Læsetid: 3 min.

Det nye Sydkorea

8. maj 2004

BREDBÅNDSGENERATIONEN har taget over i sydkoreansk politik. Valget i sidste måned var en ungdomsrevolte, som den vestlige verden sjældent har set mage til og et rungende nej til den traditionelle konservative politik, som har domineret nationen siden frigørelsen fra Japan i 1945.
I den kommende uge ventes forfatningsdomstolen i Seoul at genindsætte Roh Moo-huyn, 57, i sit embede efter to måneders suspension grundet en anklage om »ulovlig valgpropaganda«
En nation, som i årtier har døjet med militærdiktatorer og antikommunistisk paranoia, har nu eftertrykkeligt vist, at demokratiet kan slå rod, overleve og blomstre i et traditionsbundet konfuciansk samfund. Det er ikke en revolution, men en evolution, der nu har skabt nye forventninger om en ny begyndelse i skyggen af kernevåbentruslen – en politisk udvikling, som ville være utænkelig i nabolandene Japan og Kina. Sydkorea rykker til venstre. Eventyret kan dog hurtigt karambolere med virkelighedens krav: National forsoning mellem generationerne, brobygning over klassemodsætningerne og de spændinger regionerne imellem, der i årevis har plaget landet, kan blive meget vanskelige udfordringer at løfte for de mange helt uprøvede politikere.

DE FLESTE politiske problemer, som opstod efter Roh Moo-huyns sejr ved præsidentvalget for halvandet år siden beror på, at den politiske elite aldrig har set ham som andet end en opkomling. Som opvokset i en fattig landsbyfamilie måtte han læse til jurist på aftenskole. Som advokat forsvarede han især systemkritikere. Kort sagt et elendigt udgangspunkt for en politisk karriere.
Ved at udnytte sin overvældende majoritet i parlamentet kunne oppositionen obstruere alle reformforslag, han lagde frem. Sådan kunne det have fortsat, til han før eller siden ville være tvunget til at gå af. Men kritikerne havde ikke tålmodighed og forsøgte at stille ham for en rigsret for at have opfordret sydkoreanerne til at stemme på hans eget nydannede politiske parti, Uri (’Vores åbne parti’). Suspensionen blev katalysator. Omkring 70 procent af befolkningen anså anklagen for smålig og rettede nu sin vrede imod GNP-partiet, der i sin tid blev dannet af dikatoren Chun Doo-hwan. Uri mere end tredoblede sin repræsentation i parlamentet, efter at titusinder af partiets unge tilhængere havde ført en intensiv kampagne over internettet.
Næsten hver en familie splittedes ideologisk – fædre mod sønner, mødre mod døtter. De, som var over 40 år, stemte konservativt, mens de, som var yngre, protesterede lige så massivt imod den gamle gardes korruption og nære bånd til de gigantiske konglomerater, som dominerer landets økonomi.

VALGSEJREN GIVER for første gang Roh virkelig magt. Forhåbentlig har han også brugt sine to måneder ’i karantæne’ til at udarbejde et realistisk handlingsprogram, som kan forene forsoning og reformer. Den politiske konfrontation har kostet Sydkorea dyrt, og en kraftindsats er nødvendig for at komme videre.
På kort sigt ventes ingen større forandringer i udenrigspolitikken. Sikkerhedsalliancen med USA står fast, og et tidligere løfte om at sende yderligere 3.000 mand til Irak oplyses også at stå fast.
Men relationerne til Nordkorea kan ændre på dette. Ungdommen deler ikke de ældre generationers skræk for regimet på den anden side af ’Bambus-tæppet’. Mange ser mere nordkoreanerne som ’slægtninge’ end som fjender. De mener, at Korea blev delt af stormagterne og er for en fredelig genforening, som skal gennemføres gradvis med økonomisk bistand og udveksling over grænserne. På samme måde mener mange, at det er naturligt at udnytte den strategiske nærhed til Kina, som frem til 1900-tallets begyndelse var den koreanske halvøs traditionelle beskytter. Relationerne til Beijing er i dag lige så gode som dem til Tokyo, og det er ikke utænkeligt, at Sydkorea en dag vil indgå i en sikkerhedsordning med Riget i Midten.

SEOULS ØGEDE økonomiske samarbejde med Nordkorea vil uvægerligt skabe irritation i forholdet til USA, som søger maksimal støtte til sanktioner for at presse Kim Jong-il til at opgive sine kernevåben. Den voksende antiamerikanisme i Sydkorea er en yderligere sten i skoen for den nu mere end 50 år gamle sikkerhedsalliance.
Roh Moo-huyn deler sin forgænger, Kim Dae-jungs holdning om, at man må fare med lempe over for Nordkorea og frygter et sammenbrud af Kims isolerede ’paradis’ så meget som et pestudbrud. Risici kan, mener han, kun minimeres med økonomisk bistand og samarbejde, som kan lindre nøden. Samtidig tvivler han og den sydkoreanske ungdom på, at Pyongyang vitterlig har udviklet funktionsduelige kernevåben. En naiv skepsis, måske. Den udvikling, der er sket i Sydkorea, var en nødvendig og uomgængelig del af landets demokratiske proces. Mest bemærkelsesværdigt er det, at selv ikke en hidtil svag leder og et stort politisk vakuum har fremkaldt det mindste rygte om militær magtovertagelse. Demokratiet er kommet for at blive.

BG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her