Læsetid: 3 min.

Myter om Kierkegaard punkteret

Direktøren for Søren Kierkegaard Forskningscenteret Niels Jørgen Cappelørn kalder ny bogs afsløringer om Søren Kierkegaard for ’epokegørende’ – og kaster helt nyt lys over Kierkegaards karakter
29. maj 2004

Direktøren for Søren Kierkegaard Forskningscenteret Niels Jørgen Cappelørn kalder
ny bogs afsløringer om Søren Kierkegaard for ’epokegørende’ – og kaster helt nyt lys over Kierkegaards karakter

Kierkegaard
Man skulle ikke tro, det kunne ske. Men det er lykkedes forskeren Peter Tudvad at kaste nyt lys over Danmarks største tænker Søren Kierkegaard.
Som Information fredag kunne berette, har Tudvad fundet hidtil oversete tegninger af Kierkegaard fra det satiriske magasin Corsaren.
Den berømte historie om Corsarens karikaturtegninger af Kierkegaard er velkendt.
Men den har hidtil været baseret på en fejlagtig antagelse om, at Corsarens udstilling af Kierkegaard begrænsede sig til en kort periode i 1846. Nu viser det sig, at Corsaren faktisk fortsatte helt frem til januar 1855 med at satirisere over filosoffen.
Niels Jørgen Cappelørn, som er direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København kalder Tudvads afsløringer for ’epokegørende’.
Som Cappelørn siger:
»Det kaster helt nyt lys over Kierkegaards karakter. Det har været en myte i Kierkegaardforskningen, at han monotont blev ved med at repetere de samme udfald mod Corsaren lang tid efter, bladet var holdt op med at tegne ham. Man har set det som udtryk for hans hypersensitivitet. Det har været betragtet som udtryk for, at han var nærtagende og ikke kunne glemme det. Nu må vi gentænke den opfattelse.«
Niels Jørgen Cappelørn understreger, at han endnu ikke har fået tid til at læse bogen, som først kom fra trykkeriet fredag. Og at han kun udtaler sig på baggrund af samtaler med Peter Tudvad og den artikel, som var trykt i Information fredag.
Det oplagte spørgsmål er, hvordan Kierkegaardforskningen kunne undlade at læse alle de gamle numre af Corsaren igennem:
»Det som vi kender fra megen forskning, er også sket her,«, forklarer Cappelørn:
»Man gentager hvad den foregående forsker har skrevet og man læser den eksisterende sekundærlitteratur uden at gå til de oprindelige kilde.«
»Det fine ved Peter Tudvads arbejde, er, at han viser, hvad grundforskning er. Man skal aldrig tro på, hvad den tidligere forskning har fundet frem til og altid selv gå til kilderne.«

Endnu en myte
Joakim Garff er ansat ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret og har skrevet den prisbelønnede og kritikerroste Kierkegaardbiografi SAK.
Som ligesom den øvrige Kierkegaardlitteratur er baseret på den antagelse, at Corsarens affære med Kierkegaard stoppede i 1846.
»Det er glædeligt, at disse tegninger er dukket op. Peter Tudvad har udført et umådeligt værdifuldt og imponerede arkivarbejde, jo mere materiale om Kierkegaard, man kan få frem, des bedre.«
Joakim Garff har heller ikke haft lejlighed til at læse Peter Tudvads bog, men ser ikke umiddelbart anledning til at revidere fremstillingen i SAK:
»Jeg har skrevet en biografi om Søren Kierkegaard. For mig er en biografi en fortælling. Og jeg tror ikke, at Kierkegaard har været voldsomt afficeret af de senere tegninger. Allerede engang i marts eller april 1846 udtaler han selv i en journaloptegnelse, at han er holdt op med at læse Corsaren.« Det afgørende ved Corsarenaffæren er ifølge Garff, at Kierkegaard fra at være en respekteret mand på gaden nu pludselig bliver gjort til grin og udpeget overalt, hvor han dukker op.
Den anden indtil videre væsentlige afsløring i Kierkegaards København, er historien om snedkersvenden Strube, som den hidtidige forskning har betragtet som Kierkegaards tjener. Tudvad viser nu, at Kierkegaard i hvert fald ikke holdt Strube som tjener. Men måske snarere tog sig af ham og hans familie.
Cappelørn betegner også denne nye afsløring som ’epokegørende’.
»Det er fuldstændig parallelt. Her har vi et eklatant eksempel på en myte om Kierkegaard. Man har haft en tendens til at sige, at han skrev om omsorgen for næsten, men ikke selv praktiserede det. Men det er jo i sig selv enestående, at man lader en hel familie flytte ind hos sig. Jeg kender ikke mange, som ville lade fire mennesker bo hos sig i fire år. Men her har Peter Tudvad igen punkteret en myte, som vi må revidere.«
Joakim Garff er ikke så overrasket over, at Kierkegaard også tog sig af fattige mennesker:
»Familien Strube har næppe siddet med hænderne i skødet bagest i lejligheden, men efter al sandsynlighed været aktivt inddraget i husholdningen.«
»Jeg forsøger i SAK at beskrive de mange ekstremer, der gemmer sig i Søren Kierkegaard. Det er en dialektisk virkelighedsbeskrivelse. Kierkegaard er en overdådigt sammensat karakter, som både kan være blid og opmærksom på de fattige og syge, og som også kan være en nonchalant åndsaristokrat.«
Men som både Garff og Cappelørn understreger: De glæder sig til at læse Peter Tudvads bog.

*Peter Tudvads bog ’Kierkegaards København’ udkommer den 8. juni på Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu