Læsetid: 5 min.

Når mor kommer hjem

Den første konkurrencefilm i Cannes, det japanske drama ’Nobody Knows’, er en gribende og detaljerig film om fire børn, der forlades af deres mor
14. maj 2004

Filmfestival
Cannes – Der bliver talt om så meget på en filmfestival, og festivalleder Thierry Fremaux – der for første gang i år har haft fuld kontrol over udvælgelsen af film til det officielle program – er indtil videre blevet beskyldt for ikke at eje en selvstændig smag eller stil. Og programmet er blevet kaldt en leflen for amerikanerne i et forsøg på at undgå en situation som på forrige års festival, hvor fronterne blev trukket hårdt op mellem den krigsførende nation USA og de franske krigsmodstandere.
Selv ikke tilstedeværelsen af Michael Moores kontroversielle og Bush-kritiske dokumentarfilm, Fahrenheit 9/11, kan ikke dæmpe humøret og forventningerne til stjernespækkede film som Wolfgang Petersons Troja, den computeranimerede Shrek 2 og Coen-brødrenes Ladykillers.
Hollywood-stjerner som Brad Pitt, Tom Hanks, Will Smith, Ben Affleck og Jack Black forventes at gøre den røde løber, og glemt er ’anti-amerikanske’ skandalefilm som Dogville og Elephant, der sidste år chokerede og provokerede mangen en amerikansk anmelder, ikke mindst branchebladet Varietys Todd McCarthy.

Politisk skovtur
Men politisk blev det også til åbningsceremonien onsdag aften, hvor festivalledelsen indvilgede i at lade repræsentanter for utilfredse showbizz-arbejdere – de truer med at boykotte festivalen, fordi der bliver skåret i deres understøttelse – gå ad den røde løber.
Klædt i smoking og store kjoler med røde bogstaver på ryggen, der tilsammen dannede ordet ’forhandling’, stillede 11 mennesker sig øverst på den røde løber og appellerede til stjernerne om at støtte deres sag.
Det var et klogt træk af festivalen, men de aktionerende fik dog ikke lov til at tale ved ceremonien, hvilket ellers havde været et krav, og den truende konflikt er endnu ikke helt afværget.
Tilgengæld fik de stillet et af byens teatre til rådighed, hvor man fredag vil holde et pressemøde, ligesom man lørdag vil invitere på skovtur på stranden og give offentligheden mulighed for at møde og tale med de aktionerende.
Og for at det ikke skal være løgn, så gik postarbejderne, landmændene og de offentligt ansatte onsdag i strejke – ikke i sympati med deres kolleger i underholdningsbranchen, men som sædvanligt tids nok til at forstyrre festivalen i Cannes.

Forladt
Men al den politiske snak trådte for en tid i baggrunden, da festivalens første konkurrencefilm blev vist for pressen onsdag aften.
Den japanske instruktør Kore-eda Hirokazus Nobody Knows er en barsk og detaljerig film, der går lige i hjertet med sin historie om fire børn, fra 12 år og nedefter, der bliver forladt af deres uansvarlige mor.
De fire børn, der har hver deres far, er vant til at flytte rundt, fordi en enlig mor med fire børn åbenbart er enhver udlejers mareridt. Der er en fornøjelig og alligevel en smule foruroligende scene i begyndelsen af filmen, hvor moren og den ældste søn, Akira, ankommer til en ny lejlighed i Tokyo og pakker de to yngste børn, Shigeru og Yoki, ud af et par store kufferter, hvorefter Akira tager på stationen for at hente den ældste datter, Kyoko.
Men de yngste synes kun, at det er sjovt, og Akira og Kyoko har overtaget forældrerollen fra moren, der selv opfører sig som et barn og ikke tager ansvar for hverken sig selv eller andre.
Den japanske mediepersonlighed You, der spiller moren, leverer en formidabel præstation som en lillepige fanget i en voksen kvindes krop, men det er de fire børneskuespillere, alle amatører, som for alvor vækker opsigt.
Især Yagira Yuya med det stærke blik eret fund som Akira, der påtager sig at være familiefar, da moren forsvinder, angiveligt for at arbejde i Osaka, men ikke som lovet kommer hjem til jul, hvorfor han må sørge for at betale regninger, købe ind og lave mad.
For en tid går det fint, og børnene hygger sig med hinanden, selv om savnet af moren hele tiden er til stede, men efterhånden som pengene slipper op, og der bliver lukket for elektriciteten og vandet i børnenes lejlighed, går deres liv også i forfald.
En smule samfundskritisk bid får filmen, idet ingen synes at lægge mærke til, at børnene lever alene og bliver mere og mere beskidte og må tigge sig til gammel mad.

Detaljens mester
Nodoby Knows er baseret på en virkelig historie, og Kore-eda Hirokazu har iscenesat filmen, som var vi vidne til virkelige begivenheder. Kameraet gør ikke væsen af sig, og gennem filmens 140 minutter bliver vi suget ind i børnenes isolerede verden, hvor det er billederne og ikke ord, der får lov til at tale.
Børnene går ikke i skole, og kun Akira må gå ud, fordi udlejeren ikke må se, at der bor tre børn i lejligheden, og mens han indimellem strejfer om i byen i håbet om at finde nogen at lege med, beskæftiger de yngste sig selv i lejligheden eller står og kigger længselsfuldt på verden uden for gennem vinduet eller den åbne altandør.
Kore-eda Hirokazu, der har skrevet, instrueret, produceret og klippet filmen, er en detaljens mester, og lavmælt og helt uden manerer og unødigt føleri skildrer han børnenes stille liv og får derigennem fortalt et gribende drama om fire unge sjæle, der i en alt for tidlig alder har lært at klare sig selv.
Det er et tema, instruktøren har arbejdet med før i forskellige afskygninger og i film som Maborosi, som har haft biografpremiere i Danmark, og Distant, der for et par år siden også blev vist i Cannes.

Privilegium
Der er en ubønhørlighed over Nobody Knows, og selv om man håber på det modsatte, så ved man, at moren aldrig kommer hjem, og at børnene ikke kan klare sig selv for evigt.
Men takket være GONTITI’s ofte fornøjelige musik, der fint akkompagnerer børnenes leg og daglige sysler og de usædvanligt overbevisende præstationer fra de unge skuespillere, føler man sig i godt selskab og priviligeret over at have fået dette kig ind i en verden, man ellers kun får lov til at opleve i glimt.
Man kan godt argumentere for, at Kore-eda Hirokazu burde forkorte filmen med en halv time, så den når ned under to timer, men han giver historien og personerne tid og plads til at udvikle sig helt naturligt, hvorfor man som publikum får lov til selv at læse sine følelser ind i den i forvejen kraftfulde film.
Nobody Knows er en hjerteskærende oplevelse og minder os om, hvor stærke børn egentlig er, men fortæller os også, hvor frygteligt det er for dem at blive forladt og sat helt uden for verden.

*Flere artikler fra Cannes på tema.information.dk/cannes

*www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg leder efter hele teksten af når mor kommer hjem hvor kan jeg finde den henne her inde på nettet