, men der kunne meget vel falde nogle ganske tunge brikker, når de amerikanske tanks buldrer ud af Bagdad.
Man kan ikke forudse alle følgerne af dette slag mod den amerikanske magt. Der er dog en konsekvens, som er meget klar. Det er det sidste, verden kommer til at se af den liberale imperialisme. Den afgik ved døden på krigsmarkerne i Irak. Det er ikke nogen trøst for dette lands indbyggere, men deres lidelser har i det mindste demonstreret det tåbelige i at føre krig i kampen for et liberalt korstog.

© The Independent & Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her