Læsetid: 4 min.

Den milde tvivler

Mozarts Titus på Det Kgl. i uforglemmelig opsætning
6. maj 2004

Opera
Mozarts sidste opera seria La clemenza di Titus (Titus’mildhed) med premiere få måneder før komponistens død i 1791 var i de første årtier af det 19. århundrede ved siden af den samtidige Tryllefløjten mesterens mest spillede opera.
Klassikken blev med denne Titus – efter Pietro Metastasios kejserdrama om den retsindige hersker der sætter personlige hensyn til side for almenvellet – til klassicisme og dertil ideologisk understrygning for den centraleuropæiske enevælde. Fyrsterne kunne med fryd se sig afspejlet i den ædle Titus der godt nok har magten, men ikke bruger den på død og undergang.
I den oprindelige scenografi af Giorgio Fuentes og Friedrich Christian Beuther, der fik rosende ord med på vejen af Goethe, fandt samtiden umiddelbart og med stor begejstring alle tidens idealer for kunst, samfund og fyrste: storhed, renhed og klarhed. Tvivl om hvor og hvornår dramaet udspillede sig var der ikke. Kejser Titus regerede fra år 79 til 81 e. Kr, handlingen er henlagt til kejserens første regeringsår, og stedet er selvsagt Rom.
Den kan man jo så vælge at give med toga, søjler og imperiets ikoner – eller i senbarokkens gevandter, pudderparyk og knæstrømper med stilistisk hjørnespark til kejsertiden. I Det Kongelige Teaters Titus-opsætning, i samarbejde med English National Opera og Concerto Copenhagen, har scenografen Yannis Thavoris skabt en moderne hybrid, overordentligt raffineret med gennembrudt smedejernsmønster og svage antydninger af gobelinmotiver på de trinde og bevægelige sætstyksflader. Klassik og barok i en art skæv klassicisme, men i rigtig balance.
Iscenesættelsen ved David McVicar understreger klassicismens grundtone, det rene og klare, hvorpå han oven i købet giver plads til al den personkarakteristik som netop denne opera i modsætning til Mozarts ’store’ operaer normalt fradømmes. Man siger at mesteren skrev Titus med venstre hånd; bestillingsopgave som kroningsforestilling i Prag for Leopold den 2. var forestillingen jo unægteligt og skrevet på godt 18 dage – meget af den i en rejsevogn (!) Men Mozarts venstre hånd!
David McVicar har læst grundigt på lektien og går godt og begavet i dybden med sine personer; ikke mindst titelfiguren den milde gode Titus, som ikke kan få over sin samvittighed at kaste forræderen for løverne. Virkelighedens kejser Titus nærede ikke just den slags betænkeligheder, men opera er ikke virkelighed, og personen Titus på Kgs. Nytorv er langt snarere og fuldt forsvarligt inden for librettoens og musikkens tilbud – lidt af et vankelmodigt skvat. Nærmest som var han i slægt med Shakespeares Henrik den 6. hvis veghed og ubeslutsomhed medfører katastrofer; han bruger ikke magten – kan ikke få sig til det, og åbner derved for at andre kan misbruge den. Også Titus er således drevet rundt i manegen af alle disse opslidende samvittighedskvaler og indre modsætninger som dybest set er magten uvedkommende og fremmed, og som – markeret i selve sluttableauet – antyder magthaverens snarlige undergang.

Særdeles velsyngende
Denne tvivlsomme og ganske tragiske Titus-figur er fremstillet overbevisende som en plaget usikker, næsten ynkværdig alt for ung mand af den fine tenor Michael Kristensen; en svær rolle i og for sig også utaknemmelig, men klart præsteret af sangeren. Omkring dette siv for vinden, som Kristensen bogstaveligt talt kropsligt fremstiller kejseren – næsten som et umodent barn der har ondt ved egen krop – kredser den højst indviklede intriges personer i et særdeles velsyngende ensemble: Ylva Kihlbergs sopran som en gribende Vitellia, Hanne Fischers uafviselige mørkt klingende alt som Sextus, debutanterne sopranen Kerstin Avemos skønt syngende Servilia og alten Paula Hoffmans præcise Annius. Operaens eneste dybe mandsstemme, Publius, leveres med autoritet af bassen Jens Bruno Hansen. Dertil kommer medlemmer af teatrets eget kor som en fryd i orkestergraven, hvor gæsterne i Concerto Copenhagen på gamle
instrumenter gør det ud for Kapellet.
I spidsen for det hele står ingen ringere end Lars Ulrik Mortensen der her løfter Titus musikalsk ud af uretfærdig glemsel. Med al den energi dette kraftfulde partitur fordrer og med puls og aldrig svigtende nærvær over for hver enkelt i dette mandskab – sangere og orkester – af højeste klasse peger Mortensen i sin tolkning ikke alene bagud til en musikalsk oprindelighed, som i sig selv er af stor værdi. Han demonstrerer også med sin og instruktørens insisteren på Titus som gesamtkunstværk i hvor høj grad Mozart her viser fremefter.
Det er sagt af kyndige folk, at Verdi og Weber er indkapslet her, i blandt andet Vitellias store sorg-arie med basset-klarinet akkompagnement. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad dette dog kunne have udviklet sig til, hvis Mozart ikke var død så ung.
Titus er kort sagt en meget vellykket og smuk forestilling, stærk og præcis i hver detalje. Det Kongelige Teaters ledelse og medarbejdere, der har bistået, skal have al den ros der kan ligge på dem for at virkeliggøre et sådant samarbejde og et sådant projekt.
Forhåbentlig bliver det ikke det sidste.
Slutteligen: Måtte operainstruktører og scenografer drage den lære af forestillingen at man godt kan spille klassiske værker uden hver gang at udstyre personerne med maskinpistoler og mobiltelefoner.

*Titus (La clemenza de Tito). Medv.: Michael Kristensen, Ylva Kihlberg, Hanne Fischer, Kerstin Avemo, Paula Hoffman og Jens Bruno Hansen. Det Kgl. Operakor, Concerto Copenhagen. Iscenes.: David McVicar. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Det Kgl Teater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her