Læsetid: 2 min.

Øjekast

28. maj 2004


v./Niels Ivar Larsen
Perfiditeter for åben skærm
*Frankrigs EU-valgkamp vågnede brat af sin slummer, da Daniel Cohn-Bendit og Marine Le Pen mandag røg i totterne på hinanden for åben skærm. I et debatprogram antydede Cohn-Bendit – i 1968 revolutionær studenterleder, i dag grønt medlem af Europa-Parlamentet – at lederen af det højreekstreme Front National, Jean Marie Le Pen, havde torteret fanger under Frankrigs kolonikrig mod Algeriet i 1954-62.
»Vi ser nu disse ækle torturbilleder fra Irak – og det chokerer mig, at det ikke får folk til at tænke på deres egen fortid – ja, ikke at jeg sigter til nogen bestemt, Madame,« sagde Cohn-Bendit.
Rasende over udfaldet mod sin far tog Marine Le Pen til genmæle ved at anklage Cohn-Bendit for at have gjort sig skyldig i pædofili, da han som leder af en ‘alternativ’ børnehave i 1970’erne udsatte børn for »ideologisk motiverede socialeksperimenter«.
»Min far vandt i den mindste sin sag, da han blev anklaget for tortur,« frådede Marine:
»De har ikke vundet Deres pædofilisag.«
»Nej, for der har aldrig været nogen sag,« sagde Cohn-Bendit.
Cohn-Bendit blev for fire år siden beskyldt for at have tilladt seksuelle lege med børn i den børnehave, han var leder for i Frankfurt i 1970’erne. Han afviste anklagen, som ingen da heller har kunnet bevise, men indrømmede, at »vores adfærd var mildt flirtende – det var en naturlig del af tidens seksuelt emanciperede atmosfære«.
Marine Le Pen hånede ham: »De burde have lagt sag an, men turde ikke. Det var jo sandheden. Min far ville aldrig have tilladt børn fingerede ved sin gylp.«
Har neoliberalistisk og socialliberal tænkning helt overtaget, hvad der resterer af positiv fremskridststro og oplysningsprojekt. Har den kritiske venstrefløj assimilleret sig med kulturkonservatismens ideologi?, spørger Le Nouvel Observateur den franske idéhistoriker, Pierre-André Taguieff, der netop har udsendt bogen Le Sens du Progrès. Une approche historique et philosophique.
Taguieff erkender, at det kommer bag på ham, at den kritiske venstrefløj i stigende grad tiltrækkes af så radikalt antiprogressive positioner:
»Dybdeøkologi, antiglobalisme eller simpel teknofobi – der er mange eksempler på, at tidens venstreorienterede vender sig imod fundamentale modernitetskonstituerende dimensioner. For en progressiv venstrefløj ligner det en vildfarelse. Hvis venstrefløjstænkningen bliver fundamentalt antiprogressiv, saver den dén gren over, den har siddet på siden begyndelsen af det 19. århundrede. Venstrefløjen har ingen raison d’etre uden oplysningstro og lighedstænkning. Så ophører den med at være ’en bevægelse’ mod en vision om en bedre fremtid. Hvad er essensen i sand venstrementalitet andet end at føle sig forpligtet på uendelig emancipation? Sande progressive må se al menneskelig bundethed og lidelse – selv biologisk aldring – som utålelig og uophørligt søge at rulle hæmmende grænser tilbage. Under Den Franske Revolution krævede Restif de la Bretonne sågar ’retten til incest’ i menneskehedens frigørelses navn. At sprænge fastlagte rammer for den menneskelige tilværelses vilkår – dette kunne være horisonten for en ny radikal venstrefløj.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu