Læsetid: 4 min.

Nætternes nat

Kan man skrive digte efter Auschwitz: Adorno sagde nej, Enzensberger sagde ja. Nu udkommer i dansk oversættelse digte af en, der virkelig gjorde det: Nelly Sachs
10. maj 2004

Kort efter Anden Verdenskrig skrev den tyske filosof T.W. Adorno, at efter Auschwitz var det barbarisk at skrive digte, underforstået digte, der var harmoniske og opbyggelige. Samtidig dukkede der en række lyrikere op, som netop skrev digte på baggrund af Auschwitz, Paul Celan i Paris, Nelly Sachs i Stockholm, og blandt andet på baggrund af dem kritiserede den unge H.M. Enzensberger i 1960’erne Adornos sætning, ved at sige at disse digte af Nelly Sachs var en samtale »med det usigelige«, dvs. med de døde, og med erindringen om dem, som tema for den nye lyrik. Adorno gav Enzensberger ret, for i sit essay om Engagement fra 1962 indrømmede han, at »overmålet af reel lidelse ikke tåler nogen glemsel; Pascals teologiske ord ’man må ikke sove mere’, skal sekulariseres.«
I 1993 udgav den danske germanist Ruth Dinesen sin meget roste biografi om Nelly Sachs, og beskrev hendes liv fra Berlins gode borgerskab – hun blev født i 1891 – til eksilet i Sverige, fra 1940 til hun døde i 1970. Nelly Sachs skrev sine digte i Sverige, samtidig med at hun oversatte de store svenske lyrikere til tysk, ikke mindst Gunnar Ekelöf og Tranströmer. I 1957 begyndte hun at korrespondere med Celan, lidt senere opdagede de unge vesttyske digere hende, især Enzensberger, der skrev et blændende essay om hende og sørgede for, at hendes digte kunne udkomme på Suhrkamp forlaget. I 1966 modtog Nelly Sachs sammen med Josef Agnon nobelprisen.
Nu har Ruth Dinesen oversat Ind i det støvløse/Fahrt ins Staublose fra 1961 af Nelly Sachs, og digtsamlingen er udgivet tosproget, så man kan sammenligne den tyske og den danske tekst. Så snart man læser det første digt, kommer man til at tænke på Rilkes Duinoelegier, især den første, hvor der står, at menneskene, hvis de så englen, ville skrige højt op. Hos Nelly Sachs står der:

Den der
kommer fra jorden
for at berøre måne
eller
andet himmelmineral der
blomstrer –
anskudt
af erindring
ville han springe højt
ved det eksploderende
længselsstof...

Mystik og modernisme
Mange af digtene minder om andre digte, og man genkender også Enzensbergers argumentation, kredsende om vendingen anskudt af erindring. Men det, der sker for læseren i dette digt, er, at det sortner for tanken, når man følger billederne, de rummer en paradoksalitet, som sprænger alle forståelsesrammer, og netop det er meningen.
Digtene stiller spørgsmålstegn ved læserens verden, men også ved erindringens verden, som ikke mere er fortid og nostalgi, men fremtid, et eksploderende længselsstof.
I sin biografi taler Ruth Dinesen om mystik og modernisme hos Nelly Sachs som et gennemgående træ; man kunne også referere til den franske klassicist Blaise Pascal, som Adorno gjorde det, og læse digtene ud fra hans teori om den skjulte gud,
og den samtidige fastholdelse af både det absurde liv og den paradokse mening alligevel.
På grund af paradoksaliteten er ordene i digtene af Nelly Sachs under konstant forvandling, de bryder hele tiden deres egen mening op. Samtidig føler man, at Nelly Sachs under ingen omstændigheder ville gå med til, at det usigelige var selve meningen med digtene, tværtimod er der en dialog, altid en dialog med læseren, gennem ord, der peger ud over sig selv og ind i det navnløse, for eksempel i sætninger som:

Drømme af sår
eller:
Vent åndedraget til ende
det synger også for jer
og især i denne sætning:
Men døden er dog os alle
bestemt.
Det lyder som en entydig sætning, men på tysk står der:
Aber es ist ja Tod für uns alle bestimmt.

På grund af småordet ja sprænges sætningens entydighed, der er tale om en ekstra betydning, for eksempel ’sådan er det jo’ eller ’det ved vi jo alle, ikke’, bare ikke ’dog’, som der står på dansk, og som fastlåser sætningens betydning og gør den dogmatisk.
Der er flere steder, hvor Ruth Dinesen i sin ellers kompetente oversættelse foretager en udvidet oversættelse, og lukker de steder i digtene, hvor der er noget usagt og flertydigt, og det er en skam, for når man sammenligner Nelly Sachs med Paul Celan, så er det tydeligt, at i modsætning til hans sene digte, er hende digte ikke hermetiske, men fulde af dialog, som netop bygger på paradokser, spørgsmål, åbninger, bevægelser.

Berlin nu
Til sidst en læsers oplevelse under forsøget på at forstå denne digtsamling, nærmere bestemt en dobbeltoplevelse:
I Berlin, Lindenstrasse står Libeskinds Jødiske Museum, bevogtet af tysk politi. Man går ind gennem en barok port, og ind i det nye museum, som er bygget op efter flere akser, håbets linje, eksilets linje, dødens linje, og fuld af tomrum/voids og en trappe, der munder ud i en guillotine-vinkel.
Kun ét rum i museet er normalt, alle andre er skæve, uregelmæssige, man bliver svimmel, som dem, der blev tvunget i eksil i sin tid, og oplever netop det normale rum i midten som unormalt.
Til sidst går man ind i et tårn, der er næsten mørkt, og derfra hører man lyde og stemmer udefra, fjernt, uvirkeligt, som de eksilerede oplevede den ydre verden i sin tid. Libeskind lod sig inspirere af flere jødiske intellektuelle, da han byggede museet, blandt andet Walter Benjamin, Arnold Schönberg, arkitekten Mendelsohn, men strukturen i digtene af Nelly Sachs og hendes overvældende henvendelse til læseren modsvares af strukturen i det jødiske museum, der jo blandt andet er et minde om de eksilerede jøder fra Berlin.

*Nelly Sachs: Ind i det støv-løse. Oversat af Ruth Dinesen. 111 s., 165 kr. After Hand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu