Læsetid: 7 min.

Det nye Irak har brug for helte

En ny irakisk fortælling om oprejsning og national stolthed er, hvad Irak har brug for, siger en af Europas fineste mellemøst-eksperter, Rosemary Hollis
29. maj 2004

Vejen ud
LONDON – Der er en grundlæggende misforståelse, som præger hele den amerikansk-britiske retorik, når det gælder krigen i Irak. Det hedder sig, at de vestlige krigsførende lande med USA i spidsen er kommet til Irak med løftet om frihed og venskab. Når regnestykket skal gøres op, hedder det i Washington og London, er irakerne trods alt blevet befriet. Befriet fra en af verdens mest hæslige diktatorer, og hvad der end måtte være begået af fejl – torturen i de irakiske fængsler er hastigt på vej til at blive rubriceret som en sådan – så står Irak nu med chancen for at bygge noget nyt op: et demokrati i Mellemøsten. Rundt om denne nye konstruktion kan en ny national irakisk identitet opstå – i respekt for forskellighederne mellem arabiske nationalister, sunnier, shiaer og kurdere, som alle bør være repræsenteret i den nye irakiske regering.
Det er helt ud i skoven, fremgår det af en samtale om Irak og vejen ud af krigen, som Information har haft med en af Storbritanniens og Europas fremmeste forskere i Mellemøsten, Rosemary Hollis fra Royal Institute of International Affairs i London.

Forenet i modstand
Irak hænger i dag udelukkende sammen i en fælles opposition til især USA. Og genopbygningen af den irakiske stolthed og nationalfølelse kan kun ske i opposition til amerikanerne, siger Hollis:
»Irak hænger lige akkurat sammen så længe amerikanerne er i landet. Om det også er tilfældet, efter de er forsvundet, ved vi ikke. Men i øjeblikket foregår genopbygningen af den nationale identitet ved hjælp af forestillingen om en bekæmpelse af og trods imod en amerikansk besættelse. Billederne af ydmygelserne og torturen fra fængslet i Abu Ghraib kræver et irakisk modsvar i Irak. Det er ikke tilstrækkeligt, at amerikanerne foretager et retsligt opgør med de soldater, som konkret har foretaget handlingerne. Det er et spørgsmål om national identitet.«
– Findes der en vej ud? Kan Irak komme ud af krigen som en hel stat?
»Ja, jeg tror, at det lige akkurat er muligt, at Irak klarer skærene. Vi taler ikke om en stormende succes, men om at undgå borgerkrig. Når det er sagt, vil jeg gerne understrege nogle forbundne dilemmaer. For det første findes der en del irakere, som bestemt ikke ønsker den britisk-amerikanske tilstedeværelse sluttet her og nu. Men de ønsker så langt fra at ende som en amerikansk klientstat i Mellemøsten. Med andre ord er dilemmaet for disse irakere, at hvis de samarbejder med amerikanerne, er der en risiko for, at amerikanerne føler sig for trygge og godt tilpas i landet. At samarbejdet groft sagt vil blive brugt af amerikanerne til at udnytte samarbejdsviljen til at etablere den amerikanske variant af ’kapitalisme og demokrati’, hvilket ikke er, hvad irakerne ønsker. Og strengt taget tror jeg heller ikke, at den amerikanske privatiserede samfundsmodel vil være nogen større succes for Irak end den f.eks. har vist sig at være for det tidligere Sovjetunionen efter Den Kolde Krigs slutning.«

Bidrag til genvalg
»På den anden side er der slet ingen tvivl om, hvad der ville ske, hvis alle fremmede tropper trak sig ud nu. Så ville der udbryde borgerkrig. Og det ville ikke bare være en katastrofe for Irak. Det ville også med sikkerhed sprede dyb uro og muligvis krig i resten af regionen, hvor alle sider vil forsøge at hjælpe deres egne.«
»Et andet dilemma kommer, hvis det begynder at gå bedre for amerikanerne i Irak. Det kan blive et bidrag til Bushs genvælgelse. Og her må USA’s venner spørge sig selv, om de faktisk ønsker det. At Bush vinder valget i november.«
– Hvis vi forudsætter, at Irak holder sammen, som du siger, og ikke kollapser i borgerkrig, hvad er så det længere perspektiv?
»Hvis Irak forbliver en stat med FN i en vigtig rolle, vil en hel række nye problemer opstå, lige så snart vi når fasen med at skrive en ny forfatning. På kort formel handler det om konkurrencen mellem de fremtrædende sunni- og shialedere, om at sørge for at den nationale milits ikke genopstår og det svære arbejde, som handler om at holde kurderne fra at trække sig. Den amerikanske og europæiske offentlighed vil hele tiden holde øje med signalerne i denne magtkamp. Hvornår vil det være sikkert at trække sig ud. De irakiske magthavere vil på den anden side have en interesse i en heltestatus over for befolkningen. De vil ikke have råd til at blive set som nogle, som affinder sig med ‘US-imperialisme’. Hvis amerikanerne virkelig ville hjælpe disse ledere, ville den største tjeneste, de kunne gøre dem være at tillade irakerne at give verden det indtryk, at de havde sparket amerikanerne ud.«
– Kunne vi så få et demokrati i Irak herefter?
»Sikkerhed og job. Det er hvad Irak behøver. Demokrati kan ikke komme på tale, før de to forudsætninger er til stede, og det kræver, at irakerne er i førersædet. Ingen af disse grundbetingelser findes nu, og det er essensen af det britiske udenrigsministerielle memo, som blev lækket til pressen. Det beklager sig over, at amerikanerne overhovedet ikke synes at forstå, hvad der kommer først. Den hårdhændethed og ’knalden hoveder sammen’, som USA står for, er overhovedet ikke, hvad der er brug for i Irak nu. Der syntes jeg, Bushs tale i mandags var forfærdende, nærmest isnende, når han fortsat insisterer på at tale om, at den ’passende, afmålte magt’ kan blive til en ’overvældende magt’, hvis den mødes med modstand.«
– Hvad er perspektiverne for Iraks naboer i den nærmeste fremtid?
»Udsigten til, at Irak skulle blive en stabil og velstående demokratisk stat, frembragte enorm nervøsitet blandt alle dets naboer. Det ved vi nu, ikke vil ske. Irak vil ikke i den nærmeste fremtid blive en økonomisk velstående stat, ej heller vil landet blive et stabilt demokrati eller USA’s nye ven i regionen. De fleste af naboerne ønsker en stat, som lige netop overlever. Syrerne fortrækker nok et amerikansk nederlag. Saudi Arabien er selv afhængig af amerikanerne (oprørerne ser naturligvis gerne amerikanerne besejret). Iranerne er klar til at forhandle med et nyt regime. Overalt i regionen ser lederne med stor bekymring på risikoen for en art shia-renæssance – som sandsynligvis ville resultere i, at flere af de andre stater ville ende med borgerkrig. I Saudi-Arabien er lederne så radikale sunnier, at de foretrækker kristne frem for shiaerne. Syrerne er også bekymrede for selve det faktum, at den sekulære stat i Irak er truet (fordi de iranske magthavere dermed får konkurrence fra et alternativt religiøst center i Irak, red.). Hvis man med det nye Irak får en nationalistisk, arabisk stat med et shia-muslimsk præsteskab ved magten, vil det nok være det værst tænkelige scenario – som en genopførelse af den iranske revolution, bare værre. I
Kuwait er man også ekstremt nervøse for dette scenario.«

Imod hensigten
»Jeg møder ofte briter, som idealistisk siger, at ’vi skal ikke beskytte den saudiarabiske kongefamilie’ – vi skal gøre Det Rette og Det Demokratiske, og shiaerne skal ikke undertrykkes mere. Men det handler i så fald ikke om at beskytte det irakiske folk, for den linje vil medføre det stik modsatte. Den vil føre til mere krig og lidelse for irakerne. Man kunne også retorisk spørge: ’Hvor mange irakere skal slås ihjel for at frelse Irak?’ Det er simpelthen ikke gennemtænkt. Det handler ikke om at holde hånden over Huset Saudi, men om at have en gennemtænkt plan for en fredelig rekonstruktion. Det, der på papiret ligner idealisme, er i og for sig blot en fortsættelse af en uansvarlig vestlig politik. Når det gælder Mellemøstens fortid, skyder man i Vesten først skylden på den forrige generation politikere. Når det gælder nutiden er det p.t. på mode at sige, at det alt sammen er de arabiske lederes egen skyld. Hvad vi gør er at købe olien, sælge dem våben og hjælpe med lidt korruptionsbekæmpelse og sådan noget.«
– Findes der et særligt arabisk kodeks for ærekrænkelse og ydmygelse, eller var mishandlingernes karakter i Abu Ghraib virkelig designet til at gøre mest mulig skade i forhold til en specifik kultur?
»Nogle af teknikkerne er generelle. De er i brug over hele kloden – hætterne, bankene, at blive nægtet søvn, mad og så videre. Men det er helt klart, at der ér regler for opførsel i de arabiske lande – man skal klæde sig ærbart og tildækket, og arabiske mænd kan ikke gå rundt med bar overkrop. Og det at blive voldtaget i et fængsel, fotograferet nøgen foran kvinder, at blive tvunget til at foretage visse seksuelle handlinger eller blive tvunget i kvindeundertøj – der er noget in-your-face over alt dette, noget man ikke kan flygte fra, en kulturelt betinget fornedrelse, der skriger på hævn. Det er sikkert.«

*Hvad er vejen ud af Irak-konflikten? Skal USA trække sig ud som i Vietnam? Kan FN overtage og skabe legitimitet og sikkerhed? Vil Irak gå mod demokrati, mod præstestyre eller mod borgerkrig og deling?
*Tidligere artikler på http://tema.information.dk/vejenud

FAKTA
Rosemary Hollis
*Rosemary Hollis har været direktør for The Middle East Programme ved the Royal Institute of International Affairs in London, England, også kaldet Chatham House siden 1995. Fra 1990-95 var hun direktør for mellemøstprogrammet ved Royal United Services Institute for Defence Studies. Ud over at være en af Storbritanniens mest anerkendte eksperter i mellemøstlige forhold – specielt Golf-regionen og den arabisk-israelske konflikt – er hun også specialist i forholdet mellem Vesten (USA, Storbritannien og Europa) og Mellemøsten/Nordafrika. Senest har hun skrevet Getting out of the Iraq trap, International Affairs Januar 2003.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her