Læsetid: 10 min.

Manden der forrådte verden

Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Ingen forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda og ingen mobile våbenlaboratorier forklædt som yoghurt- og mælkebiler. Men hvor kom de oplysninger så fra? Alle spor fører til samme hovedperson: Pentagons darling Ahmed Chalabi
27. maj 2004

Budskabet fra Pentagon var klokkeklart, da den amerikanske hær i april sidste år fløj eksilirakeren Ahmed Chalabi og flere hundrede af hans amerikansktrænede militsfolk ind i Nassiriya: Her kommer vores mand. Skønt han selv benægtede at være på valg til nogen post i Irak, så vidste selv den mindste irakiske skoledreng, der bevidnede den spektakulære entré, at denne mand ville komme til at spille en central rolle i Det Nye Irak. Ganske som han havde spillet en central rolle i fjernelsen af Det Gamle Irak.
Ahmed Chalabi og hans paraplyorganisation, Den Irakiske Nationalkongres (INC), leverede kilderne til påstandene om Saddam Husseins våbenprogrammer, om forbindelser til terrornetværket al-Qaeda og om direkte involvering i 11. september-angrebene på USA mm. I de seneste uger og måneder er disse oplysninger blevet pillet fra hinanden én for én; kilderne afsløret som løgnere.
Og nye opsigtsvækkende oplysninger er kommet til, om end de endnu ikke er bekræftet fra officiel side: Chalabi var sponsoreret af Iraks ærkefjende Iran, som ligesom Chalabi ønskede, at USA fjernede Saddam. Og ikke nok med det – han videregav sågar fortrolige oplysninger fra USA til Iran.
Alligevel fortsatte Pentagons militære efterretningstjeneste, DIA, med at betale Chalabi og hans INC tre-fire mio. dollar årligt for informationer inde fra Irak. Først i sidste uge – få dage før amerikanske styrker ransagede Ahmed Chalabis hjem i Bagdad – stoppede USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz samarbejdet med INC »i lyset af processen med at overføre suverænitet til det irakiske folk,« som han sagde i sin begrundelse. »Vi følte ikke længere, at det var passende at fortsætte støtten på denne måde.«
Trods forsøget på at maskere det en smule, er der ingen tvivl om, at Chalabi nu har fået det endelige spark af vennerne i Pentagon.
Men hvordan kunne det komme så vidt?
Allerede da den amerikanske efterretningstjeneste CIA for første gang gjorde sig Ahmed Chalabis bekendtskab i starten af 1990’erne, forelå der belastende oplysninger, der kunne have sat en stopper for det samarbejde, der i disse dage bliver stadig mere pinligt for præsident George Bush.
Ahmed Chalabi, der som 13-årig forlod Irak med sin familie i kølvandet på 1958-revolutionen, bestyrede i et årti Petra Bank i Jordan, men i 1989 gik banken konkurs, hvorefter den jordanske centralbank måtte dække tabet på 350 mio. dollar.
»I to år gik al den hjælp, vi fik fra Saudi-Arabien og andre arabiske lande til at rydde op efter Petra-rodet,« fortæller en tidligere jordansk diplomat til nyhedsbrevet CounterPunch.
Hele affæren tvang Chalabi til at flygte ud af landet til Syrien – efter sigende i bagagerummet i en bil. Senere blev han in absentia idømt 22 års hårdt arbejde i jordansk fængsel for svindel. Selv fastholder han, at det var Saddam-loyale jordanske politikere, som forårsagede konkursen, fordi Chalabi var blevet en trussel mod den irakiske leder.
I første omgang valgte CIA og det amerikanske udenrigsministerium at lade tvivlen komme Chalabi til gode. Efter en mislykket CIA-sponsoreret opstand i 1995-96, hvor flere hundrede blev dræbt og 4.000-5.000 oppositionsfolk måtte evakueres ud af landet – blev luften mellem INC og CIA dog koldere. I 2002 kom det til et endeligt brud mellem udenrigsministeriet og INC, efter en gennemgang af INC’s regnskaber, der afslørede udokumenterede udgifter for omkring fire mio. dollar. En del af pengene siges at være gået til at udsmykke INC’s Washingtonkontor med malerier og til at betale fitness-abonnement for kontorets medarbejdere. Siden denne episode har Udenrigsministeriet og CIA været yderst skeptiske over for INC.
Skepsisen blev dog ikke delt af Forsvarsministeriet, Pentagon, hvis efterretningstjeneste, DIA, i 2002 overtog opsynet med INC. Pentagon nærede omvendt særdeles stor skepsis over for CIA. I et interview med Knight Ridder Newspapers i 2002 sagde den indflydelsesrige Bush-rådgiver Richard Perle således, at CIA’s analyse af Irak-truslen »ikke er det papir værd, den er skrevet på«.
»Man taler om, at Pentagon i 2002 simpelthen oprettede et Team B – det kontor, som hedder Office for Special Planning. Lederen af kontoret, Abraham Sholsky, er en kendt kritiker af CIA, som han mente var alt for forsigtig i deres trusselsvurderinger. Det korte af det lange er, at CIA bliver sat under pres og mere eller mindre bliver skubbet ud på et sidespor,« forklarer Lars Erslev Andersen, lektor ved Danmarks Humanistiske Forskningscenter, der har kendskab til både Mellemøsten og amerikansk politik.
Men Pentagon havde et problem: De havde ingen spioner i Irak. Det er her Ahmed Chalabi og hans såkaldte Information Collection Program under INC kommer ind i billedet – et program til 18 mio. dollar over fire år betalt af amerikanske skatteydere. I oktober 2002 underskriver DIA og INC en fire sider lang aftale, som Newsweek er kommet i besiddelse af. Dokumentet beder specifikt INC om at gå efter informationer om »lokaliteter for opbevaring af masseødelæggelsesvåben, udviklingsfaciliteter og individer tilknyttet disse faciliteter,« samt »tidligere forbindelser mellem det irakiske regime og al-Qaeda og andre terroristgrupper.«
Hvad du ønsker, skal du få, synes Ahmed Chalabi og hans Information Collection Program (ICP) herefter at have tænkt.
Informationerne kom primært fra de såkaldte irakiske ’afhoppere’ – tidligere irakiske militærfolk, der var flygtet fra landet. Hvad disse afhoppere kunne fortælle var gruopvækkende og bekræftede til fulde Pentagons nykonservative høges værste anelser. Ikke kun havde Saddam forbindelser til al-Qaeda, det så også ud til, at han var direkte involveret i angrebene på USA 11. september 2001.
Faktisk kunne afhopperne fortælle om et navngivet træningsanlæg, hvor Irak trænede islamiske ekstremister i flykaprings-teknikker som dem, der blev brugt 11. september.
Og der var mere. Saddam arbejdede aktivt på at bygge en atombombe og havde diverse mobile laboratorier forklædt som mælke- og yoghurtbiler, hvor hans videnskabsmænd lavede biologiske våben, der kunne affyres mod Israel og dræbe op til 100.000 mennesker.
Inden aftalen med DIA havde Chalabi og ICP imidlertid allerede fået overbevist både medier og mediebrugere om ’den irakiske trussel’ gennem det, der ligner en målrettet kampagne, hvor irakiske afhoppere blev stillet til rådighed for journalister ved verdens førende og mest respekterede medier. Ingen journalist kunne tilsyneladende sige nej, når vedkommende blev tilbudt eksklusive interviews med irakiske afhoppere.
Journalisterne havde ingen chancer for at tjekke afhoppernes påstande, hvilket mange af dem også gjorde opmærksom på i artiklerne. Forbeholdene druknede dog i de sensationelle overskrifter, som kunne læses i så respekterede aviser som New York Times, Washington Post, Vanity Fair, Atlantic Monthly, Times of London, Sunday Times of London og det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.
I alt lykkedes det INC at plante informationer, der blev til artikler i mindst 108 tilfælde, fremgår det af et brev af 26. juni 2002 fra INC til det amerikanske senats Bevillingskomite.
Der er ikke tal for, hvor mange aviser, tv- og radiostationer verden rundt, der efterfølgende tog historierne op.
Efterfølgende kunne det imidlertid registreres, at embedsmænd i Bush-administrationen og andre, der var for en såkaldt forebyggende krig mod Irak, citerede og henviste til artiklerne i udtalelser og interviews uden at tage nogen former for forbehold.
Nu skulle politikerne så bare overbevises. Gennem centralt placerede embedsmænd – bl.a. John Hannah, der er en af Cheneys sikkerhedsrådgivere, samt William Luti fra Rumsfelds kontor – begyndte INC nu at sende sine informationer direkte til vennerne i ministerierne og Senatet – uden om efterretningstjenesterne – fremgår det af føromtalte brev fra INC. Materialet blev derfor aldrig screenet af efterretningstjenesterne, og nogle af oplysningerne kom således frem til topfolk i Bush-regeringen på trods af, at CIA, DIA og FBI havde stillet spørgsmålstegn ved materialet samt kildernes troværdighed.
Som vi ved i dag indledte USA den 20. marts 2003 en krig mod Irak. Ville verden have været uden denne krig, hvis ikke det havde været for Ahmed Chalabi og INC?

Det er svært præcist at vurdere, mener Lars Erslev Andersen, for USA kunne have valgt andre begrundelser for at gå i krig. Men påvirket af INC-materialet, det var de: »En del af efterretningsdataene – hvis man kan kalde dem sådan – er sivet ind i mere officielle rapporter, som så er blevet blåstemplet af CIA eller af Tony Blairs kontor eller andre,« siger han.
Det drejer sig bl.a. om en tale holdt af Dick Cheney allerede den 26. august 2002. I talen, der var startskuddet for Bush-regeringens forsøg på at samle opbakning til at vælte Saddam Hussein med magt, sagde Cheney, at han havde »førstehåndsvidneudsagn« fra afhoppere, der havde afsløret, at Saddam havde genoptaget sit forsøg på at udvikle atomvåben.
Værre var det, at der sneg sig urigtige INC-informationer ind i en af de vigtigste vurderinger af Iraks våbenprogrammer, der blev udgivet forud for krigen, nemlig Den Nationale Efterretningsvurdering. Også den rapport om Irak, som Det Hvide Hus udsendte den 12. september 2002, indeholdt informationer, som kan spores direkte tilbage til INC-afhopperne; bl.a. oplysningen om at Irak havde en terroristtræningslejr ved navn Salman Pak i Irak.
Fra Storbritannien er det mest kendte eksempel påstanden om, at Irak kunne affyre missiler med kemiske våben inden for 45 minutter. I samme kaliber som 45-minutter-påstanden er udenrigsminister Colin Powells præsentation til FN’s Sikkerhedsråd i februar 2003, om at Irak havde mobile laboratorer til fremstilling af kemiske og biologiske våben. Ingeniøren, som stod bag informationerne var tilknyttet INC og viste sig at have opdigtet sin historie.
»Det er dokumenteret, at meget af det, de (afhopperne, red.) har sagt, simpelthen ikke holdt vand. Det, der er spørgsmålet nu, er, om det var bevidst eller ej. Jeg tror, at det for INC og Chalabi var ren business. De havde en sag, og hvis de skulle have penge og støtte og vinde sagen, så vidste de godt, at de skulle sige nogle bestemte ting til nogle bestemte folk, og det gjorde de så,« siger Lars Erslev Andersen.
»Hvorvidt de så selv har siddet og produceret oplysninger, det ved jeg ikke.«
Ifølge en grundig undersøgelse foretaget af to Knight Ridder-journalister er der en række forhold, som burde have undret efterretningstjenester, politikere og medier. F.eks. at oplysningerne stammede fra det samme halve dusin afhoppere.
For at skabe en fornemmelse af, at der var tale om flere og forskellige kilder ændrede afhopperne ofte forklaring fra et medie til et andet.
En af de mest afgørende påstande, nemlig påstanden om at Irak havde mobile våbenlaboratorer, kom ifølge Knight Ridder fra fire forskellige afhoppere. En af dem, en afhopper der gik under dæknavnet ’Curveball’, var bror til en af Ahmed Chalabis nærmeste medarbejdere. Curveball var den bedst placerede kilde af de fire, idet han påstod, han var kemiingeniør og sågar havde været med til at designe og bygge de omdiskuterede mobile laboratorier.
Curveball fortalte sin historie til den tyske efterretningstjeneste, som sendte informationerne videre til Pentagons militære efterretningstjeneste, DIA. DIA interviewede aldrig selv afhopperen før efter krigen, fortæller en højtstående embedsmand til Knight Ridder.
»Curveball var en bærende kilde i rapporten (om mobile laboratorier, red.),« erkender embedsmanden.
Så hvordan kunne det ske, at det lykkedes INC at snyde efterretningstjenesterne og hele det amerikanske, britiske, danske osv. politiske etablissement? Og kan man i virkeligheden overhovedet klandre Bush, Blair og Fogh for andet end at være godtroende – og for at have uduelige efterretningsvæsener? Lars Erslev Andersen mener ja:

Selv om der var mange, der var skeptiske og kritiserede INC-oplysningerne, så blev informationerne brugt i en argumentation for nødvendigheden af at fjerne Saddam Hussein både i USA, Storbritannien og Danmark.
Men det er kun fordi, at INC havde en god alliancepartner i det politiske miljø i Washington og London, at informationerne får betydning,« siger han og uddyber:
»CIA blev presset af Pentagon, og det tvang dem til at være mere offensive, og det er grunden til, at de vælger at fjerne nogle forbehold. På den måde endte CIA med at blåstemple informationer, som de var dybt skeptiske over for.«
Både George Bush og Tony Blair betaler i øjeblikket dyrt i meningsmålingerne for deres tillid til Ahmed Chalabi, og sidste uges raid på Chalabis hus tyder på, at hovedpersonen snart også selv kommer til at betale prisen for at have »leget med systemet,« som en amerikansk efterretningsagent beskylder ham for i New York Times.
Endnu er han dog stadigvæk et magtfuldt medlem af Det Irakiske Regeringsråd og dets finansudvalg. Hans familie har – som i de gode gamle dage – igen fået kontrol med Iraks banksystem, og Chalabi står fortsat i spidsen for den såkaldte af-Baathificering, der skal sikre, at ingen medlemmer af Saddams Baathparti får indflydelsesrige stillinger i Det Nye Irak. Det har Chalabis familie og venner til gengæld fået. F.eks. er hans nevø Salim Chalabi blevet udpeget til at lede Det Særlige Irakiske Krigsforbrydertribunal, hvor eks-diktatoren skal retsforfølges, og Chalabis gamle ven Abdul Huda Farouki – som skyldte Petra Bank 12 mio. dollar, da banken kollapsede uden nogensinde at betale tilbage – har vundet kontrakter for omkring 400 mio. dollar i Irak. Den største kontrakt blev dog annulleret efter konkurrenters højlydte protester over det, de kaldte »Chalabi-forbindelsen.«
Men hvad siger han selv til alle de grove beskyldninger om manipulation og bevidst fejlinformation? Han trækker på skuldrene.
»På trods af vore fejl er vi helte,« udtalte han til amerikanske medier efter krigen.
»Hvad der blev sagt før (krigen, red.), er ikke vigtigt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her