Læsetid: 3 min.

Opgøret med arbejdsmyten og vejen mod den ny økonomi

En fantastisk arbejdsmyte er blevet aflivet og nu overvejer Frankrigs top, hvordan man kan få befolkningen til at lave mere
22. maj 2004

Paris
I Frankrig arbejder man mindre, men laver mere? Undertegnede gentog forundret påstanden og skulede skeptisk på den franske malerinde, der tog et sug på sin cigaret, smilede og lænede sig tilbage i sofaen ved atelierets endevæg: »Jeps, den er god nok,« nikkede hun og skænkede veltilfreds endnu en kaffe.
Hun kunne ikke henvise til nogen undersøgelse. Kunne ikke huske, hvornår hun havde hørt om påstanden; første gang, vel at mærke.
14. februar blev påstanden atter en gang fremsat i en overskrift i avisen Le Monde: »I forhold til amerikanerne arbejder vi mindre (det vidste vi), og mindre godt (opdager man).« Og altså i samme ombæring gendrevet.
Siden vedtagelsen af den tidligere socialistiske arbejdsminister Martine Aubrys to love fra 1998 og 2000 er den franske arbjedsuge faldet fra 39 til 35 timer. Franskmændene, der også holder lange ferier, arbejder i gennemsnit 1.545 timer om året ifølge OECD og tyskerne og hollænderne endnu mindre, imens amerikanerne er opppe på 1.815 timer:
»Men, tilføjer man, vores produktivitet er større. Vi arbejder bedre, hurtigere, mere intelligent (selvfølgelig): Kort sagt, mere effektivt.«
Desværre viser en ny rapport udfærdiget af den franske nationalbank, Banque de France, at det ikke kan fortsætte på denne måde taget i betragtning, at produktiviteten er forudsætningen for en høj levestandard: »Såfremt denne udvikling vedvarer, så vil der snart være lige så stor forskel mellem USA og Europa som der i dag er i mellem Europa og Uzbekistan.«
Produktiviteten er lav i Frankrig. Problemet stikker dybt og optager i denne tid Frankrigs respektive højre-ledere, præsident Chirac, premierminister Raffarin og finans- og økonomiminister Sarkozy. Med en arbejdsløshedsprocent på 9,8 prioriteres beskæftigelsen og produktiviteten højt.
For snart en måned siden forsøgte premierminister Raffarin sig med et forslag om at nedlægge en helligdag, men kritikkerne meldte sig øjeblikkeligt fra flere sider. Forslaget mistede momentum og Raffarin rodede sig ud i omformuleringer.
Nu har finansministeren Sarkozy så meldt sig på banen – en herre, der formår at skabe virak, f.eks. da han for nogle uger siden i parlamentet forsøgte sig med en polemisk overdrivelse, et udråb om, at Frankrig er det land i verden med »flest arbejdsløse«.
Og nu skaber Sarkozy – The Americain – atter debat. I et interview i avisen Figaro i starten af ugen kalder han 35-timers arbejdsugen en socialistisk og »økonomisk misforståelse,« der foreløbig har kostet den franske stat 100 mia. euro.
Loven om reduktionen af arbejstiden blev i sin tid indført for at skabe arbejdspladser. I 2002 mentes tiltaget at have medvirket til, at mellem 200.000 og 250.000 kom i beskæftigelse. Men den réelle effekt på såvel beskæftigelsen som på økonomien er svær at gøre op.
Sarkozy støttes af præsidenten, der erklærer aldrig at have troet på 35-timers løsningen: »Jeg vil mene, at den har været en bremseklods for den økonomiske udvikling og altså i det store hele for beskæftigelsen.«
Da tiltaget i sin tid blev vedtaget lød kritikken også fra socialistisk hold. Mange mente, at loven i sidste ende gav for store indrømmelser til arbejdsgiverne.
Uanset politisk tilhørsforhold, er det dog et prekært emne, finansministeren har taget op.
Chirac træder varsomt og henviser til den nye arbejdsrytme som »en realitet«, der er indfældet »i vore vaner.«

Og vanerne kommer hurtigere, end de går. Sarkozy træder også varsomt: »For en del af befolkningen er de 35 timer et socialt gode, som de har opnået. Jeg forstår det. Men i hvis navn dog tvinge alle lønmodtagerne til at gå i takt?«
Forslaget lyder på en sameksistens mellem to systemer, en arbejdspolitik i to hastigheder: Et system for dem, der vil vedblive med at arbejde 35 timer om ugen, og et andet for dem, der vil arbejde mere.
De 35 timer er atter sat under debat. Men andre emner, der blev debatteret, før loven om reduktionen af arbejdstiden blev vedtaget, berøres også i Banque de Frances rapport.
Ikke blot er beskæftigelsen lav. Den er også forkert. Som eksempel kan nævnes regeringens nye støtte til restauratører, et nyt satsområde, der er blevet latterliggjort over flere omgange.
Ligesom stadig flere malere kvitter håndværket og skifter atelieret ud med et kontor for konceptuel kreation, skal også franskmændene sprænge de gamle erhvervs rammer og arbejde med de nye midler og medier.
Blandt økonomerne er man nu igen begyndt at debattere informationsteknologiens rolle i Frankrig. For hernede forlyder det – efter den franske arbejdsmyte har mistet sin troværdighed – at det man kalder den »ny økonomi«, ikke længere er et fremmedord, der kan sættes i anførselstegn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu