Læsetid: 5 min.

Den norske invasion II

Vi har lyttet til tre følsomme norske fjeldaber, der benytter singer-songwritergenren som afsæt for ekscurser ud i såvel det eksistentielle som de der satans store følelser
3. maj 2004

I sidste uge vi inde på, at der p.t. er »a whole lotta shakin’ goin’ on« i norsk populærmusik. I hvert fald på eksportplanet, thi så aktiv en musikscene kan næppe være dukket op ud af det blå, hvorfor vi gætter på at den upåagtet af resten af verden sikkert har været i grøde længe.
Den mest velrepræsenterede genre fra landet højt mod nord er singer-songwriteren, dette sælsomme dyr, der under eget navn kan foretage sig lige hvad der falder ham/hende ind, så længe lortet er sangbaseret, personligt og tager afsæt i noget à la de menneskelige grundvilkår. Helst afsunget på den vidt udbredte skandinaviske dialekt, engelsk, sproget, der om noget binder Norden sammen.

Inciterende originalitet
Utroligt spændende i den sammenhæng er Sivert Höyems Ladies and Gentlemen of the Opposition, et af de der sjældent berigende albums, der stadigvæk lander i ens sagesløse afspiller og derfra spreder lys over land og by. Höyem er til daglig sanger i det velansete norske skyggerockorkester Madrugada, der har tre fine album under bæltet, men vi finder ham mere såvel fascinerende som prægnant på egen boldgade. Her foregår tingene i et roligt, nærmest dogmepræget tempo, hvor 12 enkle, smukke og lidet opstyltede kompositioner får masser af luft i en lækkert organisk, men også herligt skramlet og henkastet produktion, som den begavede Tchad Blake – der også har taget sig kærligt af bl.a. Tom Waits, Suzanne Vega m.fl. – må tage æren for. Det er musik af den art, der trods et let anslag besidder nogle af de dybder, der overhovedet gør det muligt at bevare sin fascination af populærmusikkens mange bizarre facetter.
Masser af akustiske klange svøber sig om Höyems særegent dragende stemme og at den lyder som om dens ophavsmand stammer fra Michigan eller Nebraska er kun med til at give pladen en klang af Americana, som burde tiltale tilhængere af tidens alt. country-scene, selvom det stilistiske spekter er bredere end som så. Der kredses om det eksistentielle med løs hånd, mens der tages et noget fastere greb om den der satans kærlighed og det gøres alt sammen – på nær Depeche Mode-pastichen »Slow Blues/Let It All Hang Out«, der har løftet melodien fra »Personal Jesus« lock, stock and two smoking barrels – med en så inciterende originalitet, at vi ikke tøver med at pege på Ladies and Gentlemen of the Opposition som kandidat til én af Årets Plader. Og i hvert fald den bedste fra Norge – ind til videre.

Stemningsladet musiceren
Den 24-årige Thomas Dybdahl fra Stavanger har gennem turnevirksomhed på DK’s mere ydmyge scener skabt sig et vist navn herhjemme med ultraromantiske sange, der præsenteres så rørende og nærværende, som det er muligt, uden decideret at have ophavsmanden siddende i sin stue. Pudsigt nok er pladen optaget i Dybdahls stue, hvilket høres! Det er musik, som – sagt uden ironi – qua sin ekstreme følsomhed i høj grad appellerer til det smukke køn og så selvklart mænd, der ikke føler trang til at begå selvmord, når og hvis de opdager sig i besiddelse af en kvindelig side. Det musikalske udtryk kan sammenlignes med den frit flydende fornemmelse, man finder på Van Morrisons mesterlige Astral Weeks (1968), hvor genrebetegnelser simpelt hen kom til kort. Hvad angår det vokale, kan det konstateres at hverken Tim eller Jeff Buckley har levet forgæves og det skaber i samklang med Dybdahls poetiske sensibilitet et transparent og svært håndgribeligt lydunivers uden mange skandinaviske sammenligningspunkter. Stray Dogs hedder nærværende udgivelse, der udgør anden del af den af Dybdahl annoncerede Oktober Trilogi og betegner et stort skridt fremad i forhold til seriens Volume 1, ...That Great October Sound, som i disse ører ikke rigtig levede op til den i hjemlandet genererede hype. Med Stray Dogs forstår man bedre hvad al opstandelsen handlede om og i lyset af samme kan det fastslås, at den mestendels var fortjent. Også selvom man ikke kan anklage Dybdahl for at levere deciderede ørehængere lissom helhedsindtrykket fremstår en kende blodfattigt. Men er man til stemningsladet musiceren på et højt plan, går man dog ikke galt i byen med Stray Dogs.

Drømmende forsendelse
Der er ikke så satans langt fra Dybdahls klangunivers og så til det Bergens Even Johansen står for; han udsender sine plader med afsæt i det skotske under navnet Magnet og nummer to af slagsen hedder On Your Side. Det er bare desværre musik så tyst og så følt, at det er lige ved at blive for meget; al den skønhed og melankoli, der gennemstrømmer pladen truer med at gøre helhedsindtrykket meget monokromt. Det er udsøgt på sådan en lidt discountagtig Disney-facon, men selvom produktionen er både fornem og iderig – en ofte opfindsom blanding af blissed out electronica og en mere traditionel singer-songwriter approach, der kan minde om Bergen-duoen Kings Of Convenience – kan man ikke undgå at blive noget irriteret over den konstante hørm af følsomhed, der står fra denne i øvrigt velsyngende fjeldabe. Følsomhed grænsende til det påståelige, siger vi; tag dog en slapper og løft blikket fra navlen, mand! Verden findes!
Der findes ikke skyggen af et optempo-nummer på denne drømmende forsendelse fra et parallelunivers, hvor tingene tager den tid de nu engang tager, men det ville ikke desto mindre have klædt pladen, om den havde været mindre perfektionistisk og lidt mere levende end tilfældet er; en art Radiohead uden kanter, hvis De kan forestille Dem det? At Magnets version af Dylans »Lay Lady Lay« er blevet et lille radiohit, kan derimod ikke undre; den er – alt andet lige – pladens mest velskrevne og mindst opstyltede sang. On Your Side er som sagt udsøgt, preciøs og fantastisk velklingende, men mangler desværre en kerne bagom al den lækre glasur. Gode, enkle sange, måske. Lad os så få Sivert Höyem i cd-afspilleren igen!

*Sivert Höyem: ’Ladies and Gentlemen of the Opposition’ (Virgin/EMI) Producer: Tchad Blake
www.siverthoyem.com

*Thomas Dybdahl: ’Stray Dogs’ (CCAP/Kick Music) Producer: Thomas Dybdahl
www.1micadventure.com

*Magnet: ’On Your Side’ (Ultimate Dilemma/Warner) Producere: Jørgen Træen & Even Johansen www.HomeOfMagnet.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu