Læsetid: 2 min.

Overblik

6. maj 2004

Yoko Ono kommer til Århus
*Konceptkunstneren Yoko Ono – der for nogle er bedre kendt som John Lennons enke – kommer til Århus for at præsentere sin
udstilling Womens Room, der åbner på Kvindemuseet 20. maj.
Udstillingen vil behandle temaer som kvindelighed, sårbarhed og skønhed med afsæt i 60’er værker som Cut Piece og Rape frem til sene værker som Blueprint for Sunrise fra 2001. Publikum kan møde Yoko Ono på Granhøj Dans 20. maj kl. 11, hvor hun vil besvare spørgsmål fra salen med fotograf Lars Schwander som ordstyrer. Billetter kan fås hos Musikhuset Aarhus.

Filmselskaber vifter med flaget
*I forlængelse af at Zentropa fra og med i går indførte ny flagningspolitik i Filmbyen, har Regner Grasten Film som modvægt besluttet at opfordre den danske befolkning til at synge Rødgrød med fløde 100 gange hver dag (melodien kunne være på Se den lille kattekilling). »Dette må ikke betragtes som et forsøg op at opnå utidig PR, fordi der ikke er blevet skrevet om Regner Grasten Film i alt for lang tid,« skriver Regner Grasten i en pressemeddelelse.
Zentropas beslutning om en ny flagpolitik er forankret i en utilfredshed med den stadig mere ensidige brug af Dannebrog til markering af intolerence, fremmedhad og egoisme. »Zentropa føler sig kaldet til at reintroducere flaget, i en for disse betydninger, renset form,« lød det i pressemeddelelsen fra filmselskabet med en opfordring til ligesindede om at følge trop i brugen af »omvendt flagning« (nationalflaget vendt 90 eller 180 grader).
»Alternativ flagning er en mulighed for alle, der ikke føler sig repræsenteret af sit lokale flag, i protest mod den nationalisme og smålighed, som stadig mere skamfuldt udfolder sin ødelæggende kraft fra vores del af verden,« lyder meldingen fra Zentropa.

Vor Frue Kirke på film
*Vor Frue Kirke er titlen på en ny kortfilm, som for nylig blev præsenteret i arkitekturcentret Gl. Dok i København. Arkitekt Bente Lange og filminstruktøren Nils Vest fortæller i filmen historien om kronprinsparrets bryllupskirke med hovedvægten på kirkens særprægede arkitektur.
Bente Lange har tidligere beskæftiget sig med kirken i to bøger, mens Nils Vests visitkort blandt andet omfatter Himmelstigen, en dokumentarfilm om Vor Frelser Kirke. Danmarks Radio viser den ny kortfilm i forbindelse med bryllupsprogrammerne, ligesom kortfilmen distribueres til flere udenlandske tv-stationer.

Lise Westzynthius på visit
*Den tidligere Luksus-sangerinde, Lise Westzynthius, der i marts udgav sit andet soloalbum Rock, You Can Fly, drager i dag ud på en lille Danmarks-turné, der indledes med koncert i Studenterhuset i Aalborg. I morgen gæster hun den århusianske RECession-festival i Musikhusets Lille Sal, mens Rytmeposten i Odense og Loppen på Christiania kan vente den sfæriske sangerinde henholdsvis 13. og 14. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her