Læsetid: 3 min.

Matchrace til Hestur

Og godt klippe-væggen ikke væltede, for så var vi da havnet i verdens største æggekage
21. maj 2004

Færøerne II
Man fik lyst til at bryde ud i sangen »Jeg er en fuglefæ-æ-æ-ænger« fra Mozarts opera, blot ved tanken om nu at skulle se et rigtigt levende fuglefjeld. Det skulle foregå stilfuldt med det gode skib, Nordlyset, men ak.. motoren havde fået forfald, så de danske pressefolk, der deltog i denne Færø-fremvisning til gavn for øen, måtte i stedet over i to gummibåde med påhængsmotorer. Af sikkerhedsgrunde blev det sagt, for hvis den ene nu gik i stykker. Helt farligt er det ikke at sejle til fuglefjeld. Havet kan pludselig blive vredt, og så sejler man simpelthen ikke derud.
Når man lige havde set kronprinseparrets matchrace i tv, kunne man få visse mindelser. De to bådeførere gav den sømmet, havfugle for forskrækkede bort, og vi skiftedes til at føre an i det vilde race over bølgerne hen mod klipperne. Vi hundefrøs.
Men det var det værd. Fuglene havde arrangeret sig pænt på klippehylderne, hvor de passede deres æg, eller de skræppede rundt frit i luften, og det var som at få et indblik i en helt anden verden ved siden af menneskenes.
Når man kiggede op, svimlede det for en, så mange var der. Rider var i flertal, men vi iagttog også ganske ornitologisk nogle kjover og en del lomvier, disse mini-pingviner. At sejle ind i grotterne var som at komme til et Indiana Jones-eventyrland, hvor klippevæggene sine steder glimtede af ædelstene. Vi slap for uheld. F.eks. væltede klipperne ikke ned over os, hvilket ville have resulteret i verdens største æggekage.

Samtale i bussen
Bådeføreren fortalte om nogle muslingelignende, såkaldte albueskaller, som der var rigeligt af, at de bliver eksporteret til Rigshospitalet i København, hvor ammende kvinder kan tage dem lindrende på, hvis babyen har bidt for hårdt i brystvorterne. Se, det var jo en stor opfindsomhed, og vi diskuterede i bussen, mens vi kørte rundt og så seværdigheder, hvad færingerne ellers kan finde på at leve af. Det er jo mest fisk og får, for olien har endnu ikke givet pote.
Der er en masse vind og vejr på Færøerne, så det var underligt, at vi ingen vindmøller så. Hilda, vores guide, mente, at der kun var tre. Forklaringen var, at der er så mange hvirvelvinde. Faktisk kan man fare vild i en hvirvelvind, så man pludselig går i den modsatte retning af den, man tror.
Per fra rejseselskabet havde en vision om, at man kunne lave en golfbane med 18 huller – en på hver ø. Det ville virkelig være noget. Det blev også foreslået, at man etablerede en produktion af feta-ost, når man nu havde så mange får.
Så gled samtalen over i noget om den færøske radio. Færingerne synes (stadig), at radioen er mere hellig end meget andet. Man telefonerer simpelthen ikke til hinanden, når der sendes nyheder. Hilda erindrede sig, da en radiospeaker efter en oversvømmelse skulle have sagt, at en masse minke var døde. Vedkommende kom til at sige munke.

Kunstnere
Vi så en moderne kirke, som var udsmykket af nationalkunstneren Trondur Patursson, som også er international. Modsat andre kirker var det ikke en lidende Kristus, man så på altertavlen, men en, der rækker hænderne mod himlen så yndefuldt som en balletdanserinde. Patursson, der også er lidt af en Troels Kløvedal, er søn fra kongsgården Kirkjubøur, som har været i familien Paturssons eje gennem 16 generationer. Stedet emmer af historie. Har man set filmen Ivanhoe, og husker angelsakseren Cedrics gård, så har man lidt af stemningen.
Selve Torshavn er en stor seværdighed med de smukke gamle træhuse, og Hilda kunne fortælle både om William Heinesens hus, og hvor den rigtige Barbara havde boet, ligesom hun kunne udpege flere locations for Nils Malmros’ film. Denne har et stort navn på Færøerne, hvortil han flere gange er vendt tilbage, og ligesom man er lidt stolte af at have været tæt på Trondur, er man det, hvis man var tæt på Malmros. En af bådeførerne, Regnir, havde været en slags formand for statisterne i Barbara. Han havde været erhvervsdykker i en menneskealder og var således, om man så må sige, startet fra bunden. Han havde denne skrøne, som vi sagtens kunne more os over, selv om vi var danskere: En gammel mand henvender sig til biskoppen og beder ham lære sig nogle latinske brokker, fordi han har hørt, at så kommer man lettere i himlen. »Jo,« siger biskoppen, »men hvad nu, hvis du kommer i helvede i stedet for?« Hvortil manden svarer: »Jamen jeg kan en hel del ord på dansk…«
Vi blev fløjet med helikopter til lufthavnen på hjemturen. En oplevelse, som ikke kan beskrives.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her