Naturskabt nødvendighed

Nekrolog

»Jeg er mig selv, når jeg ikke prøver at være det,« sagde Ejler Bille engang. Træffende for et menneske og en kunstner af Billes forunderlige format med en omfattende produktion, der rakte fra skulpturen over grafikken, litografien og maleriet og langt ind i lyrikken. Sidstnævnte side af begavelsen er vel den mere upåagtede, men var intimt sammenhængende med en musikalsk evne, som kunstneren med tråde til den beundrede Klee indflettede i det maleriske værk. Rytme var form, indhold bevægelse – bevægelse i ordets flertydige forstand. Billes billeder sitrer langt ind i beskuerens sind for altid at blive dér som et udsagn om selve tilværelsen og naturen.
I alting var netop naturen – for Bille mål og mening uden Gud og andre store ord. I det små og det upåagtede lå altet og emnet. Dette fik også mæle i ordene som i digtsamlingen Valmuernes generalforsamling fra 1980, hvori det i titeldigtet hedder:

Flammende taler.
Blussende hoveder.
Nikken
Protest.
Et vindstød.
En forskrækket bi.

Kun den tungnemme fatter i disse linjer ikke også den humor, som var et så markant træk i Ejler Billes kunst og i hans rige og elskelige personlighed. Sommerfuglen var for ham andet end sommerfugl, den var, som den tumlede sig omkring fra blomst til blomst i Ørby, en »skør alkoholiker«. Margeritterne blev til en »søndagsskole på skovtur«, og bregnerne leverede tusmørke-
fortællinger. Ejler Bille vidste fra sine første år, at det var billedkunstner, han
skulle være. Når han forklarede den side af sagen, gengav han gerne den kinesiske fabel om skrubtudsen, der spørger tusindbenet: »Hvilket ben sætter du foran hvilket?« Tusindbenet tænker så det brager og vælter til sidst om i grøften uden at kunne komme videre, skrubtudsen æder det. Bille behøvede i den forbindelse ingen dybere overvejelser, løbebanen var akkurat som kunsten aldrig noget villet, men naturskabt nødvendighed. Det var sådan set hans målestok, og han kunne altid se, om denne nødvendighed var hjemme i værket.
I begyndelsen var det skulpturen. Ingen der har betragtet disse tidlige ting fra 1930’erne glemmer nogensinde øglerne og de vandrende dyr i sten og måren i træ. Bille demonstrerede gerne ordløst, hvorledes hånden sluttet om skulpturen ikke fandt standsninger i sin søgen over formen, en evig bevægelse. Akkurat disse evige slyngninger i det lysende væld af de senere billeder, som han indledte med »Symboler i bevægelig arkitektur« i 1933, og som understregede for ham selv og publikum, at farverne måtte være en uafviselig forudsætning for den kunstneriske forløsning. Bille blev med andre ord i første række maler og vandt lidt efter lidt position som sådan. Lidt efter lidt. De første år var nærmest umulige. Den abstrakte kunst, som Bille med Richard Mortensen havde opsøgt i 1931 i Berlin hos Kandinsky, Arp og Miró, siden udviklet forholdet til det ekspessive i Paris nogle år efter, stod ikke just i høj kurs i fædrelandet.
Her var Bille for længst brudt ud af det konservative Kunstakademi og havde sammen med Mortensen og Vilhelm Bjelke-Petersen dannet »Linien« med tidsskrift og det hele. Men Bille holdt på det non-figurative som sin egen eneste mulighed og kunne ikke følge tendensen til det, han ofte kaldte »det litterære« i surrealismen. Dogmatik var i det hele taget ikke Billes kop te, læresætninger og erklæringer interesserede ham ikke som andet end unoder.
Ofte er Bille sat i bås med den internationale efterkrigstidsbevægelse Cobra og nævnes som Cobra-maler. Men Bille forlod hurtigt kredsen og følte sig kort sagt hjemme, hvor han fandt det ægte udtryk, hvad enten dette viste sig i abstraktionen eller i det figurative. Han vaklede aldrig over for kravet til sig selv og omgivelserne om denne ægthed.
Lidt efter lidt kom anerkendelsen. Bille og den ti år ældre hustru, maleren Agnete Therkildsen, kunne i slutningen af 1950’erne bygge atelier (Utzon) i Vejby Strand, siden i Ørby og skabe et eventyrligt miljø med hjemførte genstande fra deres mange og ofte lange rejser: Cagnes, Marakesh og ikke mindst Bali, hvor Bille på sine gamle dage fandt fornyelse i kulturen og lyset. Derfra skaffede han og Agnete Therkildsen med stadig og sikker sans for ægthed og kvalitet Holstebro Museum en uvurderlig skat af øens kunst, ligesom også dette museum, i hustruens hjemegn, i dag nyder godt af en fin samling af hendes og Billes værker.
Generøsitet er og bliver et nøgleord til forståelse af Billes væsen og hans kunsts gavmildhed. Til grund for hele værket lå en aldrig svigtende interesse for den omverden som en overfladisk besøgende kunne misforstå som et distræt anliggende for kunstneren. Bille var distræt, nogle gange til det livsfarlige, som når han ihærdigt forsøgte at sætte ild til både piben og sig selv.
Men hans iagttagelse af omgivelserne, hans politiske bevidsthed og hans fordømmelse af dumhed, snæversyn og grådighed var ikke distræt.
Politisk tilhørte han venstrefløjen, fordømte franskmændene, Algier, Franco, obersterne i Grækenland og Vietnam-krigen. Men heller ikke her var han til doktriner, og kommunisternes disciplin tiltalte ham bestemt ikke. Den tilsyneladende upraktiske og verdensfjerne højt begavede mands analyser var skarpe, ligesom hans orientering i omgivelserne altid, altid var forbløffende omfattende og nuanceret. Bille var simpelthen en dannet mand af stor belæsthed og bred klassisk og moderne indsigt.
De sidste år var ikke nemme, alderdomssvækkelsen var tydelig, sanserne svigtede. Det havde den eneste fordel, kan man mene, at Bille således ikke skulle opleve den for tiden herskende politiske vulgaritet og kulturpolitiske forsnoskethed, som oprigtigt ville have pint ham.
Tilbage står Ejler Billes enorme værk. En af dansk billedkunsts betydeligste mestre nogensinde. Dette er ikke for meget sagt. Når uendelige mængder af andet er glemt, vil disse omsiggribende udsagn, som gør beskueren klogere på de store sammenhænge, og som Bille leverede i en langsomt flydende men arbejdsom støt strøm, fremstå som noget af det væsentligste i dansk malerkunst fra 1930 til o. 2000, da den gamle kunstner med beklagelse lagde penslen fra sig.

Giv mig de stærke storme
Det store had, den dybe sorg
Og giv mig den leende glæde
At jeg stedse kan lege.

Ræk mig de fine tråde
Der leder til jordens hjerte
Og jeg vil stå stille og lytte.

Nu står Ejler Bille stille. Vi andre ligeledes i dyb og sorgfuld taknemmelighed over for, hvad dette store menneske skænkede os.