Læsetid: 5 min.

Når pop bliver kunst

Duoen Souvenirs går nye veje på deres femte langspiller, gruppens til dato mest helstøbte, indbydende og på alle leder og kanter mest kunstnerisk prægnante udspil
11. maj 2004

Ny cd
Har man som undertegnede fulgt duoen Souvenirs siden den udsendte deres blændende, selvbetitlede debut for 10 år siden, vil man være bekendt med den frustration, der har været forbundet med de efterfølgende albums: Sommerfugl (1996), Villa Danmark (1998) og – i mindre grad – Ude på landet (2001), hvis lidt mere sobre tone og seriøse kredsen om hjertets vildveje forsigtigt slog nye takter an for duoen. Frustrationen går bestemt ikke på materialet – skrevet med stor melodisk finesse af duoens mandlige halvdel, Nils Torp, ofte i givtigt tekstligt samarbejde med hans gamle makker fra Kliche, Johnny Voss – der udgør nogle af de vittigste, klogeste, mest jordnære og mundrette sange skrevet på vort modersmål i perioden og ej heller Sofie Bondes klokkeklare tolkninger af samme, men derimod på de lidt for ofte både sterile og popsmarte produktioner, de er blevet pakket ind i.
Også selvom metoden kastede landeplager af sig som »Jeg troed’ du var hos Michael«, »Mobiltelefon«, »Jeg hader Susanne«, »Ned til mormor« og hvad de nu allesammen hedder. På dobbelt-cd’en og statusopgørelsen De bedste Souvenirs fra 2000 er det således bonusskiven med stilfærdigt melankolske obskuriteter (lidt i retning af dét, man i gamle dage kaldte B-sider!), der seriøst holder. Sjov som duoen er, klæder alvoren den i høj(ere) grad. Mere end den måske vil være ved, når nu huslejen primært hentes hjem via det skæve smil og den udemonstrativt solidariske holdning med hvad man med et lidt uheldigt udtryk kalder ’almindelige mennesker’, teksterne altid oser af. Og fred med det.

Himmelstræbende
Men alt sammen værd at nævne, nu hvor Torp på gruppens seneste udspil, betitlet Cirkus, atter har genoptaget det frugtbare samarbejde med den gamle Tøsedreng, Jan Sivertsen, sammen med hvem han også producerede debuten, én af denne verdens klart bedre dansksprogede udgivelser, thi det klanglige på Cirkus er blevet på en gang mere jordbundent og flyvsk, et paradoks, der udmønter sig i at der er tonet ned for de grandiose Grand Prix-produktioner til fordel for et mere levende, organisk og – nå ja – naturalistisk stilleje, dog stadig med plads til himmelstræbende og finurlige soniske detaljer, hvilket klæder pladens 11 kompositioner umådeligt.
Så hurra for Sivertsen og Torp. Hurra for deres arbejde på Cirkus, den klangligt mest indbydende Souvenirs-cd siden debuten og – alt andet lige – duoens nok mest helstøbte og indbydende til dato. Og hurra for sangerinden Sofie Bonde, der efterhånden er vokset fra pigekorsmanererne og i processen fået tilført sit stadigvæk åndeløst rene udtryk en snert af lige dele livserfaring og hudløshed, hvilket klæder sangene på Cirkus umådeligt.
Her slår duoen nye takter an såvel musikalsk som tekstligt... ikke sådan på den store omvæltende facon, hvor tæppet rives væk under én, men diskret og behageligt som den snigende effekt af en god marok eller ditto cognac. Kommer man i den syvende himmel af at lytte til Cirkus, er der heldigvis tonet godt ned for harpeklang og himmelsk lys til fordel for lugten af nyslået græs og fornemmelsen af bare fødder henover samme.

Cirkusteltatmosfære
Mens dette skrives, turnerer Souvenirs land og rige rundt med det diminuitive Cirkus Charlie og gøglerstemningen anslås allerede af det – for Souvenirs, i det mindste – sobre, sepiatintede og stemningsfyldte omslagsfoto, der mere giver mindelser om Fellini-filmen La Strata end f.eks. barndommens farveladeglade Cirkus Buster-plakater! Livet er nok en cirkus, men bag facaden pågår alle livets dramaer, store som små. Og selvom man som undertegnede lider af decideret klovnefobi, forstår man udmærket den tragiske dimension hos en grædende klovn; især hvis man som alt for ung brændemærkedes af Ingmar Bergmans hårrejsende Gøglernes aften, thi i monopolets dage så vi alt! Ukritiske og skrækslagne, tilmed.
Den fortættede cirkusteltatmosfære fortsætter i vid udstrækning på pladens 11 sange, hvor ni er af egen aftapning, mens to er hentet udefra.
Heriblandt pladens eneste skævert, en tam og technopoppet version af Cole Porters »So In Love«, som Poul Sørensen har fordansket til »Dig alene«. Dette kan måske skyldes, at undertegnede ikke kan frigøre sig fra k.d. langs dublime og noget nær definitive tolkning af sangen, der besidder dét element af jazz, Souvenirs netop ikke mestrer. Det swinger som død og kridte hos lang og hvad man ellers måtte mene om Bondes vokalindsats – hun er netop refrænsangerinde i ordets allerbedste betydning – er der ikke meget swing i skørterne at finde der endsige større forståelse for ’the blue note’. Ikke i jazz-forstand ihvertfald og parret tømmer den geniale komposition for betydning i en statisk tolkning, der bare ikke fungerer.
Paradoksalt nok sumpswinger pladens anden cover, Tom Waits’ »Jockey Full Of Bourbon«, der i Hans Kragh-Jakobsens kongeinale oversættelse er blevet til »Whiskeytøs«, ja, den på det nærmeste stejler ud af ens højttalere og fremstår som det fyrigste, man nogensinde har hørt fra den kant med godt med vrinsk og rejsning på drengen.
Siden sidst har Torp fundet sig en ny legekammerat på tekstplanet i form af Gorm Bulle, uden man decideret kan høre, han gør stort hverken fra eller til. På en egensindig skæv facon drejer tekstuniverset stadig først og fremmest om parforhold, men fuldstændig frit for fesen forgyldning og tomme pubertære fraser om ’evighed’ og det, der ligner. På den måde ligger pladen sig i klar forlængelse af tidligere Souvenirs-udgivelser, selvom det ofte melankolske anslag især minder om tonen på Ude på landet.

Et melankolsk anslag
I Torps verden møder man gerne op til stævnemøder i en bagskid, løber ind i den eneste ene til badminton eller på Aalborg Stadion, hvis ikke man ligger i en hospitalsseng og sukker efter »Dr. Morgenfrank«, der gav ens hjerte nogen bank: »Kig på mit elektrokardiogram/ når du kommer til mig på din stuegang/ Hvis du checker min sinusknudes elektriske aktivitet/ er der måske en venuskurve som du ikke har set«, som det typisk hedder. Det er også blevet til et par samarbejder med førnævnte Voss og minsandten om ikke også den efter undertegnedes smag lige lovligt poesibogsagtige »Blomster« akkrediteres en vis Kløvedal.
Musikalsk set er det Torps show hele vejen igennem – de ni underskønne originalmelodier holder og selvom en oplagt landeplage måske ikke ligefrem byder sig til, skulle »Honningbi« nok kunne gøre en god figur på P4. Desuden trakterer Torp stort set alle pladens instrumenter – med Sivertsen på tromme her og der – men han formår at lyde som et helt lille orkester. Mest cirkusstemning er der at finde på tangoen »Sigøjnerkys«, den triste »Kysse dine tårer bort«, hvis karusselstemning maner markedsplads og manege frem for ens indre blik, samt ikke mindst den herlige »God vind og farvel« om at hive teltpælene op og rykke videre til næste by. Dér burde pladen have slukket, lukket og sluttet!
Cirkus slår stilfærdigt fast, at Souvenirs stadig ingen konkurrenter har på deres dybt originale gebet, og at Nils Torp ikke bare er én af vores ypperligste sangskrivere, han bliver stille og roligt bedre og bedre. Og så ikke et ord mere om klovne!

*Souvenirs: Cirkus (Horsdal/Bonnier-Amigo) Producere: Jan Sivertsen & Nils Torp *www.souvenirs.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu