Det kører faktisk fint for den lille kommunistiske boghandel i Studsgade. Der var nogle svære år lige efter Murens fald, men nu genererer den et lille overskud. Det er ikke meget, og det, der er, bliver brugt på at uvidde repertoiret.
Spartacus, hedder boghandlen. Den ligger i en lille sidegade til det brostensbelagte Latinerkvarter. Solen har bleget skiltet over døren, men det er stadig muligt at skimte en stor gul stjerne på den afskallede lyserøde baggrund. Spartacus har ligget her i snart 30 år. Drevet af frivillige. På solidaritet og idealisme.
»Vi sælger ikke noget bare for at sælge. Vi sælger for at sende et politisk budskab,« siger Søren Volden. Han er daglig leder af Spartacus frivillig naturligvis.
Det kan godt være lidt overraskende at kigge rundt på hylderne. Nye meninger til gamle forfattere, man troede, at man kendte. Det for eksempel lidt underligt at se Fay Weldon, Ib Michael og Jane Aamund på hylderne i en kommunistisk boghandel.
Det meste af Spartacus udvalg giver dog sig selv: Solsjenitsyn, Heinesen, Carl Madsen, Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Sjöwall & Wahlöö i den skønlitterære afdeling. Mens Marx og Lenin fylder på de filosofiske hylder. Her finder man også et eksemplar af Kapitalen på persisk. Den har godt nok stået her i mange år, men ikke desto mindre et godt eksemplar at have, mener Søren Volden.
Selve boghandlen er ikke meget større end stuen i en arbejderlejlighed. Den minder på overfladen om et hvilket som helst andet antikvariat. Kun en nærlæsning af butikkens udvalg, og billederne på væggen afslører det politiske islæt.
Her hænger enkelte portrætter af kommunistiske ledere, men ellers mest kunstreproduktioner, der også sælges i et lille tilstødende lokale. Hans Scherfig, Picasso, Storm P., Heerup og William Heinesen. Faktisk er Spartacus de eneste i Danmark, der har et fjernlager af Heinesen-produktioner, fortæller Søren Volden.
Spartacus sælger også musik. Hovedsaglig klassisk musik af en eller anden grund, men i særdeleshed også socialistisk musik. Ud af et par højtalere i loftet synger Peter Abrahamsen Carl Scharnberg-digte om solidaritet, kammerater og blankpolerede støvlersnuder, der holder os nede.
Vi sætter os ind et lille baglokale. Her er kaffe, et fyldt askebæger og en ny pc med fladskærm og det hele. På døren ud til et lille toilet hænger et mandshøjt portræt af Lenin, og over døren et ur med hammer og sejl som urskive. Der er visse ting, der i visse kredse aldrig går af mode.
Søren Volden har været i Spartacus i otte år. Han passer forretningen sammen med to andre, der lige som ham selv har passeret de 40 måske også de 50. Det er folk, der har været med hele vejen. Men tiderne har ændret sig, mener Søren Volden. Folk er ikke tilnærmelsesvis så aktive i dag, som man var i hans unge dage.
»Der stod vi jo foran Brugsen og solgte Land og Folk, hver lørdag,« fortæller han og illustrerer engagementet ved at kunne avisens adresse og telefonnummer i hovedet endnu. »Dronningens Tværgade 3, 01 14 01 14,« kommer det prompte.
»Mange folk følte jo virkeligt, at det var deres blad. Jeg husker, da den en dag skiftede udseende. Det var lige før verden gik neden om og hjem for nogen. De kunne ikke tåle den mindste ændring.«
Omdrejningspunktet for Spartacus har traditionelt været DKP, fortæller Søren Volden, men i dag tilhører de ikke noget specielt kommunistisk parti. Heller ikke Søren Volden selv vedkender sig noget parti længere.
»Når jeg står med en stemmeseddel i hånden, har jeg det lidt som en muslim, der står med et menukort kun med svinekød. Der er ikke nogen partier, jeg kan tilslutte mig efterhånden,« siger han, men bedyrer dog, at hvis det kom til en faglig konflikt, ville man se ham på barrikaderne med det samme. Selve boghandlen støtter også ved konflikter. Både ved RiBus- og Skraldekonflikten her i Århus solgte Spartacus t-shirts og plakater til støttet for aktionerne. Og før i tiden var de også fast indslag til 1. maj ude på Tangkrogen.
»Men der kommer vi ikke mere,« siger Søren Volden.
»Jeg gider ikke det pjat. Det kan ikke være meningen, at man er ved at falde over en fyr, der sælger strandstole som det første, når man tager der ud. Det er jo kommercialiseret det hele. Skydetelte, Tombolaer og kebab. Det kan jo ikke være rigtigt, at en 1. maj skal være afhængig af privatkapitalistiske interesser. Smid alt det tombolahalløj, øltelte og skydetelte på porten, bare lige den dag. Ellers kan man jo lige så godt gå i Tivoli. Man er jo søbet ind i candyfloss bare man går tre skridt.«
»Næh,« siger Søren Volden lidt opgivende.
»Individualismen har mere eller mindre ædt solidariteten.«
